Hermed kommer så en videre udrensning af dårligdommen i menneskelivets danske kød. Bogen er skrevet i sommerferien, 2008. Den har været "udgivet" på rumforskning-USA, altså spassere-i-live, men det program er ikke til have med at gøre, fordi det så klart udgår indefra et windows-helved, der har mistet fatningen i sit kategori-landskab og derfor ender med at lægge sig fast på en mig-spasser-blog-opbygning, der handler om, at man skal vænnes til at købe alt i mikro-makro-opblødende galskab.
Ifølge Microsoft Windows er al computer-virksomhed, der ikke bærer deres navn at betragte som ondskab. Og det fungerer sådan, fordi de kobler loven og rettigheds-tænkning til kapital. Ja de kan ikke finde ud af andet, fordi det jo er europæisk arv. (De er blevet dømt én gang, så der er jo ikke noget at komme efter, jeg gentager bare, for at bekræfte den personlige oplevelse af det - og ligeledes gøre Jer opmærksom på, at I skal give noget til nettet på dansk, fremfor at suge til Jer af alverdens fortabelse udi det, det, det og det og det og det).
Den slags brug af love og rettigheder handler denne bog med andre ord også om, men da der jo ikke er noget oplysende i en sådan kultur kan bogen her, min personlige ytring i forhåbentlig danske læseres medhør naturligvis ikke tage udgangspunkt i et sådan puberitært romantisk foretagende. Bogen handler først og fremmest som sproget mig det byder om lille diglige Danmark.
Den er forsåvidt en fortsættelse af mine tidligere bøger og altså nye, forhåbentlig klarere formuleringer af det samme - men naturligvis, ikke mindst dermed, hvad jeg som oplysningspligtig menneskeperson skal udtrykke i henhold til sigtet med at uddanne sig og vinde forstand på livet i det danske. Ja såmænd bare i sigte for i det hele taget at leve og arbejde ganske troligt for en fortsat fredelig vækst i kødet med al vort.
Nkh. Jens med ønske om hjertegod hørelse.
******************************************************************************************************************************************************************************
(Se bort fra sidetallene)
Forord 2
Indledning 6
Et samfund 9
Politisk kultur 18
Vor Herre 31
Ordet 37
Skriften 46
Sproget 54
Kroppen 72
Ånden 91
FORORD
Velkommen til, menneske.
Samfundsoplysning er livsoplysning, da intet samfund gives uden livets oplysende faktum. Livet er herligt, det er her på jord og det er her i mange skikkelser med hver deres ånd. Bogen her kunne derfor også bære titlen: Livsoplysning. Forordet til bogen her skal handle lidt om den vurdering og valget af samfundsoplysning som titel.
Ærindet er først og fremmest at oplyse. Og det synes jeg er svært. Når det tilmed skal foregå via skriftens medie, så bliver det måske endnu mere svært. For i egentlig forstand er oplysning jo blot et smil, et opløftet lettet hjerte, en arbejdsglæde med sved på panden, der er umagen værd, et hjem at komme hjem til, en familie at kende og høre til – og meget, meget mere og andet almindeligt godt, der gør os varme, får os til at vokse, ja rører vort hjerte. Livets oplysende faktum rører i sandhed vort hjerte.
Der er ingen, der har sagt, at oplysning skal foregå via skriftens medie. Tværtimod. Jeg understreger med nye formuleringer, hvad det er jeg her skriftligt har sagt og angivet som oplysning i egentlig forstand: Oplysning kommer af et almindeligt sandt og godt levende menneskeliv på jord, det liv, der opleves som en gave med såvel arvelige opgaver at løfte og vende som opgaver stillet med menneskehjertet i den nærværende omverden, der udfordrer hver vor skæbne.
Livets herlige faktum er derfor én ganske bred, dog sand formulering, der konstaterer, at vi er til her på jord. Om man synes det er meningsløst eller omvendt føler sig taknemmelig for at være blevet til i livets levende faktum, ja det kan jeg ikke bestemme, men et faktum er det dog, at også det foregår her på jord. Ethvert menneske, hvis hjerte slår begår sig i det levende her på jord. Det er klart og enhver, der benægter det i sin pulserende som også åndende realitet er en løgnhals.
Indrømmelsen af det simple sandselige faktum er oplysning og oplysende adfærd betinget af: Der blev liv på jord og dermed et forplantende under for os at opvokse af. En mere præciserende betegnelse for Livets faktum er Menneskelivets faktum, Vor situation på jord. Og endnu mere præcist kan man understrege, at menneskelivets faktum er givet med din og min krop, skikkelse og måde med livet i sine næstekærlige familiære, venskabelige og kollegiale bånd.
Oplysning er oplysning af menneskelivets faktum: at det er stillet på jord, at det er slægtsbundet i én stor menneskehed, dog konkret i kulturel, særegen samfundspræget skikkelse, herunder klima, vejr og vind – samt ej at forglemme, at det bærer sit værd i det trolige hjerte, der banker for livets eget gode, den oplysende glæde, smilet og det varme hjerte. Oha livet er skønt, livet er herligt. Du er menneske, jeg er menneske, vi er her, vi lever.
Med den hørelse, den hjertelige holdning til oplysning og oplysende adfærd, livsførelse - ja så er det klart, at skriften ikke er det egentlige medie for oplysning. Der er ikke noget lys i skriften, solen skinner bare på nogle tegn en fremmed mand eller kvinde har skrevet på et stykke papir. – Der er først oplysning i skriften, når man hører stemmen, der taler i den og dermed forstår, at der sidder et menneske af kød og blod og siger noget til dig og andre, læsere, som kan høre ordet i dette danske sprogs samfund. Så kan du høre mig bekræfte noget hos dig, kan du høre ordet i livet og kan du høre det på dansk grund?
Ja, for ellers er der ikke noget oplysende her i bogen at hente for dig, høre og bide mærke i til fordel for den videre vækst i livets oplysende som levende faktum, dit og mit liv i almindelig god forstand blandt andre af samme hjertelige slags?
Når jeg ikke har valgt at kalde bogen: Livsoplysning, så hænger det sammen med, at interessen for livet er ganske lille i det danske samfund. Det er groft sagt, men ikke desto mindre ærligt talt. Derimod er interessen for samfundet ganske stor, hvilket på sin vis er godt, såfremt det ikke lige skyldtes, at der er ganske store livsfornægtende problemer forbundet med dets opretholdelse og gang. Det er af nød, såsom frygt og angst, at samfunds-interessen er stor og ikke af glæde, tryghed og trivsel. Og det skal der naturligvis rådes bod på, for andet kan vi vel ikke være bekendt.
En anden grund til min vurdering af titel er, at vi efterhånden er kultiveret til at være os selv. Det betyder, at hvis jeg skriver en bog med titlen livsoplysning, så vil jeg blive konfronteret med et lukket øre, der siger: Det mener du så i dit liv, Jens, jeg mener noget andet i mit. Og på det grundlag, i træf af et sådant lukket øre, ja da kan der jo kun ske livsoplysning eller vel snarere blot enerverende opmærksomhed, såfremt alle taler i munden på hinanden om deres liv i modsætning til andres liv – så vi dermed naturligvis intet hører af VORT MENNESKELIV og følgeligt ikke oplyses, snarere blændes af ikke stort andet end støj, ballade, politik og sensations-afpresning.
Sådan er vi efterhånden kultiveret, sådan har vi efterhånden vænnet os til at klare os – ja undskyld, vænnet os til at klare mig selv og derved pådutte andre det selvsamme krav: Du skal klare dig selv. Det er vi blevet slemme til og det er af nød, vil jeg påstå. Ikke desto mindre fører en sådan umåde med sprog og livsførelse, en sådan absolut opdeling i mig og dig, dit og mit – ikke desto mindre fører en sådan umådelig uskik til, at vort liv som tilhørende Livets Samfund ikke kan oplyses af sit eget hjertelige gode: af tro menneskepersoner på dansk grund, der er vokset op i det danske livs samfund, har erfaret det, kender det, véd hvor galt det står til rundt omkring, véd, hvad der skal til for at vende sorg til glæde, byde tilkomne ude fra velkomne med videre. Og da er der ingen varm og tryg ånd at være sammen om, vokse op i og finde sig selv og hinanden i som almindelige mennesker på jord, ingen ånd at bekræfte til videre gavn for vore efterkommere – ja endsige ingen ånd troligt at elske livet kreativt forløsende videre i sammen som når for eksempel kønsdriften melder sit tryk og tiltrækning fører til fornyet vækst gennem blandet blod og ånd, børn, familieliv.
Derfor har jeg valgt at kalde bogen samfundsoplysning. Det angår livet og da livet leves i samfund bliver det til samfundsopslysning ved mellemkomsten af også din hørelse af ordet i hjertet. Der kunne formuleres flere velmente grunde, men menneskelivets oplysende faktum består af det samfundne, det vi har fundet sammen om gennem livshistoriernes løb og det vi fortsat kreativt finder sammen om, der således betegner vor ånd, vor identitet og videre udvikling og udfoldelse af det tilblevne og forgangne. Og ordet er jo hverken mit eller dit, men vort som menneske at hjerte og derfor på en og samme gang livets som samfundets levende leje. Sådan hænger det sammen i sin samhørighed.
På dansk sprogs grund og i dets ånd af kød og blod er der mange forskellig ting og mange forskellige mennesker, der kan oplyse os om vort liv, men der er også noget centralt uden forskel: I det hele taget er samfundet ikke godt uden kendskab til vort slægtsbundne menneskeliv af hjertekød og blod i voksende god erfaring, udvikling og udfoldelse deraf. Ja i det hele taget er det danske samfund ikke godt uden kendskab til det almindelige hjertegode liv på jord som det i vort tilfælde blandt andet oplærerigt er nedarvet via et forstandigt godt Oplyst Enevælde, der blev til et Oplyst Demokrati underskrevet Kongens hånd.
Vi lever derfor i et bredt opfattet menneskeslægts-styre, hvis betydning i al væsentlighed er, at oplysnings-tro mennesker i hele befolkningen på dansk grund af Kongen selv er givet lov og ret, ja sågar pligt til at lade deres stemme ytre sig af troligt hjerte for Kongeriget, livets slægter i Danmark, familielivet, samfundets ve og vel, ja altsammen i sigte for menneskelivets forløsende kærlige erfaringsmåde og glade trivsel i sine fortsatte slægter. Nu i al evighed som dermed fremover i al evighed. Og naturligvis gøres det personligt og ikke i kraft af anden myndighed end menneskehjertets næstekærlige som sandselig ærlige tro på God. Ja undskyld mit engelske, men sådan hedder det indtil videre.
Ytringsfriheden gælder kun hjertets myndighed. Og den myndighed, det er HØJESTERETTEN i menneskelivet, trolig båret fra barns ben i personlig forstandig adlydelse deraf, unik som sådan og i opvoksende ærlighed dermed. På den måde præsenterer din personlige stemme af ærligt hjerte derfor også enfoldigheden i mangfoldighedens ånd af unikke stemmer og til vor oplysende bekræftelse af sigtet i mangfoldighedens levende - og ikke til bekræftelse af dig alene som den selvretfærdige utopist, du højest sandsynlig er.
I al kortfattethed kan vi, for at gøre det klart uden tvivl sige, at den hjertebårne ytringsfrihed er os givet, fordi vi ellers ikke kan høre, hvordan det står til i vort menneskeslægtsbårne samfundsliv med de mange fælles berøringsflader det uundgåeligt har. Og i så fald, ja da kan vi jo slet intet gøre sammen, der fører til en bedre trivsel og udvikling af vort kærelige liv, hver især og vore børn dermed.
Den ytringsfrie forstand af ærligt menneskehjerte er vor ret opfattet som udviklingsmæssige sigte, hjertepligt og milde vækst-retning i kødet, i dette danske sprogs samfund- og livsførelse - skrevet under Kongens hånd i Oplysthedens Kongelige navn som tilfældet er. "Gud bevare Danmark" lyder det nemlig fortsat troligt fra Deres Majestæt, Dronning Margrethe den Anden og Gud være lovet for det.
- Tusind tak for Deres vedholdende tro indsats Deres Majestæt, Dronning Margrethe med familie, Deres Kongelige højheder. Må Kongehuset i Deres almindelige menneskelivs-kærligheds kongelige navn været elsket og æret i al evighed og fortsætte Deres eminente og særdeles kompetente bekræftelse af oplysende ledelse og hjerterørende dannelse på dansk grund. Ja det glæder mig inderligt at se Dem som familiære repræsentanter for menneskelivet på jord invitere honolulu-stammer og deslige til almindelig nadver i Vort hjem. Den kompetence udi menneskelig ligeeværdighed er unik - thi den er jo rundet af livserfaren ånd i slægtskødet, ikke sandt – under alle omstændigheder: Tusind, tusind tak.
Vi skulle gerne alle sammen kunne være her, som vi ofte siger, føler eller tænker - ja sander og således sandser. Men den tøven og tvivlen skal væk, for der skulle ikke blot gerne være plads til os, der ER i Oplysningens navn, vort Oplyste danske samfunds kongelige som kærelige navn plads til alle som ligeværdigt menneskehjerteligt godt liv på jord. Der er plads til alle dem, der er og således optager en plads i livet med bankende hjerte. Og jeg vil dertil føje, at dem, der fornægter det faktum eller på anden vis forhindrer andre I at være her på almindelig hjertegod vis, udviklende livet i godt ligeværdigt menneske-sigte deraf, de lyver henad en kant, de nærer løgnen og de er rådne i det inderste hjerte. Ja så de må søge helbredelsens læge og tage ved lære, hvis ikke værre.
Lad os da imidlertid ikke håbe, at der sidder sådanne sjufter på samfundets øvrige ledelses-mæssige poster og i årevis har brugt magt til at føre løgnen over sandheden, sorgen over glæden, fornuften over forstanden, retfærdigheden over kærligheden, nødvendigheden over omstændigheden, døden over livet med videre – lad os da ikke håbe så, da mange mennesker under deres ledelse jo såvidt er blevet forhindret i at søge helbredende deltagelse og kreativ hjertevarm trivsel i deres sunde og raske liv til frygtindgydende fordel for adlydelsen af en ledelse, der viderefører og bekræfter den løgnagtige, sorgfulde, fornuftstilbedende og sygdomsfremprovokerende ånd i samfundslivet vidt og bredt.
Med andre ord, så kniber det som antydet nok gevaldigt med at finde plads til de døde og de døde erfaringer iblandt os som om vor fornemmeste opgave var at skulle dét, ja som om vi først og fremmest skulle tage hensyn til de døde og de dødes erfaringer selvdestruktive adfærd. - Vor Herre bevare os med kærlighed til livet og det levendes hellige ånd, forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere og derfor jo ikke bærer nag, ejheller sætter andre i gæld, løn eller straf. Og da slet, slet ikke uden at kunne bede bønnen for kærlighedens beståen i menneskelivet på jord:
Kære Gud, du Livets faktum, du som gør os alle levende. Giv os idag Dit daglige brød som vi personende sandser og vokser af Dit enestående under til vor menneskelige samfundne glæde. Og forlad os vor skyld som også vi i menneskelivets hjertelige navn, naturligvis forlader vore skyldnere i ansvar af Din nådige kærligheds beståen iblandt os. Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, thi Du er livets rige faktum, Du er livets magt, Du er menneskets livsbetingelse i al evighed og dermed æren, amen! –-- Vort menneske af hjerte ærer og takker Dig, Livet i al evighed, når vi forsager djævlen, alle hans tids-orienterede og lovreligiøse gerninger og al deres væsen. Vi tror nemlig på Dig, Du almægtige Livets faderlige faktum i sit sandselige forsyn som det kommer til os, hver især som ligeværdigt stillet sammen i menneskelivets ene, eneste samfundne gang på jord. Vi tror på din søn, det nye vidnesbyrd, der i sand kærlighed forløser os ganske helende og i aldeleshed er undfanget ved helligånden, født af uskylden selv og pint af alle de åndssvage, der ikke elsker menneskeslægten af hjerte i lyset af dit ligeværdige faktum, menneskelivet på jord. Vi tror han mærkede døden i livets levende og på sin tredje dag i sand troskab mod dig opstod fra alt det dødes dødbringende erfaringer. Og således opfaret til dig, i dit navn med indsigt i Din utvivlsomt sandselige virksomhed skal hørelsen af hans indsigt til os komme at dømme levende og døde gennem det almindeligt voksende og udviklende, så ganske livsbekræftende jordnære menneskeliv. Vi tror derfor på helligånden, den hellige almindelige kirke, syndernes skylds-forladelse og et evigt liv. Må Gud, Livets faderlige faktum være os nådig i Hans søns navn, Vor Herre, den sandselige hjertetro menneskekærlighed til udfoldelse, opretholdelse og bevarelse af vort kære liv på jord, amen!
Det samfundne menneskeliv på jord, på dansk grund, det har som det fremgår sit sprog og det har sin levende historie gjort af levende mennesker af kød og blod, det har sine slægter, det har sit kongehus og det har sin oplysningsmæssige dagsorden som livets eget samfund i vækst og trivsel. Det er sigtet med denne bog at fremme det, yde et bidrag til det af ærligt åbent hjerte for menneskelivet i bred forstand.
INDLEDNING
Forordet sat på spidsen i kølvandet på en ytring en dansk statsminister lod falde – omtrent 2000 år efter den erkendelse blev kundgjort i menneskelivets historie som noget nyt og siden, ja således igen og igen, har givet anledning til meget hjerteligt godt i kraft af vort hjertes nul-stilling - nemlig følgende: LIVET ER FØR SYSTEMET.
At livet er før systemet betyder at troligt godt som kærligt menneskeliv er en forudsætning for, at et godt samfund kan udvikles som et gode for alle, der lever i det. Det siger vel stadigvæk sig selv, at et samfund ikke kan være godt, såfremt menneskelivet deri ikke også er her til at leve og opløfte det som sådan. - I kølvandet derpå vil jeg derfor skærpe tonen og sige:
Dén, der opfatter samfundet som løsrevet livets gang på jord og dermed løsrevet egne handlinger og måde med sit liv, sin familie og børn, medmennesker og såvidt menneske-kærlighedens udviklingssigte i arbejdslivet – han eller hun er ganske enkelt uoplyst og vil ikke kunne tjene eller bidrage positivt til det danske samfunds oplysende livsudvikling som den helt og holdent kødeligt formidles i menneskets slægt i levende live, ja fra slægt til slægt i tro på kærligheden båret i hjertets erfaringer med livets arv i sin nærværende omverden, de miljøer vi færdes og arbejder i.
JOVIST I AL VOR JORDNÆRE MENNESKEFORSTAND! Så er I klar universitære fornufts-pampere, fornufts-stats-republikanere, statsansatte, falske myndigheder, gernings-retfærdige og selvretfærdige græsk-romerske rets-fascister, NSDAP-medlemmer i social-demokratiet og i Israelsens uniformerende Post Danmark, såvel i ydre som indre – er I klar, alle Jer alle i matematikkens videnskabelig-teknologiske paradigme og folkefærdet udi børsmægleri, bankvirksomhed, penge-spekulation samt alle Jer i de familier, der opretholder normalitetens ægteskabelige ydre lovprist af kirkelig handling på bekostning af almindelig varm tro menneskekærlighed i udvikling og dermed på bekostning af menneskehjertets sande vækst i livet fremover, herunder børn. Er I klar? Er I t ro eller er I blot fortsat ad H t?
- Skal der stadigvæk være HØJESTERET i menneskelivet på dansk grund i Kongens navn, både den jordnære, Deres Majestæt, vort kære Kongehus og den anden, den himmelske, der betegner vor levende ånd, den fællesmenneskelige med sin rod i det familiære menneskesande hjertes ord, som vi alle bærer på, har glædespligt til at sande, adlyde, vokse ved og lade høre i hele livets trivselsbetonede ånd og handling på jord!
- Skal vi se, hvem der med eget liv og ikke andres liv som indsats har tjent den sande Højesteret og fortsat tjener den ganske tro med menneskevarme, forståelse og nye vidnesbyrd, der bekræfter det levende kreative over det døde? - Og skal vi derefter fortsætte en løn-og-straf-kapital-stats-kultivering, der nu med hånden på hjertets oplysende myndighed kan sige: Det er strafbart ikke at tale sandt i Højesterets navn, fordi det er strafbart ikke at føre sit liv i MenneskeKærlighedens tro varme og organisk åndende som kultiverende, udviklende og udfoldende måde med menneskelivet på jord – thi straffen rammer jo menneskets børn og dermed den videre slægtsmæssige udvikling, samfundet?
Negativ social arv er det sidstnævnte også blevet kaldt. Det er dog blot en let fornufts-analytisk og ligegyldig isolerende omskrivning af den forstandige sandhed: Arvesynden, der som bekendt mærker dig indefra i samme udstrækning som du i vore slægter ikke indrømmer os kærlighedens, hjerte-kødelige livsbetingelse næret af det ærligt levende åndedræt som dén naturlige tro, kropsligt bankende og elskelig levende vilje den i forvejen netop er i sit menneske-kære-lige slægts blod? For når vi gør det, indrømmer som sagt, ja så gives, så opstår helligånden iblandt os og da kan vi sandse det under, der til-fred-stiller os alle, forløser os af al dårligdom og dermed i sandhed stiller os t ro.
Arvesynd er blot sandselig ren arv-og-miljømæssig indsigt i menneskelivets eget hjertelige vækstforetagende - når det gør ondt i hjertets samfundsmave på grund af utroskabens efterladenskaber. Og det vil naturligvis blive kundgjort herfra, så vi måske kan komme til at se og høre, hvem der I vort kære samfund troligt og ærligt har gjort deres livsudviklende arbejde i menneskelivets tjeneste. Thi da kan vi jo lære noget sandseligt godt, bekræfte de erfaringer, de måtte have høstet og måske arbejde videre med dem til fordel for holdbar og bæredygtig udvikling: Livsførelse i vækstens sandseligt åbne glæde for enhver.
Jeg skal naturligvis gøre mit bedste for med bogen her, at nå frem til klare formuleringer af det nye vidnesbyrd og dermed et nyt bud på, hvordan vi skal lade os indrømme i livets samfund i dets udviklingssigte og arbejdsomme ånd, så vi kan oplive og hele vort itu-revne lands ulykkelige liv med glæde i det Oplysende MenneskeVejledendes kongelige navn. Vi er menneskelivet på dansk grund, uanset etnisk herkomst, hovedsproget er dansk – men det er ikke ordet.
Den eneste ene kærlighed passer til dig, lige på en prik, tag ikke fejl af det, thi ellers kan du ikke ånde ud af den og ikke indleve dig i den sammen med næsten, anden og andre, der på tilsvarende vis er givet den eneste ene kærlighed, der passer til dem, lige på en prik. Den eneste ene kærlighed som også det eneste ene liv til den eneste ene menneskehed, altså menneskelivet, ja den lader sig blot ikke forløse og udfolde i bredere, dermed helbredende, afsmittende og udviklingsbefordrende forstand, medmindre at du er bekendt med de undertrykkende vilkår og livsmåder, der måtte være i din slægt med den omgivelse den er præget af. Vilkår som dine forældre og forfædre har måtte begå sig under og klare sig i, såvel arvelige som præget af miljøet – vilkår, der i samme udstrækning som du ikke er bekendt med dem, er direkte årsag til, at der fortsat opstår forplumrende arg arvesynd i livets samfund, fordi du da ikke kan omvende dem til glæde, omforme de vilkår og se livets glædelige arbejde deri.
Ofte sker en sådan forplumring i form af forførelse udi særdeles plads-krævende virksomhed i omverdenen, der således også optager mange medmenneskers opmærksomhed, måske endog arbejdskraft og livskraft, da de mange jo er tro mod selv de elendige: sig selv. Men såvidt altså, alt i alt forførelse udi virksomhed, der intet lader tilovers for de kommende generationer, intet menneskeligt udvikler, pånær måske iværksætterens idé og hans storhedsvanvittige eftermæle. - Følgeligt er det derfor naturligvis din opgave i livet at bedre de livsvilkår og arbejdsmåder med livet, der såvel gennem den stadigvæk samme omverden, her Danmark, som også i din slægt, i kraft af dig gives fornyelse af din hjerteligste opmærksomhed.
Du skal med andre ord lære dig bedre at kende som voksende menneske af hjerte i livet i al evighed, for ikke at sende lorten videre i såvel arv som miljø og derved bekræfte et værre maveonde i livets samfund for efterkommere at skulle rense sig af, forløse sig af for menneskets, ja kærlighedens egen skyld. Ja fordi lortens ånd jo er fuld af dræbende bakterier for os mennesker: vort forsyn, vor forstand, vor tryghed, kreative sandselige måde og dermed i det hele taget udviklingsmåden med vort liv i livets samfund.
- Jeg sagde, skal vi da ved sandhedens hjertelige mellemkomst og i dens grundvold fortsat dyrke en løn-og-straf-kapital-stats-kultivering, den der i stats-samfundets realitet betyder, at du ingen lov og ret er givet uden penge og i alt for vid udstrækning ingen penge kan tjene, medmindre at du deltager i den sygdomsfremkaldende og selvdestruktive romantiske, kapital-teknologiske adfærd på arbejdsmarkedet i kapital-staten, ja der, hvor arbejdskraften placeres som om den overhovedet ikke var forbundet med livskraften og livets samfundsmæssige udvikling?
- Skal vi fortsætte den kultur, når sandheden i Højesterets navn gælder ethvert menneskes liv og trivsel på jord – og da som sagt med hånden på hjertets sande myndighed i konsekvent logisk følge deraf indkredse de egentlig livsforbryderiske svins forførende ledelse i landet med henblik på at straffe dem behørigt i lyset af de livsfornægtende traditioner, de med deres liv har opretholdt til absolut egen indbildte fordel for alle. Ja altimens de taler om og sikkert vil påpege, at de troligt har passet deres arbejde, sågar bestående i at dømme over andre med reference til selvbestaltede loves praktiske håndtering og således uagtet, at deres såkaldte pligtopfyldende arbejde via magt-symbolikkens forlorne virke derved har dømt andre mennesker til usle livsvilkår med grusom arvesynd tilfølge for de kommende generationer at skulle tage sig behørigt af? Skal vi dét? – Skal vi dét, by-, land- og højestretslige svin i Jeres opdyrkelse af græsk-romersk-kejserlig fornuftsorden på dansk grund, stats-idealisme med retfærdighedens hammer over K-ærlighedens hjerteKød i vækst?
Skal vi opretholde en løn-og-straf-kapital-stats-kultivering, når det atter bliver klart, at det ikke blot er strafbart ikke at tale sandt i retten, men så gud er strafbart ikke at søge og gå livets lærerige vej med menneskets næstekærlige hjerte intakt, i varm ånd deraf. - Hvorfor bruger du Thors hammer, usle, vantro rets-fascistiske menneske, når du skal omfavne dit medmenneske og spørge om, hvad der dog er sket, ja for nu kunne Jens godt frygte, at den komme tilbage for fuld hammer i troskabens danske navn i retning af dig. Dog ikke i kraft af gengældelse, nej, nej, alene i kraft af taknemmelig gudsfrygtighed i menneskelivets tjeneste, den, der opretholder den menneskesande udviklingsretning på livets vej. Også på dansk grund. - Er I klar i sandhedens Kærlige navn, vækstens eget?.
Er I klar derude som inde, er I klar til på fredelig vis at lade ordet tale sandt uden vold, uden magtmisbrug, uden hævn, uden gengældelse, uden pistoler i bæltet, men i sigte for vort samfunds oplysning, menneskelige trivsel og videre dannelse som det i overensstemmelse med landets gode og hjerteordentligt oplysende menneskeskik bydes os? - Lad blot være hørt om ikke andet, skulle I træffe ikke at være klar på det danske liv og samfunds måde med orden i kraft af ordet i menneskelivets sande som æreligt ytringfrie hjerte i kongens navn..
Næstekærlig hilsen, Jens Vejmand med kollega, Jens Langkniv, Brande, 2008.
ET SAMFUND
Et samfund kan afgrænses og indkredses på vidt forskellig vis. Det er dog en fordel at finde en måde at indkredse og afgrænse det på, SÅ VI KAN SANDSE, HVAD VI TALER OM OG DERMED MÆRKE, HVAD VI HAR MED AT GØRE. For sigtet kan jo aldrig være at administrere et samfund, dermed mennesket, men at mærke sig det i sin sandselighed, så man med sit livs arbejdsomme og voksende kræfter kan undlade at bekræfte dårligdommens universitær-stats-lovgivende dømmekraft og istedet gå sin vej med livets hjerte i behold i egen tro ånd til udviklingsmæssig fordel for vort ene eneste liv på jord. Livets samfund kan ikke undvære din sandselige indsats her på jord, din kærlighed, din ærlighed som menneske – og såmænd uanset, hvad der sker. Sådan betyder du i det mindste noget for mig og dermed ikke alene, men også uden min mellemkomst betyder du sådan set som hørt noget for livets samfund.
Dertil kommer også hurtigt indsigten i de erfaringer, der i historiens løb er gjort med at afgrænse og indkredse samfund, hvorefter noget væsentligt tilhørende pågældende samfund for eksempel synes at være udeladt eller glemt og overset. Danmark går til grænsen ved Kruså – og så skide da være med det danske mindretal syd for grænsen. Sådan går det ofte og det duer jo ikke.
- Ja vi kunne jo prøve at gøre det med det dejlige København, give den by med al sin tiltrækning af svage sjæle i form af magtens hovedsæde, pengenes hovedsæde, begærets hovedsæde, anonymitetens hovedsæde, mv. – ja give den skånsomt til de kære svenskere. København er jo trods alt ikke så stor en del af det danske areal, at det gør noget, dét kan vi godt undvære. Iøvrigt er der jo mange gode gamle hovedstæder i Danmark, der med et snuptag ville kunne rejse sig i troskab og bære kongerigets menneskeslægt videre i tråd med sit lille land, de mange hjertegode mennesker, dialekter og smukke, virksomme egne.
At afgrænse et samfund ud fra et landkort, altså afgrænse dets territorie – det er en historisk begivenhed, det er udtryk for en måde man håndterede lande og befolkninger førhen. Det handlede om råderet og ansvarsfordeling – og det opstod på baggrund af utallige krige om tidens mest efterspurgte ressourcer.
Krig har altid handlet om guld eller varer, ja om områder, der synes at kunne skrabe guld eller penge sammen til den ene parts fordel fremfor den anden, den fremmede, fjenden. Efterhånden forstod man imidlertid vidt og bredt at den potente krigsførelse et land med sine virksomheder ledet af overhørte, fortabte sønner, der drømmer om at blive store og mægtige som faderen, hvem han end var og hvordan han end var, da han jo sikkert var en stor og mægtig mand, en kejser, en barsk viking eller lign. – JA EFTERHÅNDEN FORSTOD MAN I DET MINDSTE, AT OMKOSTNINGERNE FAKTISK VAR FOR STORE I FORHOLD TIL KRIGSBYTTET.
Det kunne ikke betale sig at sætte samfundet på den anden ende, indkalde landets mænd til med stolthed at være kanonføde for fjenden, et andet lands mænd indkaldt på tilsvarende vis. Det blev sgu for åndsvagt – ikke mindst da soldaternes børn aldrig lærte faderen at kende på sin ærlighed, ja på alt det, der kunne være blevet til noget meget mere glædeligt for efterkommere at leve og arbejde videre med.
Men sådan opstod grænsedragninger. Når tingene blev for åndssvage trak man en streg i sandet og lod hinanden være i fred – måske skulle der et par arrangerede ægteskaber til indenda, men alligevel. Du passer den ene side og jeg tager mig af den anden. Og på den måde blev der så måske fred i det store billede, men tilsvarende også ufred og uro blandt glemte mindretal, hvis hele liv og slægter blev mærket af det.
Tag til Afrika og se, hvad vestens storhedsvanvittige kolonister, købmænd og generaler har bedrevet kulturelt, sat i arv blandt andre af livets slægter. Slægter, de ingen forstand har haft på, da de i væsentlig omfang ikke ligefrem elskede, sandsede og forstod sig vej frem i forhold til menneskeracer af anden kulør og livsmåde. Den tid er forbi, men fortsætter jo sine opblussende kampe verden over, da man har nedarvet en romantisk samfundsskik baseret på romersk præget mønt, der i sandhed ingen steder hører hjemme. En samfundsskik, der kort sagt, ja hvis ånd kort sagt centrerer et simpelt magt-begær, følelsen af at være mere værd end andre og således være givet ret til at råde over dem som mindreværdige samt, ej at forglemme vel, dermed de ressourcer, der måtte være at finde i deres land, deres kød og hjemlige egne.
Lykkeligvis kan man sige, at vi som kolonister også kom med noget godt, dels en nysgerrighed, der måske ofte havde karaktér af flugt fra det grusomme Europa med al sin fattigdom, men ikke desto mindre også en tro på opbyggelighed i fred og fordragelighed. Det var sandt at sige nok ikke anledningen helt og aldeles i grusom generalisering, men det var under alle omstændigheder ikke købmændene med guld-bjælken i øjnene eller generalerne med deres politiske tro leje-mordere, soldater med geværer i hånden, der bibragte de lande et sandt håb for deres kultur og liv fremover.
Guld og gryn, penge, lovgivning og lejesoldater, det går altid hånd i hånd – men underneden, ad bagvejen så at sige stiger menneskenaturens tro væsen trods alt op på opløftende varm vis, hvorfor vi efterfølgende også erkender vore grusomme fejl som latterligt intetanende, forstilte eller blot storhedsvanvittige - ja uagtet sådanne betegnende undskyldninger dog svinsk kultur. En kultur med utallige døde og dødbringende erfaringer på samvittigheden.
Måske erkender vi endda også, hvor det svinske kommer fra, hvad det er for en ídé, der, når den dyrkes tilstrækkelig længe bliver til en orden, der intet lader tilovers for ordet af levende hjerte, da den fremtvinger en frygtens mentalitet og ængstelig erfaringsmåde, som forhindrer menneskelivet i at vokse og blive hørt på sin milde, men stærkt opløftende ånds varme.
Mange territoriale grænser ligger, hvor de gør og mange steder har man vænnet sig til dem, ja de er måske ligefrem blevet en del af et folks historie og identitet. – Der skal ikke meget til at forstyrre det, så lad dem dog ligge og være, hvor de er i deres old-græsk-romerske mentalitet. For de er i al væsentlighed ladet og symboliseret med forudgående krigs-handlinger, fremfor at være ladet og symboliseret som kulturudvekslende områder i positiv forstand, nabolande som mennesker imellem.
AF DEN SIMPLE GRUND KAN MAN DERFOR SIGE, AT TERRITORIALE AFGRÆSNINGER AF ET SAMFUND UD FRA SÅDANNE HISTORISKE OMSTÆNDIGHEDER OG BEGIVENHEDER FULD AF DØD OG ØDELÆGGELSE IKKE LIGEFREM INDKREDSER OG DERMED SYMBOLISERER ET SAMFUND I POSITIV, OPLYSENDE FORSTAND.
At vokse op i et samfund, der er mærket, symboliseret og ladet som ondt eller bare fuld af sorg, det er grusomt, fordi menneskebarnet da uundgåeligt af umiddelbart hjerte for livet i sit mest troskyldige håb på et godt liv på jord, da vil yde det alt for megen opmærksomhed på bekostning af den sandselige glæde, der er betingelsen for dets egen vækst. Konsekvensen er, at børn da aldrig bliver varigt voksende i livet med glæde, men desværre omvendt voksende i sorg. Og hør, når hjertet gennem livet så har kæmpet for renselse af ånden, sindet, kroppen, ja kæmpet for at pågældende skulle høre sandheden om dets egen sande trivsel, kæmpet for at vende sorgen, som barnet jo troede var livets grundvilkår – og den åbenbarende indsigt tilmed falder midt i livet, der måske er godt igang med uddannelse, arbejde, familie og børn, ja så fører det til skilsmisse, depression og alt umuligt livsafkræftende andet.
Det fører med andre ord til afstandtagen til sand glæde, til sand kærlighed, til sandt udviklingsbefordrende arbejde, thi den er vedkommende jo stadigvæk ikke bekendt med som opvokset i en sorgens, samfundsundertrykkende omgivelse – en sådan ting, et sådan arbejde er jo ikke normalt. - Og det kan, ja kanske være alt for hårdt at skulle erkende, at man i væsentligt omfang har levet på en løgn, vel især når visse institutioner genererer en opfattelse af, at det er din helt egen skyld, ja at du er absolut skyldig i alverdens samfundsmæssige dårligdomme, elendige uddannelser med videre, fordi du er fatsvag. Du kunne jo bare have gjort noget andet, såsom at leve dit eget liv!!!
Jovist er det også din skyld og ikke bare samfundets eller dine forældres, men hør det er jo kun din skyld i sand menneskehjertelig glæde og trivsel – lærte du den at kende i din opvækst i livets eget menneskekød? Eller såfremt du ikke gjorde, hvad var det da for nogle mekanismer, misbrug af ordets tro, der gjorde at dine forældre ikke fandt overskud til at fortælle dig eller på anden vis lade dig mærke, hvordan tingene hang sammen, fordi andre i livsfornægtende ånd havde gjort krav på deres opmærksomhed og arbejdskraft i livet. Ja fordi dine forældre skulle være soldater og ville blive straffet, såfremt de ikke adlød ordre i henhold til landets love og politik med de utallige røvslikkere, der jo findes i den boldgade.
Hør og se, for sådan er vesterlandsk romantisk, græsk-romersk lovkultivering i sin nedarvede gentagelses-model i de europæiske befolkningers kød, endda i navn af fred, det gode samfund, det såkaldt fælles-menneskelige anliggende for enhver pris eller hvad man nu ellers kan finde på at kalde formålene i løgnhalsens idealistiske tjenester!
Lad mig give et eksempel mere på godt og ondt i den danske andegård, nej hønsegård, da næbbet jo ikke længere er bredt og godmodigt vraltende over landevejen - men spids, borkende og kaglende som en fjer, der aldrig lander på motorvejen, da intet menneske i sort uniform jo kan stå dér og sikre dens fald i de fem sandsers ene eneste hønsegård..
Dansk politik og herunder naturligvis også udviklingssigtet og dagsordenen for samfundet, sålænge det varer endnu - hvormed jeg mener, at staten med sine utro borgere naturligvis må begå selvmord i deres fornufts-skjalderi, såfremt menneskeforstandig værdighed skal bestå i hjertelig tro ånd og sandselig udvikling på jord! – Dansk politik håndteret af efterkrigstids-generationer har været præget af krigens grusomheder og den generation har med hjertegode grunde i afstandtagen derfra søgt at arbejde for fred og fredens beståen.
1900-tallet har været mærket af grusomme krige, ikke mindst i kraft af fornufts-teknologisk tænkning i navn af ALLE samt deraf maskinelle, masseproducerende vidundere. For vort vedkommende kan vi tale med om 1. og 2. verdenskrig, samt den kolde krig i kølvandet derpå, som det jo ikke engang er 20 år siden, symbolsk sagt blev tilendebragt med murens fald. Dertil kunne nævnes de krige, vi så at sige har bakket op om sidenhen, men lad nu det ligge, da det jo allerede er ude på Kejser Neros overdrev.
– Jeg er fra 1974 og jeg føler mig nok gammel i historisk samfundsånd, dog ikke i livets evig-gode unge ånd, da det jo er den, der hører historien i kødet og ikke mindst i forhold dertil, altså menneskelivets ellers helt naturlige gode opvækst. Skæbnen ville, at jeg i nævneværdig grad ikke fandt det tilrådeligt at læse, for at forstå, da vækstens hjertelig egen forstandige sands jo er os givet vidt åben. Jeg siger: Livets sigte er jo ikke at læse, men at sandse, høre, leve i arbejdsom vækst deromkring.
Efterkrigstidens unge og voksne, de har set det som et meget stort ønske, ja sågar velsagtens en menneskehjertelig pligt at kunne sikre fred i samfundet for fremtidens børn - som det sig hedder på politiker-sprog. Politikere, der jo vel at mærke i vort land argumenterer repræsentativt ud af folkeviddet, som det gennem tiderne er kultiveret af landets ledende kulturer, herunder tidligere politikere.
Det har naturligvis, eftersom krig traditionelt, ganske ofte indbefatter andre lande – det har naturligvis ført til en international, såkaldt mellem-statslig dagsorden lande imellem. Fred i vort land, Danmark, har ikke kunnet etableres uden kontakt og dialog med andre lande, først og fremmest nabolande, men altså også allierede, der kom os til undsætning. At staten og stater, politisk fornufts-lovgivende virksomhed så har taget patent på det med langt mere end kulturudvekslende som forløsende kontakt og samtale tilfølge, ja det lader jeg så også ligge indtil videre. – For min pointe her er, at megen ånd og politik, dermed også udviklingsmæssig dagsorden for liv og land i almindelighed, med efterkrigstids-traditioner er præget af et inderligt ønske om fred og fredelige samfundsvilkår at vokse op i som af hjerteligt under.
Jeg synes altså, at det er godt gået på mange måder. Vel ikke mindst, da jeg ikke er opvokset under krigens skibe, deres køl og lunkne kølvand – og kan glæde mig over det. Og jeg tror også, at vi således skal være taknemmelige for deres indsats, de mennesker, der i troskab mod, hvad de lærte og godt forstod om livet, mennesker og samfund har kæmpet for fred til efterfølgende generationer at vokse op i og nyde godt A-
MEN, når det så er sagt: Hvad tror I der sker, når den ene side af vippen hedder krig og den anden fred – og al for megen, ensidig vægt lægges på fred, fredsvilje og freds-argumentation? Hvad tror I så, der rejser sig i den anden ende, før vi ved af det?
Ja spørgsmålet kan altid også stilles på en anden måde: Hvad tror I der sker, når modsætningen mellem krig og fred i væsentlig grad kun er båret af efterkrigstids-generationers arvemasse, ja måske endda er indlejret i en bestemt samfundsopfattelse, der i for vid udstrækning tænker samfund i territoriale grænser og afgrænsninger – eller iøvrigt ikke har bidt mærke i, at det måske er noget helt andet og aldeles fremragende, der har holdt sammen på samfundet i deres samfundsopfattelse, territoriale grænser eller ej? Men trods det sidst antydede, usagte faktum, som I forstokkede, men også hjertegode gamle uanset alder måske glemte at bide tilstrækkeligt mærke i - og derfor jo gentager, sætter videre, så vi fortsat tænker samfund i juridiske love indenfor et territorialt område, hvorved enten lovene kan ændres eller det territoriale?
Er de danske love lanceret i mellemtiden, i efterkrigstiden, så særlige og gode, at de sikrer freden på dansk grund? Er de blevet endnu bedre og praktisk fungerende for livets udviklende trivsel på dansk grund, efter man har stykket dem sammen med alskens andre landes love i form af for eksempel EU?
Ja for nu at tage et nærligggende territorialt eksempel for en gymnasiedreng, der i 1992 via samfundsfag deltog i et arrangement i Oxfuord. Det blev kaldt EYP, der står for European Youth Parliament og var en EU-hverve-kampagne blandt unge, et arrangement, der ville indlære os parliamentarismens gode - men hvor flertallet af de øvrige europæiske delegationers medlemmer iøvrigt var nøje udvalgt af pågældende landes regeringer, eliten bogligt set, da europæiske uddannelsessystemer i kapital-staternes romantisk-europæiske navn jo ingen krop og hjerteligt mellem-menneskeligt indsigts-dannende adfærd har gående i livet og dermed ikke i de samfund de formidler via indskolet livsførelse og ledelse? Vel, kære Niels Hausgård og tak for din indsats! - Sprogene var engelsk, tysk og fransk, hvilket naturligvis også blev parlalamenteret.
Men desuden nærliggende, så I lærer mig lidt bedre at kende, kan jeg prale af, at være opvokset i et særdeles gammelt erhverv, som det så hedder idag: Jeg er opvokset på jord i dets organiske miljø. Det faldt mig derfor naturligt at deltage i Agricultural Commitee i det omtalte EU-arrangement, når vi nu heldigvis for mit liv til vort bedste skulle afsted, så papegøjen kunne mærkes på sit væsen til gavn for menneskelivet på europæisk, ikke mindst dansk grund, inden romtraktaten og deslige idealistiske baggrund går op for Jer i sin lovgivende ånds-retning af kødet.
Men hvad tror I?
Hvad tror I der sker, når ånden i landets ledelse er ensidig – endsige flik-flak-flippende åndssvag af lovgivende fornuft over territoriale områder, da hjertets forstand jo ikke kan vippe, vel, blot forbliver sandt udviklende med dit liv som indsats og formidlende omdrejningspunkt i det almindeligt, hjertevarme nære på jord? Kan du næsten se? - Eller hvad med de mange gode initiativer, der kommer som nye vidnesbyrd med livet selv, unge mennesker – skal de partou skoles i parti-disciplinen, kapital-statens territoriale angst-korpus og følge trop på overførsels-indkomst, hvis de altså vil lære noget?
Hvad sker der med landets nyfødte og med dem det medfødte, naturlige udviklings-potentiale, når en ældre generation ikke blot har mærket krigens stemning og livspræg via deres forældre og bedsteforældres livshistorie - men mere væsentligt fastholder en fredstænkning i fornuftens vold, en samfundsopfattelse knyttet til en så menneskeligt set ikke-levende størrelse som et areal med et lov-korpus gældende over alt og alle som om magten til at håndhæve det til fordel for livets efterkommere også var os givet dermed? Ja som om vi skulle bruge livsenergien på at magte alt og alle på plads gennem et uendeligt voksende angst-lovgivende universitær-statsligt korpus, i folkemunde kaldet systemet – og videre gøre det ved at give nøje udvalgte i akademisk kultur før år nul, dem, der læser Karnov såkaldt højesteretslig domsmyndighed til at bakke op om den Lovende fortolkning, den Håndhævende fortolkning og sidst men ikke mindst den Dømmende fortolkning gældende over hele sit territorie og dermed over alt og alle.
Samlet set i en eller anden hyper-naiv, særdeles inkompetent og aldeles umenneskelig form for autoritets-tro på, ja utro på, at alt godt med rette nødvendigvis udgår fra lovens romantisk universitær-statslige territorie, endsige kan opstå deraf til menneskelig glæde vidt og bredt!!!
Hvad er lovens ånd, Kammeraden og græsk-katolske venner, dvs. i hvilken ånd, hvis tjeneste foregår dens håndtering og dermed spor i kulturens landskab, kødet? Har I fået udrettet noget gennem tiderne? - Hvad tror I? Hvad tror I der sker, når årsagen, den fornuftsånd, der altid er årsag til krig fastholdes som orden, fordi den ikke kender sig i hjerte til ro i kødets åndedræt og derfor vender sig til lovreligiøs fundamentalisme håndhævet med magt? Kvajpander, I kommer til at stå skoleret op ad Jeres egen mur: Forsagelsen af vækst i livets ledelse.
Jeg gentager: Staten har jo gennem århundreder hvervet befolkningen til at lade sig præge af alle romerrigets uretfærdigheds-følelser. - Og det fandme den har, det kan jeg godt fortælle Jer, det har dens vantro folkefærd gjort. EkstraBladet er jo ikke blevet mildere vel, den græske forargelse kører derudaf. Og hvorfor mon dét?
- Velsagtens og i særdeleshed fordi oplysningens tiøre aldrig er faldet i hjertet på den højtideligt livsforagtende universitære stand med sin store gevinst: Samfundsoplysningen. - Jeg siger: Statens virksomhed har af sin nedarvede åndsarv, gennem sin kultiveringsmåde, adfærdsregulering, ja regulering af kropslig adfærd motiveret af angst og frygt for magtens trussel, såfremt din storetå er skæv og ikke lov-retmæssig normal - udsat den danske befolkning for at skulle fornægte sit liv som menneske af hjerte til fordel for ALLEs normaliteter!
Endog på trods af, at det ytringsfrie hjerte er givet sin ret i al mindelighed, fordi livets erfaringsgang er slægtsbundet i kærlighedens navn, ja, men deraf også føder unikke personer, der føler for menneskets trivsel vidt og bredt og siger frem i adlydelse af den, så svineriet med menneskelivet ikke fortsætter. Det er ikke normalt, nej det véd jeg godt, for det er jo helt almindeligt – og se det er såmænd et udtryk for forskellen på fornuftens universitær-statslige ånd og så den jordnære forstand vi i sandhed er givet at sandse os samfundne i.
Det normale kommer fra den universitær-statslige retning af sindet, det giver en ånd og adfærd i samfundets omgivelse, der kendetegnes som fornuftens .Herfa kommer alle enten-eller-sygdommene, ja altså alle sygdomme, teknologi, mv. - mens det almindelige, ja det er menneskelivets almindelige forstand i sin gode vækst og trivsel, her finder vi kærligheden, familie, børnene, udfoldelsen af livet sande vækst til os i al evighed.
Hvorfor fortsætter I, statsborgere, stats-republikanere og fornuftens øvrige vendekåber – hvorfor fortsætter I med at deltage i løgnens ondskabsfulde bekræftelse, hvorfor indarbejder i løgn, sorg og sygdom i menneskelivets kød på dansk grund?
Ja det er såmænd et faktum at statskulturen virker som angivet og det kaldes meget forskelligt, herunder blandet andet vestens frihed. Den friheds faktum består ved sin lovkultiverende konsekvens desværre fortsat i absolut frihed fra alt liv af sandt indrømmende æreligt hjerte. – Nu véd I dét, tro muslimske mennesker, tak for Jeres indsats, men brug ikke vold, brug ordet oplysende af menneskehjertet, brug kroppen i sigte på menneskelivets trivsel, udfoldelse og udvikling, så bliver I hørt. I er ihvertfald hørt af mig. Og jeg siger lige til Jer: Åndsbegavede i Jeres kulturelle tradition véd besked om menneskehjertet på ligeværdig vis, herunder livets fredelige vej gennem livet. Mennesket er hjertetro af natur og samfundet skal leves, udfoldes og udvikles deraf. Alle tro mennesker kender den samme indsigt i hjertet. Vanskeligheden er at følge den og det er samfund nødt til at indrette sig efter, ja så det bliver lettere og mere livsbekræftende, giver fornyende sands for livet på jord.
Der er afgørende forskel på den universitære fornufts-lovgivende traditions, systematiske retning af sindet via alle sine teknologier og teknokratiske bedrifter - og så den almindeligt jordnære forstand vi i sandhed alle er givet som levende af hjertets bankende slag i livet.
Så tag Jer næstekærligst iagt sataner udi sandhedens fornufts-rets-lige-og-normalitets-håndhævende systemer, thi det er jo strafbart ikke at leve tro og dermed kunne tale sandt i kærligheden som deraf ærelighedens Højesteretslige navn! Ja og straffen falder i Jeres børn. I står til ansvar for Jeres systematiske svineri med menneskelivet i al evighed. – Og det næste skridt kan meget vel blive at sætte navne på de mennesker, der fører livet i ledelse af satans universitær-statslige vold, der jo intet har at gøre med livets organiske miljø og åndende udvikling her på jord.
- Er det iøvrigt derfor I har givet Jeres fornufts-teknokratiske mafia tavshedspligt, jeg mener er det således I sikrer at ingen hører løgnen i Jeres hals og myndigheders navn!!! Sandheden om løgnen i Jeres liv må ikke spredes vel, thi det forekommer der jo at være alt for store omkostninger ved, ikke sandt!!! Ja, for så kan I jo ikke opretholde autoritets-troen, magtens sædelighed, vel!!! Og hvem skal da betale Jeres løn, så I kan sørge for Jeres familier og fremstå som ansvarlige fædre overfor Jeres børn til efterlevelse på overførsels-indkomst? Føj for satan.
Hvem har bildt Jer ind, at livet skal lade sig lede og leve lov-religiøst, tænke i love og regler, handle i love og regler, føle i love og reglers standardiserende og uniformerende normalitets psykologier gældende for alt og alle – ja og sågar med henvisning til det universitære univers, tyngdekraftens love eller lignende standardiseringer af kraft, der intet har med livets egne, organisk åndedræt og energi at gøre? Kan I snart forstå, hvorfra sygdom og dårligdom opstår, hvordan den dyrkes frem og føres ind i samfundet via statens universitære skole?
Hør engang, jeg gentager med andre ord: Statens universaliserende og standardiserende, lovgivende tradition, kultur og ånd stammer fra før år nul og den har således, i særlig grad siden grundloven, med magtens love og magthåndhævelse deraf bedt det ellers forstandigt oplyste liv og kongerige på danske grund, der jo har bolig i år nul, dit og mit hjerte i vor frasigelse, ja forsagelse af tidens djævel og evindelige trends – men ikke desto mindre bedt os om som befolkning at udvikle os alle i tiden, at følge med tiden, enten fortiden eller fremtiden, ja ligefrem leve og oplyse dén, i hans, alle tiders tidens djævelske ånd udi uendeligt tid og rum. – Kan I så komme hjem, lutherske præster, det vil sige menneskelivets ytringsfrihed båret i ethvert menneskes ærlige hjertets eviggyldig sandselige ånd.
Mærk dig lige dét statsansatte og nej, du virker ikke i kongens slægtsbårne navn.
Og se det peger jo altså blandt andet på statens følgesvend, universitetet, statens uddannelsessystematiske tradition i form af for eksempel skema-lagte timer gennem folkeskolen, så barnet jo rigtig kan lære alt til sin tid! – Og senere gentage virksomhed i samfundet baseret på en sådan tidslig opdelt faglige kunnen, der jo vel at mærke ikke har noget med livet at gøre, livets træ og kundskabens træ i sin sande kødelige vækstsammenhæng, ja altså intet har at gøre med personlig vækst-retning til menneske i vækst, livets samfund, ja altså intet har at gøre med livskraft til arbejdskraft.
Har I ikke forstået noget de sidste 160 år? Har I ikke forstået, hvad sandt og godt kultiveret kød i ærelighed gennem 2008 år er for en størrelse, da det jo kender sig allerbedst i år nul, nu og her i levende live og af kød og blod i slægtens almindelige vækstånd? - Eller er I ikke klar over, hvad 2008 års sandseligt levende livspræg af hjerte for livets vækst, trivsel og udvikling på jord kan gøre, nej naturligvis gør ved 160 års idealistisk virksomhed i satans statsrige navn. Og altså uanset om flertallets sind måtte være tilhænger af et kød, der kun er 160 år gammelt. Ja som om man kunne skære 160 års ånd ud af kødet, lægge al vægt derpå og dermed tro at 1848 års ånd i kødet ikke var virksomt!!! – Hvordan går det med hjernevaskeriet af den danske befolkning, kan I få det til at ligne mennesket? Kan I få det til at vokse?
Ak dog i sandhed fattige mennesker, der ikke vil kendes ved Jeres egen vækst i livets kød og hverken bære skyld, tage ansvar og nære kærlig omsorg for den som vort samfunds sandt levende faktum!
Sådan har jeg arven fratrukket, skal I have det sådan, for at forstå noget, rundt regnet gennem 100.000 timers prægning af mit 300.000 timer gamle liv haft det med hele skolegangen og fornuftens ånd i landet, alle de ideologisk, idealistiske forklaringer på, hvorfor vi skulle gøre som vi skulle lære at gøre, hvilke formål det var godt for og så videre og videre. Og det tager jo altså 100.000 timer at rense sig for den blå bles lilla tørklæde, underlagt højværdigagtig universitær statsledelse, ja kan I stave til det i selv håndhæver – H I T L E R J U G E N D.
Men såvidt 100.000 timer, sålænge fornuftens matematiske paradigme og rets-stats-fascisme råder i landet, da det jo er afgørende i forhold til at kunne forlade vor menneskeskyld, som også vi forlader vore skyldnere, ja ganske som det nævnte paradigme på ingen måde har den indsigt i livets egen vækst gående i sin virksomhed med menneskebarnet, livets samfund. - Og det bliver som sagt på statens regning, sålænge, ja ikke hvad der angår mig, nej, nej, jeg er fri af satans vold. Jeg mente bare: I hæfter for det sålænge, I bliver tilskrevet det sålænge I opretholder fornuftens sprog og regelførende kultivering i kødet via jeres arbejdsliv.
Det er de færreste, der når det i deres liv, i løbet af deres liv – og således forringes menneskelivet generation efter generation. Lige sålænge, lige så lang tid, man systematisk forurener menneskelivets ånd i kødet, lige så lang tid tager det at rense sig deraf, når det skal foregå under samme systematiske vilkår, samme elendige, åndeligt fattige skole-arbejde-statslig-livsførelse. – For det går jo ligeligt op i den mentalitet, hvor identitet opfattes som: 1=1. Oversat sprogligt, ja også i fornuftens vold bliver det til: En er lig med En eller Et er lig med Et.
Hvorimod i sand bondsk forstand, det vil sige med jordbunden, med menneskelig jordforbindelse, der lyder det sådan her: En er Et - og derved lige vidt et fedt, kære fedterøve med livets egen herre. En herre, også kendt som vor herre, I så åbenbart ikke er givet at være i oplyst forstandig ledelse af i Hjert og Jert præg af fakulteter i det universitære, matematisk ligestillende teknologisk-teknokratiske kapital-stats-paradigme. Ja for der er jo en vækstens bevægelse med livets egen herre - eller det mener I måske ikke, fordi det samme: 1=1, da ikke gælder og I dermed ikke kan leve på overførsels-indkomst, fordi I er pubertetsbørn, der ikke vedkender sig livets vækst i ordets vækstbårne forstand deraf og derfor aldrig bliver voksende i ånd, liv og arbejde?!!! – Og nej, så må andre jo heller ikke, vel, for så kan I ikke fastholde den samme kultiverende orden, vel!!!
Kapital-stats-kommunisme, hvor alle forbliver ingen, fordi det er blevet farligt at være nogen og ikke hvemsomhelst - engang var det jo en gave – men det er, hvad der opretholdes. Såvel kapitalens masse-producerende adfærd i industrien som statens masseproducerende golde viden i kødet på menneskebørn, begge former for virksomhed, i den ånd, der netop desværre foregår, det er dødsens, det er svineri med menneskelivet.
Ja I kan jo bare se de gamle tv-optagelser fra børnehaver og skole-institutioner, se, hvad pædagoger, lærere, politikere og velfærdsstatslige arbejdere gjorde og tilsammen fortsat gør, uden at kende livets vækst på jord uafhængigt af stats-idealismen. Og derfor jo mener, at de arbejder i samfundets tjeneste, ja for de har jo med børn at gøre, fremtidens råstof og de gamle, fortidens råstof, ikke sandt!!! Plus og minus, plus og minus, høj-konjunktur, lavkonjunktur...Iagttagelsen af det eksempels sande overdrivelse skulle vel aldrig i mellemtiden have betydet en vækst i uddannelser på overførsels-indkomst, endsige vækst i teknologier og uendeligt skema-lagte teknokratiske ordninger i samfundets tjeneste til at holde styr på det hele i hjernens idé om alt det gode eller hva? – Ak Ja, hvor skulle de have lært menneskelivets sande som også sandselige vækst troligt at kende henne, måske også dig, hvor skulle du have lært det henne? Har du levet i livet på jord eller er det kun asfaltens teknologisk-teknokratiske udvikling, der er din referenceramme, er det kun verden i alverden af lave?
Under alle omstændigheder, så var der noget, der overhovedet ikke stemte hos mig, ifølge hjertets sanden som almindeligt pligtopfyldende menneske, ja der ellers iøvrigt er ganske glad i vækst. Og hermed kommer det så på troskyldig vis.
FANDEN TAGE JER MENNESKER, DER IKKE HØRER EFTER AF GUDGIVENT, HELT ALMINDELIGT HJERTE OG SÅLEDES IKKE VED AF AT UNDLADE ELLER FORSAGE DJÆVELENS GERNINGER, MEN BLOT BLIVER VED MED AT DELTAGE OG MED JERES SOM ANDRES LIV SOM INDSATS BEKRÆFTE EN SAMFUNDSORDEN, ET SYN, ET FATAMORGANA, ET MARERIDT, DER IKKE ER LIVETS EGET, HVILKET VIL SIGE OPLYSENDE SANDT SOM SANDSELIG VARM OPLØFTENDE HØRELSE AF VORT HJERTELIGE SOM OGSÅ SLÆGTSBÅRNE KØD OG BLOD I SIN UDVIKLING. I MENNESKEKÆRLIGHEDENS NAVN. VIG BORT SATANS KAPITAL-STAT!
POLITISK KULTUR
Staten er en politisk kultur, der stammer fra de gamle grækere, jeg siger ofte græsk-romersk, fordi vi ikke kan holde det adskilt, præget af historiens gang som vi er. Mentalt er der forskel på det græske og romerske, ja og for den sags skyld også jødiske – men de opstår og er at finde på samme tid. Og vi er stærkt præget af dem i kraft af visse ledende institutioners tilbedelse af tiden og efterligning af den i de menneskebørn de bearbejder.
Deres forskelle er ikke nævneværdige al den stund, at vi jo kun kan klare os i DANSK OPLYSNINGSMENTALITET I ÅR NUL, her og nu med du og jeg af hjerte for vort i menneskelivets glædeligt oplysende samfund på dansk grund. Det står fast som sandheden i al evighed og det ligger derfor øverst, yderst som inderst ved sin faktisk nærværende menneskelige realitet, vort herligt nærværende liv her på jord. I troskab deraf må og skal vi derfor også på fredelig vis rense vor ånd og samfundne liv på jord for løgn og latin i tidens uendeligt universitære rums termer.
Polis betyder by på græsk og det var omkring byen, Athen, at det statslige tankegods blev til. Demokrati er også græsk. Pædagogik og pædofili der jo er to sider af samme sag, det er også fremmedord med græsk-romersk stamtavle og så videre og så videre, der er mange sproglige udtryk som dermed åndelige retninger nedarvet i kødet og sindene på os, i – kanske ikke ligefrem vor – men dog i den faktiske adfærd i landet.
Og kanske endda også åndelige retninger, der fortsat og forsætlig vedligeholdes og opretholdes på ussel vis. Indenfor juraen er det som regel latinske betegnelser eller begreber man finder. Og således bliver politisk stats-kultur af græsk-romersk herkomst, tankegang og handlingsmåde, kultiveringsmåde – livsforførelse og ad den vej normaliserende adfærd håndhævet med magt-lovgivende trussel, i reference til regler og love.
Markeder skal for eksempel fortsat erobres, som kapital-statens love jo byder det gennem deres kultiverende konsekvens i kødet på sine borgere. Det kaldes så handelskrig eller priskrig, men det er ikke mindre krigerisk af den grund, især ikke i tredjelande som vestens fornufts-statsanalytiske sprog nu så numerisk degraderende kan finde på at omtale dem i deres ophøjede selvhøjtidelighed som nummer ET. - Og det, at sige sådan, det betyder altså ikke, at vi først og fremmest skal føle dårlig samvittighed i forhold til hungersnøds-ramte afrikanske børn, men at sproget i nævnte eksempel ikke bekræfter den aktuelle gode samvittighed i glædens menneskelige krop, så vi bliver istand til ganske ærligt at forestå som et godt eksempel, der til hver en tid kan afstå fra at nummere vindere og tabere her i menneskelivet på jord.
Vi skal ikke foregive noget somhelst, men vi kan forestå noget, såfremt den politisk stats-kulturs produktion af åndsvage hører op, ja vi kan ihvertfald ikke være bekendt at sælge dén vare.
Vi kan ikke hjælpe sultne børn i Afrika ved at være nogle svin i egen kulturdyrkelse. Neej, det kan I godt glemme alt om. - Hvorfor i alverden skulle vi sælge en model for god samfundsførelse, der er direkte årsag til hungersnøden i Afrika? Hvorfor skulle vi sælge kattens varme grødpose i sækken for mikro-bløde sten i glashusets stjerner i windows?
Hvorfor i al hjertegodt livsført liv skullle vi sælge en model, der således identificeret og inficeret af blandt andet en sølle dansk statsminister, der ikke kender sin plads i livet, kaldes: Demokrati, frihed, politi, ordensmagt i kraft af hans lærlinge-tid og opvækst i den danske stat – men ikke i livet i sit skrøbelige, men fysisk arbejdsomme håb – ja som om han overhovedet var givet arbejdsom forstand i dét. Ja undskyld, det er Anders Fogh altså også personligt givet, trods alt, han ønsker bare ikke at udleve det. Det er såmænd bare statsminister-idéen, jeg er ude efter: Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad statsministeren hedder og har altid været det, ja fuldstændig kold overfor det, da enhver politiker jo går mod magten, betror sig med vilje og ikke med hjerte. Men såvidt fuldstændig kold som enhver anden sand dansker, der kender menneskelivets forstandigt oplyste kød i landets varme kongerige. At være statsminister er forstandsløst, uden menneskelig forstand, udtryk for utro menneskelig adfærd i baglandet, baggrunden!
Ja kort og godt, sådan er det altså, I kommer ikke udenom det faktum. - Men derfor kan I da godt, Jer partier, fortsætte med at spille pik om magten, såfremt I altså tror på romantisk, kejserlig magt til at udvikle liv og land via folke-fascistiske stats-skoler oplært i matematiske delmængder.
HØR NU: I er underlagt kongen, så hvorfor helvede tilbeder I den romantiske kulturs kejserlige magt, hitlers ånd? - SVAR: På grund af staten, herunder ligeover universitets-kulturen, der ikke kender sin idealistiske arv, der såmænd også er folkeskolen.
- Tak for din indsats, Anders Fogh, du har gjort det, lad os sige Ok, alt taget i betragtning. Ligesom fodboldspilleren Jan Bertramsen, ja måske nok lidt ringere efterkommere taget i betragtning, da de jo kommer til at skulle rydde op via eget kød og hjerteliv i forhold til samfundet. Måske som anorexi-ofre, måske som alkoholikere, måske som skilsmissebørn, ja velfærdssygdomme, der UDEN TVIVL er bundet til åndsvag livsførelse via de konsekvenser, det skaber. Og politik har altså alle dage på danske grund været udtryk for åndsvag livsførelse. (Du kan godt glemme, at skrive din selv-biografi, statsminister, for du er begravet – og det er som sådan ikke på kirkegården. Vi gider ikke høre din historie, den er kendt meget længere ind end du nogensinde selv når. Skal jeg skrive den for dig, så der også kommer noget sandt med?).
Men tak for indsatsen alligevel underdanige, kongetro, liberale dansker af frimodighed – du forstod at livet er før systemet, men hvorfor helvede adlød du så ikke, hvorfor blev du systemets mand? Hvorfor bekræftede du staten og et liv på overførsels-indkomst? VATPIK, ja undskyld, jeg véd godt at du vil have os til at se, at du har ladet ordet råde over staten i henhold til sigtet med det oplysende i samfundet, men kære dog du har jo aldrig været oplyst – og det er jo ren storhedsvanvid at ville bryde staten op, altimens man lever af den. Og tilmed gøre det med dens egen magt. VATPIK, sagde jeg, for du har ikke udviklet noget, ganske som enhver anden politiker aldrig vil kunne gøre det. En politisk stat er fandens røvhul og han morer sig, hver gang I slår en skid i den tomme luft, omend det altså betyder misledelse af mange, mange menneskes liv i den ulidelige misbrug af ordet til varm luft. Det er ikke den vej, at det skal ud over menneskelivet på dansk grund og så at sige bundfælde sig i den såkaldte befolkning. I kan godt glemme systematisk livsforførelse, jeg lader det ikke passere, gå usagt hen – og det er ikke storhedsvanvid, det er troskab, dansk oplysningspligt som menneske.
Ordet i kødet af kærlighed til indsigtsgivende forståelse og samhørighed bliver konsekvent overhørt i romantiske, fornufts-analytiske kulturer! Og det er såmænd et forstandigt faktum, ethvert ærligt dansk menneskeliv kan tale med om. Hele stats-apparatet er gennemsyret af livfornægtende idealisme, så hvem opretholder dens fanatisme? HVEM, sagde jeg?
Politik er opstået på baggrund af erfaringer med livet i bykultur. Det i sig selv er en af grundene til, at landspolitik altid er utilstrækkelig, ikke lader sig gøre i politisk ånd – for da slet ikke at begynde at tale om verdenspolitik. Ja, for da er vi altså langt videre end Kejser Neros overdrev, omend i samme ånd. Forskellen på ham og så det faktisk viderekomne, altså når by-politiske systemer pustes op til lands-politiske systemer og videre, så vanvittigt det desværre er til verdenspolitiske systemer – ja forskellen er, at kejser neros politiske statskultur da er nedarvet som normal i kødets sind og dermed avles videre i børn, livets slægter i det daglige.
Det fører f.eks. til anorexi, liv der ikke kommer igang, fordi det ganske enkelt er menneskeligt uværdigt at deltage i et sådant samfund. Det er for ulækkert, sigtesløst. Mennesket vil hellere dø end at leve blandt så ulækre mennesker, der ingen hjertesand ærlighed og værdighed overhovedet agter. Det er ikke et JEG, anorexi-ånden mangler, det er menneskelig genkendelighed i omgivelsen – livets omgivelse, hvis I ellers véd, hvad det er, ja for den hænger så absolut ikke kun på forældrene. Det er nedarvet via løgnens hele omgivelse. Genkendelighed gives ikke via politisk statskultur, der jo intet har med livets samfund at gøre. Ledelse i retfærdighedens navn er ikke og har aldrig været ledelse i Kærlighedens navn, så I kan roligt henrette dommerstanden i Kærlighedens navn.
Et land er ikke en by og kan derfor ikke håndteres politisk. Ja den store sorg i Europa og Vesten er, at mange, mange mennesker vokser op i den tro og tilskyndelse, at vi kan styre verdens gang og jordens rotation. Thi derved glemmes og fornægtes livets eget gode udviklingspotentiale og udfoldelse i glædens navn jo, hvormed samfundet i sandhed er ilde stedt fremover. – Kan I høre, at jeg lever, taler og ånder under Jer i tro kærlighed til Jer som menneske i vort samfundne liv her på jord? Kan I høre, at det kommer til at sige svup i landets, menneskelivets sande vækst inden længe ved netop vor tro indrømmelse af hjertegod dansk arv?
Mange af stridighederne mellem land- og bykultur i europæisk, samt i andre kulturer kender vi – men herhjemme er det da stadigvæk på sin plads at understrege, hvordan landområder bliver affolket og efterladte. Og ofte må vente behørigt på lov til at udvikle sig igen, vente indtil bylivet, den politiske kultur har opdaget, at der ikke er så skønt på landet, som der burde være i Deres land, set fra byen af. En underlig orden, men sådan har det været, sådan blev det af pengepugende politiske grunde i hele Europa. – For det sker, når bykultur, politisk kultur lægger for kraftigt beslag på landområdernes ressourcer og regelretter dem med vejnet ind til sig selv.
Da vokser menneskeheden nemlig i væsentligt omfang bag byernes volde med de trafikale, kommunikative og sociale problemer, det nu giver. Ja som det såvidt giver, fordi vi ikke i det hele taget indretter os ifølge livets egen organiske orden på ordet som jordet i krop og sjæl. Thi da vil en naturlig spredning og fordeling til menneskelivets bedste kunne finde sted og ske helt – og nej ikke af sig selv som selv-lovgiven adfærd – men af menneskehjertelige forstand på trivsel og ledelse. I kærlighed for hverandre i guds natur og videre-givne vækstvilkår.
Hvem, i navn af hvad, i hvis tjeneste, i hvilken ånd vil ikke blot nægte et menneske vand og brød, men tilmed nægte det arbejdsom deltagelse i menneskelivets vækst på jord? - Hvad er det for en kultur, der betyder dyrkelse, hvad er det for en kultur i vort samfund, der vil dét, ja rent faktisk afstedkommer dét, opdyrker en sådan livsfornægtende autoritetstro med magt?
- Skam Jer ihjel deltagere i stats-subkulturen og genopstå da af Jeres hjertelige vidnesbyrd i livets sande vækstvilkår på ligeværdig vis med dem, der holder fast på menneskelivets udviklingspotentiale i sigte for kommende slægters liv- og samfundsudvikling, fremfor at forbruge det eller svine det til!
Menneskelivet er i sandhed ikke interesseret i at gnubbe sig ihjel via masse-ødelæggende industriel adfærd eller masseødelæggelses-våben for den sags skyld, det er interesseret i vækst til vort hjertes eget bedste – det kan bare ikke sandses i løgnens, ja i fornuftens masse-ødelæggende tankegange, sprog, virksomhed og adfærd.
Det betyder at man nok kan vide af sandheden og have gode holdninger og på det bestemteste mene noget og ville godt dermed - men at man ikke kan sand-se sig i stand til at finde kreativ livsudviklende vej derved med eget liv som samfundsudviklende indsats. - Menneskelivet er i sandhed ikke interesseret i at gnubbe sig ihjel i henhold til masse-ødelæggende lovgivningskultur, alle-er-lige-for-loven, uuuha, latterlige universitære, ikke mindst statskundskabelige virksomhed, ja, det er også Jer, utro dommerstand, der af sand vækstånd hermed bliver brudt op indefra - dog til fordel for kærlighedens højesteret i også Jeres liv, ja den I aldrig har indrømmet og anerkendt i sin organiske vækstvirksomhed, Vor.
***
Mennesker opvokset i byer har kun ringe erfaring med at leve på jord i sin egentlige organiske sfære. Og det er i den, at vi kan sandse, opvokse og opleve det samme i mere end blot isoleret personlig forstand, nemlig også i kropslig og håndtérbar samfundsindrettende som indrømmende, indsigts-givende menneskelig, ja næstekærlig forstand i udfoldelse, vækst og udvikling. - Dyr skydes og slagtes og der findes ånd, i hvilken det ikke gør ondt og det er altså ikke den industrielle, det vil sige den matematisk funderet, kapital-økonomiske stats-virksomhed, hvor ingen ånd og menneskelig sandselighed jo er gående. Og korn, ja det bliver på afstumpet vis med knivskarpe blade brutalt skåret over. - Og kvinder, uhmna, de er fristende, jeg sagde de er fristende, thi der findes jo også en ånd, i hvilken det slet ikke er fristende og dermed ikke gør ondt at elske, men virker opløftende og barnligt berigende for menneskeslægten hele livet igennem. Jeg sagde Hele Livet igennem. - Den slags, ja det er og foregår såmænd alt sammen i samme tro ånd som også sandselige udviklings-måde med livets samfund på jord. Vi er her jo altså stadigvæk til at indrømme os på vore hjertegode erfaringer til videre vækst med livet. Dyr skydes og slagtes og korn skæres over, så det dør og der findes ånd i hvilken det ikke gør ondt, men godt til maven. Den slags foregår i den samme kære mennesketro ånd og må regnes for at være naturligt for menneskelivets beståen. Det er du da vist enig i, ikke Claus Meyer, kokkemand?
- Det kan imidlertid diskuteres, hvorvidt dem, der ikke deltager i arbejdet for menneskelivets opretholdelse og dannelse af nye erfaringer t ro med at bestå i vor dertil indrettede organisk bevendte sfære på jord overhovedet fortjener brød på bordet, samt en kvinde eller en mand for den sags skyld. Men på trods af sin relevans er det en helt anden, usand-synlig dum snak, da det ikke er mig givet at dømme efter fortjenste på den måde. - Det er indiskutabelt, at der skal være adgang til jord, mad og bolig, samt ærlig næstekærlig agtelse for menneskets familiære forhold i deres eviggyldige udvikling båret af sand menneske-værdig drift, hvilket sagtens kan betyde næstekærlig irettesættelse – men så vidt altså, medmindre I, især Jer, der ikke hører efter i menneskelivets næstekærlige kød og arbejde deromkring, ja medmindre I ønsker kniven på struben for brødet ud af hånden eller kniven på pikken.
Men diskuteres og parlementeres det, ja så kan I som tommelfinger-regel regne med, at menneskelivets levebrødrende forsyn allerede er ude af ånden og borgerkrigens, netop græsk-romerske statsnedarvende sociale kamp et faktum! Og dermed også kniven på struben for brødet ud af hånden eller kniven på pikken, så dårligdommen ikke avles videre. For slet ikke at tale om alle velfærdssygdommene. - Havde I lige glemt, hvordan sand vækst er? – Ja for Jens Langkniv sidder altså I min baglomme og venter såmænd bare på én grænse-overskridende uærlig bemærkning i handling mod mit ærlige, hjerteligt sigtende liv for danske samfund i oplysning, til at skære posen op i Jeres børns hjerte. Ja for I tror vel ikke, at I kan indføre et sikkerheds-beredskab, der forhindrer dét, altså konsekvensen af Jeres egen utro livsførelse?
Nej, så spild ikke tiden med at vente eller frygte grusomhed, som den kanske vil optræde i hænderne på den politiske pøbel i sit statsborgerlige regi – ja det ikke mig, der håndterer menneskelivet som pøbel underlagt rets-systemer. Nej, jeg siger bare ærligt frem som menneske på jord, der elsker menneskelivet i kongens navn. Så frygt ikke grusomhed, men gå igang med at etablere arbejdslivet omkring køkkenhaver og kropslig åndskundskab på hver en plet uden brug af maskiner. THI da gives væksten og smilet til helbredelse af krop, ernæring og hele samfundet – og den sandselige horisont vil da blive en hel anden, dermed udviklingsperspektivet.
Jovist, forsynet er der stadigvæk, når blot I ikke forlader Jer på det, det vil sige ringeagter det. - Lad det i det mindste være supplerende som de gæve, sande danske københavnere i sin tid oprettede koloni-haver for at holde kontakten til jordens næringsrige vilkår - jordforbindelsen. De var jo ikke dumme, vel, nej, de var mennesker, der opfattede nøden i bykultur, politisk kultur, magtsystemers købmands-kultur - altså hvad det gør ved mennesket.
Gør så, gør som sagt af eget hjerte – ja se dog, hvad de for eksempel gjorde, flygtninge i flygninge-lejrene, der intet havde tilbage, for de forsøgte jo at leve videre og genopstå glædeligt deraf i sand agtelse for at kunne være her, i Danmark., ja på jordens grund. Køkkenhaver. - Så gør trygt som sagt af eget hjerte for livets jordnære beståen og frygt ikke statens håndlangere, såvidt i formår at holde disciplinen omkring avlen, afgrøderne, Jeres elskelige nabos liv og børn.
I ér, ethvert menneske er på dansk grund givet lov til at klare sig omkring livets helt naturlige og almindelige vækstvilkår ved sand godhed, hjertelig ærlighed i hørelse af det hos næsten og det omkringliggende. Ja forsåvidt er der intet, der kan nægte Jer at gøre så, som sagt. Fred være med Jer og hel da derved gennem sand, sandselig kropsnær indsigt i menneskelivets vækst-organisme på jord og videre udvikling. Den er mild, til tider barsk at stille sig til freds og t ro i kraft af, men den giver altså til hver en tid. Og det bliver da meget lettere at leve godt og forstå at tale sammen, kort sagt elske livet i sin mangfoldige herlighed i sandselig givende bevægelse.
Sådan foregår renselse i arbejde med livets egen vækst og det er der ingen, der MÅ forhindre Jer i – medmindre de ønsker kniven på struben for hånden ud af brødet eller kniven på pikken, endsige oplysning af den nedarvede dårligdom i deres egne børn. Jovist, der er mange, der ikke adlyder i sølle Danmark, men livets straf, vækstens egen, ja den falder således i samme grad i deres børn. Det skal ihvert fald være slut med at lade den falde i troskyldigt liv, der arbejder for livets egen udvikling. Den stats-ansattes projektion af egen elendighed, dårligt selvværd i stats-idealismens utro magts navn er hermed ophørt. Det er slut med at stats-ansatte tager børn som gidsler og bruger loven til at skaffe sig deres eget brød ud af hånden på andre.
Jens Langkniv sidder altså stadigvæk i baglommen... Rets-stand, jeg tager Jer fra en ende af, såfremt I ikke hører efter. Ja, jeg tager Jer fra Jeres sæde af, dog i modsætning til Jer i ære af sandheden i menneskelivets oplyste kød i kongens navn, nej ikke Justitsiass, det kan I godt stikke skråt op, hvor det kommer fra: Den universitære romer-stats, absolut åndløse og iltfattige bygning.
***
Det er eller snarere var altså ikke landbrugets skyld, at folk tog ind til byen og gennem prægning af den alt-overskyggende kapital-politiske uddannelse og udviklings-kultur, der i løgnens hals kaldes demokrati og udvikling, ja at det folk følgeligt i sine latterligt uafklarende meninger og holdninger den dag i dag bestemmer over hele landet til fælles fornægtelse af alt og alle med rette!!! - Det er historiens, den fortsat falske samfundsudvikling i navn af staten, der som sagt i forrige kapitel knytter love til et territorie og dermed i lovmæssigheders åndskultur, romantiske som de er, underlægger sig alt, hvad der overhovedet rører sig indenfor de selvbestaltede kategoriers netværk. Ja simpelthen med magtens trussel i baggrunden regelretter en befolkning til at gentage nøjagtig de mekanismer og fænomener, som den lovgivende åndskultur er forbundet med. (Og dem kender de ikke). Og den nedarver det, så næste generationer på ganske naturlig vis synes, at det er ok at straffe, når en eller anden ikke gør sin borgerpligt. Ja de føler ligefrem selvretfærdig glæde ved det, de godter sig over den velsignede orden, de afstedkommer ved deres selvhøjtidelige usle liv. FANDEN TAG JER.
– Véd I ikke, hvad det er? Kan I finde ud af det?
NEJ I kan ej er svaret herfra med hovedet på blokken, men eviggyldigt ærligt hjerte ihu og jeg siger: At pågældende falske samfundsudvikling i betydelig grad skyldes et manglende uddannelses-virke i Oplysningens organiske navn i sin kobling til dit navn og liv i glad udfoldende, udviklende arbejde i vort samfund.
Uddannelse fører kun til liv og samfunds-udvikling gennem jordnær, menneskeværdig livsførelse, så det nytter med andre ord ikke noget at uddanne mennesker, for dernæst at bede dem om at rette sig efter Kejser Neros politisk kapital-stats-lovgivende åndskulturer. Det er ikke spild af penge, nej det er ikke derfor, at det ikke nytter noget – DET ER BARE SPILD AF BØRN OG MENNESKELIVETS SANDSELIGE UDVIKLING PÅ JORD I DE NÆSTE HUNDREDE GENERATIONER.
Og tag ikke fejl: Ansvaret er placeret, for det ligger, hvor det ligger i sandhedens hjertelige menneskenavn til gavn for at kunne sandse vejen videre. – Var der nogle af Jer, der lige fandt en myndigheds-givende identitet i den gamle stats-bygning at efterligne, så I kunne få noget på den dumme? Bruger I virkelig også magt til dét, ja for så kan jeg sandelig godt forstå, hvorfor jeres position bliver så vigtig for Jer, at I ikke ser noget problem i at nedværdige og ringeagte dem, der går den ærlige vej i sandselig agtelse for det ophav, de kommer af, ja samfundets levende udviklingspotentiale på dansk grund af slægt, kød og blod?
Forstå kærligst dét i sin kropslige sandhed, der jo har center i hjertets puls samt åndedrættet, der ilter det - og forstå dermed også hvorfor en slags uddannelse, snarere renselse af det kapital-stats-romantisk inddannede stadigvæk er nødig. Ikke sandt Hans Scherfig med dit fuldt ud forståelige drab på Lektor Blomme, de klassiske institutioners generering af idealisme og idealistisk adfærd, der jo blokerer under-trykket af det hjertetro danske menneskes naturlige op-vækst og ud-vikling i kongens navn med sine velkendte bivirkninger, såsom frygt, stress, præstationsangst, depression, skizzofreni, anorexi tilfølge. Ja med alle de normale retshåndhæveres normale logikker tilfølge: Hvis ikke du gør sådan og sådan...så falder hammeren! Eller pistol, ja der er også nogen, der går med pistol i vort samfund, det kaldes ordensmagten?
Skråt OP i de sorte huller og rend mig i røven, Jer der deltager i kapital-statens bygning og dens fortsatte maltraktering af det gode sande hjertes vækst i menneskelivet på jord, for det kommer I før eller siden til alligevel. NU falder ordet i sandhed under Jeres usle liv, ganske som I ikke adlød det henad livets vej og derfor ikke er på rette vej med kærligheden, livsudviklingens omdrejningspunkt til samfunden vækstgode. - Glæd Jer, thi det er herligt at være i sand og helt naturlig vækst, ikke mindst fordi man da ikke tager parti eller bruger hamre for den sags skyld. Jeg vil snarere sige, at man bare står fast i ordet som det i sand kærlighed er os givet i Kongens navn, lader det tale og dertil i håbets sigte for, at man måske kan være heldig at løfte samfundet, menneskelivet op, hvor det høres hjemme i al vort. Hel-dig.
Det er ikke meget mere end tyve-tredive år siden, at det danske land mistede jordforbindelsen med sit fædrene ophav som den vækstens grund, der gør ånden i landet jordnær, kreativ varm og opløftende via sine slægtsbånd. – Vær venlig også at kigge på dét i form af den uniformerende ånds umenneskelige livsmåde, der er årsag til udviklingen af sygdom og dårligdom på europæisk, ikke mindst dansk grund.
Politisk statskultur giver en land- og livsudvikling mange mennesker kastes rundt i. Og hvad deres forsøg på at holde sig ovenvande angår kan den også kort skitseres som en udveksling: Ind til byen at uddanne sig, kneppe og tjene penge og før eller siden ud på landet igen, for at finde t ro og jordforbindelse som menneske af fædrende ophav. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – Udsigt, udsigt, udsigt hedder det hos ejendomspamperne i forhold til dem, der har råd til og dermed råd for at bibringe deres børn en lidt nærmere kontakt med underet, jordens landskab med tag over hovedet? Ja ind til byen og ud igen, hvis du da når så langt med kone, børn og fast arbejde på overførselsindkomst. Du ender i hvert fald i jorden.
Jeg gentager: Det er ikke mere end tyve-tredive år siden at landets økonomi helt og holdent, med den sidste rest af sand jord-forbindelse, som man så ærligt kan sige det i det midt-og-vestjydske, overgik til bankvirksomhed i kapital-statens hænder, industriel livsførelse. Og det, ja derfor har landets liv i dag intet med livets organiske vækst og menneskelig holdbare økonomi og udvikling at gøre – for slet ikke at tale nærmere om, hvad der sker i et samfund, når dets menneskeliv mister jordforbindelsen, som jo så også bliver en opgave, dog desværre som om man ikke har forstået, hvad klokken dermed havde slået. Ja for det betyder jo bare, at der ingen menneskeværdig ånd er tilbage at arbejde og leve videre i, for de opkommende generationer. – Er I dygtige? Passer I Jeres arbejde med livet i vækst?
I bekræftelse af forordet gentager jeg nu: Såfremt vi fortsat skal opretholde en universitær løn-og-straf-kapital-stats-lovgivende kultivering af livets menneskekød på dansk grund, ja så falder straffen da på Jer, der ikke har opført Jer ordentligt i livets sande ledelse, men derimod såvel mentalt som kropsligt rykket mennesket ud af sin naturlige stilling på jord som var det ukrudt – oppe fra Jeres romantiske fornufts administrative sædelighed: Med lov skal land bygges.
Vor Herre bevare os i sin opkommende dømmekraft over levende og døde, henholdsvis livgivende og selvdestruktiv åndsvirksomhed. Retsstand I er kongen utro og har ikke forstand på sandhed, farvel.
En del af Jer kommer nok aldrig ned på jorden og leve igen - og I er såmænd grusomt farlige for menneskelivets beståen på jord i kraft af Jeres tegn-tekst-og-tal-fikserede siddende arbejde bag Jeres skriveborde med alle de universitære teknologier og teknokratier, dermed menneskeliv, det har på samvittigheden. - Såfremt der var ærlighed til i den danske lægestand ville den da også kunne bekræfte det sande forhold, thi det er jo helt almindelig menneskeforstand i hjerte-kropslig udviklings-sands deraf. Det kan vi imidlertid nok ikke regne med, at der er. – Men at bede livet om at underlægge sig siddende ånd og deres fedtede kapital-teknologisk-teknokratiske produkter, det er fandme sygt. Det er stofmisbrug af menneskelivets vækst, ja blot endnu en forhindring i forhold til at lade den røre sig som den er skabt til af hjerte.
Kommer man fra landområderne kender man byen udefra og landet indefra, mens kommer man fra byen er det omvendt, så kender man landet udefra og byen indefra. Og det er jo noget værre vrøvl, såfremt man ikke lige kan sandse, hvad jeg siger og yde sol, vind og vejrtrækningen sit i kærlighedens navn. – Det betyder ikke desto mindre, at man ikke kan se konsekvensen af politisk kultur, såfremt man komme fra byen, for da er der ikke noget sandt jordbundent vækst-kendskab af se den politiske ånd i lyset af. Omvendt kan man også sige, at opvæksten i bykultur, politisk kultur giver indsigt i, hvordan mennesker prøver at holde sammen og begår sig i mangfoldighed, omend det er synd, at den ikke er ærlig, jordbunden, i sandhed arbejdsom og forløsende og derfor jo ikke kan være en holdbar livsførelse på jord. Bykultur, politisk kultur har flertallets magt i navn af statsborger, men den har ikke menneskets i dit slægtsbårne navn. – Farvel Christiansborg og på gensyn, når du vil arbejde for det Oplysende Menneske Samfund, livets samfund på jord i kongens navn, fremfor kapital-staten, den romantiske kulturs arbejdsplads: Grusomhedens generator.
- Der bør, som man siger, i det mindste efterstræbes en befolkningsmæssig jævn fordeling mellem land og by, for at en samhørende ny kreativt åndende kultur kan opstå. Og det kan altså ikke ske per kapital-lovgivning, ejendomsret eller lignende, nej det kan kun ske gennem oplysningen af sandheden, så ingen længere tager fejl af den, men netop gerne vil den, fordi den er saliggørende for hele menneskelivets samfund. Land- og bymenneske er ikke et problem, nej svinet er, at bykultur, jeg mener politisk statskultur sætter dagsorden for en land- og livsudvikling, den aldrig har haft forstand på – den gør det per lov i navn af alle indenfor området.
Lovbegrebet skal ud af kødet, ud af vort liv, ud af landet. Det er idéen om lov, der er den altoverskyggende synder i europæisk kultur – ikke mindst, da den altid vil være negativt ladet, altså med magtens trussel. Når lov i sin egentlige forstand er positivt ladet, ja så er den vejlende og forløsende, da hedder den livsloven og da er den båret af sandselighed i menneskelivet, i personligt ansvar uden anden myndighed end hjertets milde, men faste hånd. Lov i positiv forstand er en håndsrækning og kan derfor ikke gives af systemets rets-fascister, for de giver den ikke uden gengældelse – thi den skal jo passe til systemet i deres hjerne ellers går samfundet jo i opløsning, siger de! Lov i positiv forstand kan kun gives af rent hjerte for menneskelivets vækst og trivsel og det kan ikke systematiseres, det foregår i ånd.
Det duer for eksempel ikke at mobiltelefon-selskabet 3 dækker 80 % af Danmark, når der blot er tale om 80% af befolkningen, byområderne. Det er svineri med ordet af ærligt, næstekærligt handlende hjerte og giver derfor en forskydning, ikke blot mellem land og by eller by og provins, men en fatal forskydning i menneskelivets evne til at sandse sig som menneske af kærlighed jordet i ordet. - Kapitalisme og teknologi er ikke udansk, det er umenneskeligt, udtryk for utro menneske-natur, så det ryger altså ud, medmindre I fortsat ønsker borgerkrig, sygdomskultivering og dårligdom, Jer, der opretholder deres traditioner, fordi I ikke er givet for fem flade øre sand kærlighed i menneskelivet på jord. Må de blafre i vinden til de falder af og omvendes til vort samfundne hjertes hørelse.
– Flertallets masse-producerende matematisk åndelige baggrund er iøvrigt hermed identificeret, men hvad med menneskelivets samfund på jord?
For god ordens skyld skal jeg sige, at det ikke er matematikernes skyld, det er omvendt, matematikere er fornuftssind, der avles via kapitalistisk kultur: Penge-spekulation. Det er tydeligt idag, at visse rige mennesker har fundet sig i at bruge arbejdskraft, ja menneskelivets kræfter, da arbejdskraft jo altså ikke må adskilles fra livskraften og det forsynsgivne udviklingssigte, der er derved. Uden såvidt vel at mærke at være givet forstand på menneskelig ledelse, livets eget vækst og udviklings-potentiale, ja at kunne bekræfte det forsynsgivne sigte med livets udvikling fremover. Istedet har de undertrykt det, brændt det af, så ingen sand hjertelig vækst-udvikling gives fremover, fra den kant. - Spekulativ kapital-virksomhed er noget af det laveste, man overhovedet kan foretage sig som menneske, fordi man da accepterer: Andres død er mit brød.
Bank-virksomhed for eksempel, det er ikke økonomisk kriminalitet, det er bare foragt for menneskelivets vækst og udvikling på jord. Og så hjælper det altså ikke noget at referere til lovens hunde, nej det kan I godt glemme, den sande vækst skal nok dømme Jer i livet, i Jeres børn, før eller siden! - Den slags mennesker er utro og så er den ikke længere, de har aldrig villet samfundet noget godt, for det har de simpelthen ikke forstand til - den er jo ikke fornuftig, den giver ikke kapital overskud. Og nej, det er rigtigt, den giver kun glæde, sand vækst og trivsel i kropsligt røre. En valuta I jo ikke kan bruge til noget, vel, for så bliver I mindet om, hvor elendige og usle Jeres liv i sandhed er, ja så skal I til at forstå, hvor Jeres hjerte gik i stå og har stået stille lige siden. MÅ FANDEN TAGE ALLE JER, DER HAR FULGT DEN SLAGS LEDERE, for hvad er det, at I bilder Jeres børn ind derved, tror I? Gælder det om at være dygtig til matematik, så man kan regne den ud? - Hooold da kæft, det er da ikke blot for let, nej det er samfundsnedbrydelig virksom via Jeres børns kød! SKAM OVER JER, GRAVEN STÅR ÅBEN TIL JER.
***
Går man bag om politisk tradition, så tror jeg den er opstået med et områdes store mænd, storkøbmænd og storlandmænd eller lignende, der snakkede sammen om tingene i deres område. De holdt tinge, mødtes på tinge og ytrede sig om, hvad der skete i området og hvad der eventuelt måtte gøres, såfremt det, der skete var noget skidt for dem. Egeninteresser blev de nok lidt forførte af og da blev der sikkert brug for hårdere og hårdere midler til at holde ro og orden i området, efterhånden som deres samtalende succes gav pote, men også tiltrak andre, hvorved området pludselig befandt sig i vækst langt over deres forstand og egentlige egeninteresse: sådan som det var, sådan som de troede, at de kunne ordne tingene i deres område OG BLIVE VED MED AT GØRE DET. Det kunne være erfaringen, som også udviklingen at se europæisk kultur i lyset af.
Men mere vigtigt i sin nærværende aktualitet på dansk, som indledningen til kapitlet foreskrev det, ja der er det at fastslå, at statens politiske tradition opstår og dermed opfattes i den oldgræske eller græsk-romerske tids termer og ånd. Læg først og fremmest mærke til dét i lyset af forrige kapitels, førnævnte politiske arbejde for fred efter krigen med det tysk-ROMERSKE-kejserrige.
Længere væk er vi ikke fra indsigten i oldtidens og deres historisk nedarvede institutioners kultiverende grusomheder på europæisk, ikke mindst dansk grund. En indsigts-sorg i kødet, som vi stadigvæk døjes med og kløjs i, da vi blandt andet konstant mindes om dens aktualitet, såvel herhjemme i form af universitet og kapital-staten med dens uendelige argumenteren for alt-og-intets retfærdige fordeling i øst og vest som i alverdens krige rundt omkring. – Ja det er da altid noget, at der er blevet sat en stopper for selv-angivelsen i skatte-lovens magthåndhævelse på overførsels-indkomst. Stikker-kultiveringen.
Men er der nu dét, hvis navn og hvis løn har I tjent – hvad siger I, har I lov til at opkræve penge af andre til betaling af Jeres løn. Ja det er ren mafia og ville så måske kunne gå, såfremt der var et menneskeligt udviklings-sigte i Jeres virksomhed, men det er der jo ikke i den græsk-romerske stats kejserrige. – Hvis løn tjener I nu, kapital-statsborgerens fortsatte udvikling i lovreligiøse universitære intetheder baseret på forskning eller menneskelivet på jord af hjertets ærlige myndighed? Jeg mener: Er det et enten-eller for Jer? Er det er valg? Ja for så er I godt nok på den, når væksten slår med halen.
Nej I tror da vel ikke, at I kan slå den æreligt sande myndighed på plads med hammeren og trussel om fængsels-straf, jeg mener med den statslovgivende ånd mange af landets kapitale virksomheder jo også på misbrugende vis benytter sig af uden sigte for menneskelivets glædeligt hjerte-sandselige vækst og trivsel i kultiverende udvikling på jord?
- Hvad er det I kan forsikre os om, forsikringsselskaber? Sikkerhed alá statens sikkerhedspolitik, angstens generator, bange mennesker bag en statsborgerlig pæn facade, der intet hjerteligt varmt kan indrømme og derfor ikke mærke hjertet t ro, at det nok skal gå, når blot vi adlyder det, ånder og udvikler vort liv i sin dertil indrettede organiske sfære på jord og såvidt naturligvis hjælper hin anden over VORE tab eller til genopbygning af et hjem på jord?
Jeg gentager: Har menneskets ærelige hjertes, sågud ytringsfrie myndighed - medmindre I ønsker andre midler i anvendelse – har den ikke tilladelse til at slippe igennem Windows Firewall? Og såfremt det ikke er tilfældet: Hvordan har I det så inde i den græsk-romerske forfatters institution, der nu i denne tid afslører og afslutter sig i et sammenfattende teknologisk stykke, computeren – hvordan har I det derinde, autoritetstro statsborgere, statsansatte, bankfolk, børsmæglere og så videre, ja jeg spørger bare og såmænd næstekærligst sigtende, nemlig af kærlighed til vort hjerte som menneske og dermed udviklingen af livet på dansk grund i krop og ånd som også hånd. Bliver I målt på produktivitet i form af antal værdi-papirer i rude-kuverter?
Ganske ligesom der jo er publikations-pligt på universitetet til samfundets oplysende glæde eller hvad? Hør, hvor mange år tager det? Hvor mange liv og læsebrilleaber skal der til, før I forstår hvilken herres syn I tjener? Kan I slet ikke mærke noget menneskeligt sandt og ærligt længere, I véd nok det, der udvikler menneskelivet på jord?
Hitler glemte måske ikke kristendommen, da han som en mand af folkelivet ikke kendte dens varme sigte i hjerte for menneskelivets bestående udvikling i sand næstekærlig udfoldelse gennem sit organiske åndedræt – GANSKE som tilfældet herhjemme er, jævnfør omtalte, ikke mindst statens folkekirke, folkeskole, folkestyre med dets flertal af National-Social-Demokratiske-Arbejderes-Parti identisk med bank-statens lov-religiøse kultivering af folkelivet på overførselsindkomst. Det er Jeres værk, universiteter, ikke mindst jura, romantisk lovreligiøs kultivering med magt – og I er stillet til ansvar af livets eget vidnesbyrd. Der er ikke noget at gøre, I er dømt døde. Skal I have hjælp udefra til at sande, hvad der sker, såfremt I ikke adlyder genopstandelsen af menneskekærligheden?
Skal vi fortsætte en folkelig løn-og-straf-kapital-stats-kultivering, for at opretholde ligevægten? – Ok, men hør så godt efter, såfremt I ikke svarer den rette herre i livet, for så falder straffen LIGEOVER: Det er Jeres romantiske stats-tradition, der har 6. mill. jøder på samvittigheden. Og der skal bare én sang til, sunget i den sande ånd, så peger pilen på alle Jer, der netop fører livet i alles universitære navn og uendelige spejlsale – og så står graven åben, til Jer. LIGEOVER, sålænge I dyrker 1=1. For jeg hedder altså ærligt talt bare Jens Haarup Mortensen, det er mit navn og betegnelsen for min identitet, ja hele mit liv som det er, levende i al evighed i oplysningens tjeneste af slægtskød og blod. Det har jeg det fint med og i det navn dør jeg såmænd også en dag. Det er også den identitet, der er noget værd for samfundet, da jeg vokser som menneske i sigte for kærlighedens vækst og trivsel, byder ind med den erfaring, jeg derved er – og derved kan opelske Jer som menneske i ligeværdigt udviklings-sigte på Jeres navn stillet med samme ansvar på tilsvarende vis.
Jøderne er bare et lille gammelt eksempel, for der er jo masser af faktiske eksempler på livet i vort samfund, der i adlydelse af Jeres, kapital-statsborgerens forurenende ånds virksomheder kan fortælle, hvorfor vi lider unødigt, langt værre end livets egen lidelse, der er så god og lærerig i sin vækst. – Hør: grusomheden, ondskaben er ikke, at der er nogen, der kommer galt afsted, men at man forhindrer sund og rask liv i at vokse videre med samfundet over en kam. Ondskaben er ikke, at der er nogen, der kommer galt afsted, men at der er nogen, der straffer dem for det og lader en sådan orden være gældende over hele landets område til efterlevelse for ethvert ny-født, opvoksende barn. Det er sindssygt, det er Kejser Neros storhedsvanvittige efterladenskaber: Romantisk stats-kultur, opretholdt via universitær kultur med kapital i nakken – og såmænd i direkte modstrid, ulydighed i forhold til det oplyste danske kongerige, menneskelivet på dansk grund. Ja det er Jeres mangel på sand dansk begavelse og hørelse, jeg taler om, akademiker-stand – I optræder som ledende uden at være givet for fem flade kroners forstand på ledelse i menneskelivet på dansk grund. I har talt om civil ulydighed, men det er kraftedme Jer, der ikke adlyder menneskelivet. Så indlejret i svinehunden er I, så falske er I.
Uærlige SVIN, det er hvad I er, selvretfærdige, universitære fornufts-pampere, så jeg spørger igen: Skal vi fortsætte en universitær-løn-og-straf-kapital-stats-kultiverende ånds virksomhed og behørigt i dens vold irettesætte de egentlige forbrydere med straf i form af friheds-berøvelse? Skal politiet på nakken af de danske imamer, den rets-fascistiske kultur-dyrkelse? - Jamen så kan I godt glæde Jer, dommerstand, for så skal I ind og sidde sammen med dem I har dømt, ja for I er ikke en skid bedre for samfundets udvikling, tværtimod er I en langt større trussel mod vort kærlige samfunds vækst og udvikling end et sølle brændt barn, der aldrig fik en chance for at udvikle sig med glæde og derfor ikke kunne indse, at han overtrådte rets-statens latterlige juridiske love. Kalder I dem voksne mænd, fordi I selv tror I er voksende i livet og derved opløftende samfundet i tro glæde – eller er det bare nødvendigt at gøre som I gør? I så fald det er nød-vendigt, så kan I trygt stole på, at den form for nødvendighed finder sin rette ejermand en dag af livets egen sande vækst-herre? I får det lige tilbage i smadsken i samme grad, som I ikke har adlydt livets forstand på jord.
Ja I står til regnskab for Jeres livs bekræftende handlinger i al evighed i menneskeslægten, så det vil jeg bede Jer om at regne ud eller I troede måske ikke, at der var nogen, der så Jer eller fik følgerne af Jeres ulækre hjertelivsførelse at mærke? Troede I ikke, at vi kongen tro kunne se helt ind i hjertet på Jer? Hvor tror I sand kærlighed kommer fra? Og hvad tror I den er til? At få ret?
Den europæiske, ja romantiske rets-stats-kultur med sine lovreligiøse kapitale teknologier og teknokratier burde allerede ligge i graven, for det er den, der ved sine institutioners fornufts-kultivering i alles navn opretholder idealistisk mentalitet. I angst for historiens store grusomheder og svineri med menneskelivet – etablerer den selvsamme idealistiske mentalitet, den romantiske rets-statskultur lov og orden med magt, for at kunne slå ned på det farlige, hvis nu det skulle opstå igen. Det altoverskyggende problem er blot, at den romantiske rets-stats-kultur i alle sine teknologier og teknokratier ikke er klar over, hvordan det farlige opstår.
Thi det opstår nemlig af den undertrykkelse af det almindelige gode, sunde og raske liv i vækst, der sker gennem en systematisk oplæring af det til at følge love og regler i kapitalens navn og såvidt i angst for at noget skulle gå galt, være forkert, unormalt. - Romantisk universitær rets-stats-kultur er så storhedsvanvittig, at den bilder sig ind, at kunne bedømme, hvornår der er fare på færde over alt og alle og følgeligt administrere det – altimens den i livets vækstbetonede dagligdag sikrer at ingen kreativ vækst kommer for godt igang, for tænk nu hvis livets egen, gode, sunde, raske vækst skulle være farlig, skulle afstedkomme farlig oplysende glæde, der ville kunne afsløre, hvem, der ikke følger sandheden i Kærlighedens navn, men suger på lappen i løgnens tjeneste. Forsvind rets-fascististiske lære, statens uddannelses-system.
Der har I det, der fik I den sande årsag til al sygdom og dårligdoms ophav på danske grund: Ledelse uden forstand på mennesket i sin oplysende glade trivsel omkring den organiske vækst, kropslige kunnen og åndedræt på jord. – I står til ansvar i al evighed, tag ikke fejl af det, I vil blive dømt for Jeres utroskab gennem 2500 år, når sandheden bryder frem. Ja lad os for gudkærligheds skyld håbe, at det ikke sker i Jeres mentalitet, for så bliver det regelmæssigt blodigt. Min gerning er I det mindste at sikre, at skulle det ske, komme så vidt, ja så skal I kraftedme ikke undslippe, thi det er Jeres værk. Der har aldrig skullet sidde et menneske og kalde sig højesteretslig myndighed og derved undertvinge en hel befolkning sit usle liv, den romantiske juras tradition. Det er klokke-ren livsfornægtelse, total mangel på adlydelse af livets ligeværdige hjerte i arbejde.
Det er dyrkelse af lovmæssigheder, lovgivning, lovbegreber, rets-begreber, der skal væk. SYSTEMET, netværkene af lovmæssige forvanskninger, fagsprog, teknologier, links, direktiver, institutioner, traditioner – det er der i sandhed ikke, det vil sige, det er der kun som et spejlbillede og det bruger man så al menneskelivets energi på at opretholde, så intet derved udvikles og børn smadres for livet. Der er ikke noget ondt eller farligt i kødet, udover alle de spejlbilleder, det sygdoms-kultiverende universitær-statslige sind afstedkommer ved sin adfærd, tvinger livet til at vokse i. Så grusomt er det. Og så elendige er mange af Jer, det er især Jer, der véd bedre, men alligevel fortsætter med at bekræfte løgnens virksomhed. Det er typisk akademisk, men det akademiske er jo blevet en folke-kultur via staten, så idag er livsfornægtelsen i kapital-logisk selvsving. Værsgo at rydde op – i kødet på menneskelivet eller I er måske ikke oplyste nok til at have med menneskelivet at gøre, men kun at magte stats-borgeren på plads i henhold til lovens systemer? Jeres systemer.
Lovmæssigheds-dyrkelse, alt-og-alle-ånden, alle-er-lige-for-loven-ånden skal helt væk. Ja, for vi er altså ikke så onde af natur, at vi skal rettes til i hoved og røv, for at kunne leve almindeligt godt, fremfor normalt. Men hvordan, ja det kommer der et bud på, først og fremmest kan vi stoppe, undlade at bekræfte dårligdommen med vort livs kræfter, undlade at arbejde i voldens virksomhed. - Der findes en måde med livet, der er livets egen og den er kun svær at indrømme og adlyde, fordi vi er smadret af de romantiske institutioners arv – og fordi visse mennesker bliver ved med at bekræfte dens grusomhed i kødet via deres arbejdsliv. Ganske enkelt producerer sygdom i navn af loven, statslig virksomhed.
KRISTENDOMMEN ELLER BARE SANDSELIG ORGANISK MENNESKEKÆR VÆKSTRO I LIVET, JA BARE SANDFÆRDIG ÆRLIG KÆRLIGHED TIL LIVET I SIN VÆKST, DET KAN ALDRIG FORSVARES PÅ SIT LIVS-OPLØFTENDE, SAMFUNDS-OPBYGGELIGE SANDSELIGE GODE I EN UNIVERSITÆR VOLDS-MAGTS REGELRETTENDE SÆDE OG VIRKSOMHED - NEJ, NEJ OG ATTER NEJ, THI DET FORSVARES AF LIVETS EGET SANDT INDRØMMENDE HJERTE I MENNESKELIGT ANSVAR DERAF, HVORAF VIDERE MYNDIGHED I KÆRLIG VÆKST OVERHOVEDET GIVES SANDSELIGT OG DERMED VIRKER, VISER OS VEJ, GIVER OS RETNING FREMOVER OG TILBAGEUNDER SOM ÅNDEDRÆTTET JO VIRKER. Og det er hermed gjort.
Farvelfærds-selv-retfærdige-universitær-kapital-stats-kultur.
VOR HERRE
Livets sandt indrømmende hjerte, hvoraf myndighed i kærlig vækst overhovedet gives sandseligt i også dit hjerte og dermed virker, viser os vej, giver os retning. Det hjerte er vi altså ikke absolut herre over, thi det hjerte ér Vor Herre i sin pulserende banken i kroppen til og for også dit levende liv i vort samfund.
Deraf oplysnings-pligten, hjertebunden som den er i kongens navn, livets samfund - ja som den uvilkårligt ytrer sig, når tingene ikke er som de skal være. Menneskelivet ytrer sig troligt, sandt og ærligt, førend det måske bliver nødsaget til at gribe til andre midler og opmærke dem, der overhører fredens udvikling i sin t ro gang med menneskelivet på jord. En trussel?
Nej for helvede da, vækstens positive faktum til opbrydelse af asfalt og fliser nøje anlagt ifølge lovmæssigheders rette vinkler af autoritetstro sataner, der har fundet sig i blot at være arbejdskraft, fremfor værdig livskraft i livets oplysende og hjerteforløsende samfundsudvikling. Autoritetstro borgere dækker jordens organiske vækstvilkår til, fordi de tror, at det er urent – og de opfatter teknologi og teknokrati som udvikling. De kan ikke forstå, at de ikke er dygtige, når de nu har gået i skole så mange år, været på kursus så mange gange eller arbejdet rigtig meget – og det forstår jeg da godt, så jeg siger: I hvis herres navn har de gået i skole eller arbejdet?
I teksten hos mig tror og håber jeg, at I kan sandse og mærke, når mit hjerte rører det og dem i deres virksomhed, som jeg synes skal mærkes for livet i al deres grusomhed og såvidt for menneskelivets skyld i udvikling af sit samfund på jord.
Midlet er det samme, jeg ytrer mig æreligt, her via skriftens medie - og benytter mig hverken af magten eller voldens sprog. Og jeg opfatter det ikke som fair, demokratisk eller noget lignende fagforenings-pamperisk, statsligt pladder – nej, nej, der er ingen baggrund, såsom skjulte hensigter, ingen understøttelse, da jeg arbejder sort som maler, for at kunne financiere perioder til indenfor de tegn-tekst-og-tal-financierede miljøer at fremme oplysningen på dansk grund. HVOR SKULLE DEN OPLYSENDE VIRKSOMHED ELLERS KOMME FRA, HVIS IKKE AF ÆRLIGT LIVSOPRETHOLDENDE HJERTE I ARBEJDE FOR FØDEN, LEVEBRØDET I KONGENS NAVN TIL VORT SAMFUND?
Jeg véd jo, at kontekstens abekatte, lovgivningens tegn-tekst-og-tal-fikserede kulturer og teknologisk, teknokratiske miljøer er hovedårsagen til blokaden af ordet af hjerte i vækst og helbredelse til menneskets sande ånd. Jeg lever fra hånden til munden, mundtlig bindende, såvidt jeg kan, da jeg tildels også er smadret af skrift-kulturens usandsynligt snævre sands for livet i sin kultiverende omstændighed op gennem skolelivet – at følge love og regler i statsdealismens, hjernevaskende navn.
Ja så det er i menneskesandhed på jord for egen regning i ærelighed, at jeg gør som jeg gør, hvis I ellers stadigvæk kan forstå, hvad det betyder, hvilket gode det er. Og dermed forhåbentligt værdsætte det for, hvad det er: Sandheden i personlige skikkelse og udtryk deraf. - Behøver jeg at sige i Kongens navn?
Der er ingen hokus pokus i Vor Herres navn - det er jo kun i den græsk-romerske universitære kapitals-statslige tradition, at der er det: hoc est corpus filii, der så i skikkelse af dansk folkevid, for eksempel Jeppe på Bjerget – tja det er jo bare et eksempel på skellet den græsk-romersk, universitære kapital-statslige tradition konsekvent sætter i livet, rumsterende i folkeviddets skizzofrene pinsler – for det bliver altid til: HOKUS POKUS FILIHANKAT.
I Vor Herres navn er der ingen hokus pokus eller skel, da han som sagt er en betegnelse for vort troligt bankende hjerte i kroppen. Men dermed tilmed også i levende ånd og virksomhed i den fælles-menneskelige omgivelse, vi jo alle sammen vader rundt i og skaffer os livets daglige brød på grundlag af. Måske i næstekærlig indforståethed i udvikling. - Eller kanske ikke, hvilket betyder, at der er nogen, der hverken finder mad eller bolig i livet, fordi de ikke kan holde ud at vokse og leve blandt mennesker, der ikke elsker, men så dumt, så dumt følger idealisternes regler og masseproducerende love og derved kultiverer livet som en universitær arbejdsplads i et netværk af kold, iltfattigt rum. - Skam Jer ihjel, for I beder jo ikke om skylds-forladelse i den rette herres navn og organisk oplysende udviklingssigte. I arbejder ikke, I bekræfter ikke livets udvikling af menneskelivets ånd, I forbruger den kun. – Derfor fødes der anorexi-børn og lignende, jovist hjertets sands kan se i blodet gennem omgivelsens ånd i nedarvning.
Det er ren indsigt i menneskelivets arv-og-miljø-mæssige vækstforetagende, det inderste bliver det yderste. Hvad folk har på hjertet bliver omgivelsen, det er forbundet og det lugter jo ikke godt i vesterlandsk kapital-teknologisk kultur.
Arkitekturen for eksempel, de store veje, broer, sygehuse, mv. det er altsammen udtryk for den storhed, som fattige sjæle ikke kender i deres eget hjerte, vor herres. De er romantikere, lider af kejser-syndromet, kan ikke føle, at de er noget værd uden at ødelægge livets vækst-grundlag for efterkommere. Deres navn skal ligesom stå på noget udenfor livet, et monument, en vej, en opera – fordi det i deres syge sind ikke er godt nok, at det står for et hjertevarmt liv af kød og blod.
Det er jo ingenting siger deres sind, det fungerer jo ikke, så nu skal jeg sandelig sørge for at infrastrukturen bliver opretholdt og regionsplanerne kan blive til noget, så væksten kan komme til byen og landets fremtid blive til noget i kraft af min egen stærke vilje og indsats!!! Vor Herre Bevare os, for det har intet med sand driftighed at gøre, nej det er så godt som ren selv-destruktiv virksomhed, der imidlertid netop ved sine monumenter fremstår som noget stort, der skal leves op til, skal udfyldes, ja gøres gældende over andre. Pop-stars. Populus, population, populær – det er romantisk latin. Men det udtrykker altså et skrig på sand kærlighed og det skrig, ophavsmandens, iværksætterens, det skrig står monumenterne og glinser af i deres kolde storhed.
Sådan er det med arkitekter, romantisk storhedsvanvittig kultur-dyrkelse. Det er rædselsfuldt, for skriget efter sand kærlighed kan ikke tilfredsstilles på den måde, anerkendelse gør intet fra eller til, det er blot et plaster på såret, så såret ikke kan hele. Nej, derimod skal der tro til, der skal sand indrømmelse til, for at skriget på sand kærlighed ikke blot høres, men bekræftes og giver almindelig afstemt, ganske kreativ livsførelse og udvikling.
Afføring. Mennesket skal af og til afsides, det skal skide, det skal af med sin afføring. Når næringen er opbrugt, så bliver der noget tilbage og det skal væk, ud af kroppen, så den ikke bliver forgiftet. Det gælder også samfunds-organismen. Men romantisk kultur siger: Se mor, jeg har lavet pølser. Det vil sige, at det åndelige affald i forbindelse med udrensning, afføringen - ja det gælder jo altså i kraft af fordøjelsens mekanisme og troens drifter sidder i maven – men den afføring, den laver man i romantisk kultur kunst ud af. Store flotte bygninger, systemer og vejnet lavet i lort. Se mor, jeg har lavet pølser. - Rensnings-anlæg, at centraliserer lort og vaske det i vandet, det er et andet eksempel og det er selvfølgeligt også klart, at der skal giftstoffer til at neutralisere et sådant foretagende.
Naturen er faktisk indrettet til at kunne genbruge, hvad der er vort affald, så hvorfor skal det opretholdes i cirkulation i samfundets systemer, statsansatte, skolebørn – så vi alle sammen rigtig kan lære livets sande værdi at kende gennem opvækst, uddannelse og arbejde med at holde lorten i systematisk selvsving og slyng som om det var udvikling?
Romantisk kultur er syg kultur, ja det troede jeg ærligt talt danskerne var klar over efter krigen, jeg er jo ikke engang det man kalder efterkrigstid-generationen. Men det var de så bare ikke, nej de overtog hitlers projekt og satte det i værk som velfærdsstaten og med alle de romantiske uddannelser i sving - der kommer mit liv så ind og bliver åndeligt voldtaget gennem dens institutioner. Det lykkes bare ikke helt for Jer at omvende mig til Jeres svineri med menneskelivet og grunden er uden tvivl opvæksten på landet i naturlig faderlig troskab: Vi var nødt til at hjælpe hinanden, for at det kunne hænge sammen. Det var ikke bonde-idyl, men vækst-kendskabet, kendskabet til menneskets grundlæggende forhold og måde med livet på jord. Hvor kommer alt det, vi har nødig fra, tror I? Ja det er altså ikke fra operaen og de øvrige klassiske, idealistiske foretagender, for de har ikke noget med sand vækst at gøre – de dyrker sorgens teater-forestilling og kalder det følelser. De lever I deres spejlbillede. Det er uærlige mennesker.
Herredømmet: Dit hjerte er din livsbetingelse i al evighed, men da du ikke bestemmer om dit hjerte skal slå, ja så er du ikke absolut herre over det. - Det faktum vil jeg bede dig om at indrømme ganske varmt, ja i taknemmelighed over. Eller måske kan du ligefrem indrømme det og være i taknemmelighed deraf og altså ikke over, for det betyder at du har adgang til menneskeånden i kødet, er indforstået med at være det personende menneske, du er og derved også kan undlade at deltage i den sygdoms-fremkaldende adfærd i stats-samfundet til fordel for at gå væksten givende vej istedet.
Du kan begå selvmord, jovist - men således blev du så herre i hykleriets navn, kujonens, tøsedrengens og lignende. At sætte sig som herre over livet, det koster døden. Sådan er selvmordet og det er jo også derfor, at den ånd et menneske kan blive grebet af i en kultur, der lader sig lede af selv-retfærdige politikere og gerningsretfærdige fornufts-tilbedere, jurister, dommestanden, retsstaten, ja det er klart, hvad det selv-lovgivne folkefærd har på samvittigheden. SVAR: Samtlige selvmord.
Det kan jo ikke være sigtet med dit liv at begå selvmord eller for den sags skyld lade dig forlede af selvdestruktive åndsvirksomheder, da dit hjerte jo banker i forvejen, ja helt tilbage fra moder naturs kærlige liv, som hun i befrugtelse af din far bar dig ud og frem, fordi dit hjerte slog - et sigte, der således omvendt vil og ønsker, at du skal leve og forplante din ærlige kærlighed gennem alt, hvad du rører ved og har med at gøre.
Jeg siger og gentager: DIT HJERTE ØNSKER, AT DU SKAL LEVE SOM DET MENNESKE DU ER, SÅLÆNGE DET SLÅR. - Det vil jeg også, igen bede dig om at indrømme varmt og dermed agte næstekærligt på, hæfte dig ved, da ingen andre i sandhed tilsvarende dig er herre over deres hjerte på den her velsagte måde. Dét er Vor Herre, sådan er hans ånd og sandselige indsigtsmåde, ja altså via dit og mit hjertes varme indrømmelse af vore erfaringer med den samme menneskeslægt på jord. Og altid i en personlig skikkelse, oplysende oplevelse af den nærværende omgivelse, vi på tilsvarende vis har tilfælles: familien, venner, bekendte, jorden og dens vækstgrundlag i netop nærværende omgivelse.
Og nej, vig bort satan i al din universitære-kapital-statslige fanatismes fascistiske kritizisme, drop selvhøjtideligheden – farvel kritiske kultur, farvel Georg Metz, so long og tak for indsatsen, ja for du er også elsket herfra. Tag ikke fejl af, hvem der taler som hvad der gælder i ethvert menneskes liv på jord af levende vækst! Ja for det er ikke fornuftshistoriens universitære længsel efter uendelig frihed, men menneskebarnets kald på sand kærlighed at sandse sig i vækst af i al evighed
Hjertet er ikke vort som dit og mit i adskillelse, hjertet er kun vort som menneske, hvilket vil sige i hørelse af det just sagte: Du er ikke herre over dit hjerte, men må taknemmeligt og varmt indrømme det faktum og dermed, hvad det sandseligt siger dig i din slægt som den du er, forbundet med vort liv og samfunds udvikling. Ja og såmænd også i din situation, der jo altid er en livs-situation. Der er rigeligt med gode erfaringer at tage fat på og gå i lag med, husk dét – og husk, at ingen har absolut krav på dit liv. Og såfremt de gør det krav, ja så er de utro og dømmer dermed sig selv i graven før tid og i hele deres slægt til evindeligt hårdt arbejde for samfundets efterkommere.
Husk det, for i nævneværdig grad praktiserer retsstatens latterlige stand, statsborgeren det som et arbejde at kræve dine ressourcer til opretholdelsen af satans romantiske, sygdomsfremkaldende kultur. De tager dine børn som gidsel for at få dig til at makke ret og financiere deres sigtesløse liv. Det forstandige forsyn er væk hos dem og såvidt ikke givet for efterkommere til at klare sig i. Staten er blevet deres legeme, så nægter du at følge love, for istedet at redde liv, vokse i livet, så samfundet kan bæres oplysende videre - ja så føler de, at du nægter dem, ja ligefrem vil dem ondt. Og da bruger de magt og pistoler til at retfærdiggøre deres usle, romantiske vilje: VI skal jo alle sammen være her, så derfor må DU indrette dig efter os, der har forladt livets slægt af kød og blod i sit sandseligt glædes-bekræftende og levende forsyn i Kongens navn. – I kan fandme ikke tro nej, svarer jeg, thi det kan jeg i næstekærligt sigte for menneskelivets beståen på dansk grund. Vær nok engang hilset Deres Majestæt.
Jeg gentager: Hvad vil hjertet med dig til vor menneske-lige livs-udviklende, dermed samfunds-udviklende ærelige menneskeånd i sands og NU: hjerteligt sigte deraf. Vær tro mod det og lad så tåberne, der søger magten for at kneppe kvinder og børn svare for deres universitære-teknokratiske skyld i fornægtelsen af menneskelivet på jord. - De har sandsynligvis ikke taget arvesynden på sig og søger derfor i deres handlinger væk fra hjertet i livet. Men det er også ekstra svært i en kapital-statslig kultur, hvorfor jeg gør op med den.
Pædofili for eksempel, ja det kommer af pædagogisk åndskultur: Åh børnene, åh børnene, pædagoger ser dem ikke som menneske-personer, da det er deres eget barn, de søger. Og det har de ikke forstået er Vor Herres kald på os som mennesker, en hjertelig løftet pegefinger, der handler om, at den overordnede adfærd, den ordnede arbejdsplads, her med pædagoger, statens børnehaver, der så tidligt løsriver barnet fra sin naturlige opvækst mellem far og mor i arbejde med væksten. - En løftet pegefinger, der siger, at selvdestruktiv adfærd er gående i menneskehedens navn og at du sætter det i arv, såfremt du ikke begynder at leve livet som du skal omkring dit hjertes vækst. Børn efterligner Jer, pædagoger og I er ikke deres kød og blod, hvorfor I ikke kan sandse dem på deres menneskeperson – og børnene ikke sandse sig i opvækst af eget kød og blod. Sådan er det med pædagoger, den romantiske kultur, den stjæler opmærksomheden fra livet.
Kvinden går i vid udstrækning med staten, i alle dens ligestillings-utopier, ja alle de latterlige universitære sprog, der er så let at sandse på deres løgn, når man kender den organiske vækst og vejrtrækning i sin ånd.
Ja det gælder jer-tillige
Det er arvesynden, der her kommer for dagens lys – eller rettere sagt, den romantiske, universitære kapitalstatslige kulturs blokade af Vor Herre, dvs. adgangen til eget hjerte, adgangen til at kunne indrømme sig sine erfaringer og gøre godt med dem som netop det samfundsmæssige udviklingspotentiale de er til menneskelivets ligeværd på jord. Vort liv. Det er så store svin I er, social-demokrater, der i jeres organisering efterligner staten ligeover – og jeg hører jer godt som hjerte i nød opdyrket i industriel masseproducerende arbejds-omgivelse - men det gælder altså også Jer, pædagoger, lærere, politikere, akademikere, mv. under et: Den stats-borgerlige ledelse og kultur.
Det er dét I har på samvittigheden og jeg kan hverken høre eller se, at I arbejder med det. I suger jo på lappen i navn af alskens udviklings-sigter, der intet fører til, intet har med livets samfund at gøre af kød og blod – fordi der ingen sandhed og sandselig kreativitet er i det. I vil styre kreativiteten og det er: at have sat sig over livets egen herre. Det er svært at forstå, fordi I som hitler-jugend er skolet til det. Men det kan altså udrenses alligevel, så I trygt kan blive den, I skulle være blevet for længe siden til gavn for vor herres navn, kærligheden, vor oplysende udvikling i sand, helt naturlig vækst.
Forskydningen hos Jer fører til teknologi, teknokrati og kommunikativ formidling af alle velfærdssygdommene. I lever ikke på jord, I lever i fornuftens romantisme, romersk kapital-ånd og I bruger ikke blot egne kræfter, masser af ånssvag energi på at gøre jeres pligter i den ånd, men også børns livsenergi. Statens åndsarv blokerer Jer fra at høre livets egen hjertelige vækst og da tager I uvilkårligt afstand til den, fremfor at bekræfte den på sin sande milde retning, som den kommer med sit glade budskab i naturlig vækst. - Jeres baggrund er jo ikke oplyst, vel. Og dog lever vi altså stadigvæk i et oplysende samfund under udvikling i Kongens navn.
Vor Herre betyder menneskehjertet i menneskeslægtens familiære liv på jord og det er et helt naturligt, almindeligt organisk åndende vækst-foretagende man er tro imod i kongens navn, det er ikke en sekterisk skolegang i statens voldskorpus, det er ikke et spørgsmål om ret, men et spørgsmål om kærlighed, vækst og ærlig livsopførende oplysning og udvikling deraf, ganske som hjertekødet - ikke selv viser vej - men bekræftes på sit ærlige gode, i sin ærlige sanden. Bekræftes du ikke direkte af anden, næsten, ja så bekræftes du af at finde dig tilpas og til ro med at være i dit guddommelige hjertes kærlighed til dig, ja for du bestemmer jo ikke over det, så vær ikke bange for det, lad det komme til orde i dit liv og sind, dine gøremål med dét, du har at gøre godt med. – Tag dig ikke af taberne, der ikke forstår livet uden bonede gulve og røven fuld af penge, du ved jo nok, at den der forlader livets naturlige vækst-vilkår til fordel for kapital-lovgiven-økonomisk vækst ender med at suge livet ud af sig selv. Ja det er så at sige Vor Herre, der gør det: Menneskelivet er en slægtsforbundet realitet, så dem der melder sig ud, forsøger at være sig selv, uafhængig af blodets bånd som også deraf ånd, ja de dør selv-destruktivt. Så lad dem visne og dø i deres egen vold, de har ikke brugt livet til at elske, men til at dø af selvindbildt storhedsvanvid. I deres regi, deres livsomgivelse er der derfor ikke noget at komme efter for efterkommere. – Husk dog på, at de mange, mange, mange er blevet henrettet til at opføre sig sådan i kraft af staten, der jo har lært dem, at ingen udvikling finder sted uden kapital i røven.
Så kære kapitalister og statsansatte, jeg vil bede Jer om at indordne Jer, indrømme Jer i livets sandt oplysende samfund og begynde at arbejde for dets ligeværdige vækst og trivsel på jord – ja det gælder også Jer medieludere, for var det ikke noget med at sandheden skulle fremmes!
- Tak til Jens Olav Jersild og lignende, dig fra programmet Kontant, når det ikke kan være anderledes. Det er synd at ordet betvinges gennem teknologiens omgivelse, massemedierne, men det er jo en kulturel konsekvens af masse-lovgivende virksomhed, mennesker, der ikke har adlydt ordet i vækstens hjertelige vilkår og derfor ser sig nødsaget til at bruge samme magtmidler som den øvrige utro del af befolkningen.
– Ingen af Jer lever i ærlig sand forstand af det navn, livets eget, det I er givet, så vi kan kende Jer og elske Jer ligeværdigt på det. I arbejder ikke i livets organiske miljø, I arbejder ikke på ligeværdige vilkår og kan derfor ikke høre endsige gøre nogen forskel i positiv retning. I lever i et selv-indbildt gode, I er skolet til at tro på med vilje – og det er ikke hjertets, det er ikke ordet i sit bekræftende arbejde. Og derfor ikke blot dør I, nej I spreder død over livet via magten teknologier og teknokratiers anvendelse, for vore børn at vokse op i.
Gudsketakoglov er du ikke herre over dit hjerte, for tænk engang, hvis du skulle til at administrere, kontrollere og styre dit eget hjertes banken. Jeg mener, tror du så ikke du ville få så meget sved på panden, at du kunne finde på at bestille en hjerte-transplantation hos de romantiske stof-misbrugende læger udenfor livets horisont, der intet vil læge og helbrede gennem deres livsførelse – da det jo går meget godt i forvejen gennem den videregående uddannelse med at leve af, ja financiere en tilværelse via din angst for sygdom og død over sygesikringen!!! Videre derved genererer de via deres nedarvede falske myndighed medicinal-industri, så vi rigtig kan komme high up there and fly gennem indtagelse af medikamenter og tvangsindlægge dem, der ikke adlyder medicinal-industrien, det vil sige dem, der ikke adlyder den kapitale medicin-kultur – ja og det er så typisk livstro mennesker, der ikke har levet i autoritetstro adlydelse, men i adlydelse af kærligheden. Hvorfor tror I, at de blev syge, læger? Er det aldrig faldet Jer ind, at de simpelthen ikke kunne bære den sorg, Jeres liv og virksomhed er udtryk for. SKAM JER AD HELVED TIL MEDICINALE LÆGESTAND, hele Jeres tradition, liv og virksomhed, sygehuse, mv. det er ikke mere værd end et sandkorn på havets bund. Så lave er I og så ringe er I i helbredelsesmæssig forstand. – Ja for I er jo ikke klar over, at f.eks. mennesker indlagt på psykiatriske anstalter reagerer voldsomt ved synet af Jeres utro liv, Jeres systematiske fornufts fornægtelse af livets egen helbredende åndsudvikling gennem arbejde og mild livsførelse omkring livets organiske vækstvilkår. Det er Jeres indskolede autoritetstro sygdom, der dømmer dem syge og bruger lovens magt-korpus til at håndhæve det som sandt. Jeg gentager: Så lave er I.
Gudsketakoglov er vi ikke hver især herre over vort liv, men dog i herredømme af det, såvidt vi næste-kære-ligt indrømmende følger dets sande udviklingssigte med livet i al vort. Farvel medicinske hunde, I bliver testdyr i Jeres næste liv. – Skal Jens Langkniv skære det ud i pap med Jeres hjerte som eksempel? Det vil sikkert glæde ham at gøre tilsvarende god gerning via sit læge-løfte af vort samfund.
Nej vel, håber jeg da, at du siger, ja for det afgør din adfærd og her i nærværende grad din hørelse. - Hold næstekærligst kaje og lad Jens Vejmand føre ordet på dansk grund. Og nej, jeg er ikke magtliderlig, jeg er kærlighedstro i såvel sand lidelse som sand lidenskab, såfremt I skulle være i tvivl om, hvad en sådan potens erfaringsmæssigt voksende betyder for det almindelige gode menneskeliv på jord i al vort. På dansk sprogs grund naturligvis, når man hedder Jens og troligt har oppasset sit menneskeliv af hjerte i kongens navn, mellem de lærende frihedsperioders prøvelser og berøvelser, som det dunkle folke-statslige, romantisk social-rets-fascistiske kapital-samfund, så kan byde på. Ja føj for satan da. – Den lange sætning betyder bare, at jeg tvinger mig op, hvor I er ude i det universitære rum, for at suge Jer ned til varmen, så kærlighedens ånd ikke fremover skal leve i enten-eller-lovgivningens såkaldte fornuftige lovsmæssigheders vold, men derimod sættes fri, uagtet kapital-statens tølpere. Ja for ellers sker der jo ingen udvikling af menneskelivet på jord.
OG SÅFREMT I SYNES, AT JEG ER FOR GROV I MUNDEN, SÅ LØFT DET KÆRLIGST OP VED HJERTET I LYSET AF DEM, DER ER DET I FAKTISK HANDLING GENNEM UÆRLIG LIVSFØRELSE AF KØDET, DER SÅLEDES INTET LADER TILOVERS FOR KOMMENDE GENERATIONER. Husk nu, ingen vold, ingen magtmisbrug via de falske myndigheders kapital-teknologiske teknokratier, for du står i sandhed til ansvar for dit livs handlinger i al evighed.
ORDET
Ordet blev til menneskekød, fordi ordets ånd bliver til menneskekød – det er en livserfaring, ja du gør jo for eksempel som dine forældre har fortalt dig, at du skulle, dernæst skole-læreren og kanske på universitetet, givet som det er med dens falske underviser i ordets kunnen, fordi han/hun er skriftlig båret ligesom skuespillere - dernæst lederen på arbejdspladsen og dernæst kanske uheldigvis også som kødet suger til sig utallige idealistisk idéer om magtens formål, retfærd og velfærd, at vi alle gør sådan som den befaler til vores alle sammens bedste!!! - Tak for Jeres tro, ærlige indsats: Det Brune Punktum, røvhulshullets kapitals-stats-genererede socialistiske ånd via statens folkeskole und DIVERSEfødder.
Hvad har de, ovennævnte ordførere i dit liv, fortalt dig, i hvilken ånd, i hvis tjeneste? - Ville din far lære dig at sutte den af, min elskede pige, fordi du, som han på anden vis blev, skulle opdrages i den græsk-romerske pæda-gogiks, pædo-file kultur? Eller har du hørt og forstået at din vej i livet ligger foran dig i indrømmende tro håb deraf? Måske også, at jeg venter dig, så vi kan fortsætte med at gøre vor indsats for fremtiden, nej fremover af sandt hjerte i al evighed, da intet samfundsliv og kød, herunder vor søn, kan udvikle sig uden. Og tømreren, jamen han falder fra sit tag som den tagabe han er, skat, vær vis på dét!
Ordet blev til kød som sagt i det forrige og derfor er kravet til os i vort liv som menneske, at også du indrømmer dit hjerte på sin varme, ja i sine sandseligste erfaringer med at være til i menneskelivet på jord vidt og bredt - søger at leve i bekræftende udvikling af dem gennem vækst og trivsel til gavn for kærligheden i vort ene, eneste livs samfund. Det smitter nemlig og da hedder det ikke smitte, men helbredelse.
Kravet er mildt, men kræver fastholdelse i ro til ro og det siger altså: At du skal gå din vej med vort ihu gennem livet, ja med hjertet i behold af din krops sanden af livets herlige gode, taknemmligheden over at være blevet til, trods alt – og fordi den unikke frihed, du dermed gives af indrømmelsen af dit hjerte på sin varme er en frihed til fred og ro, der bekræfter den du i sandhed er, ja opfylder dig med glæde over at være som du er og dermed dine medmennesker på tilsvarende ærelig vis. Men i sand som sandselig menneske-ærelighed. Det er ligeover næstekærlighedens opløftende livsmåde at gøre så, ja at indrømme sit liv på de hjertevarme erfaringer, man måtte have gjort sig i samvær, oplevelse eller blot iagttagelse af hjertegodt liv i udfoldelse – stort eller småt, det er lige meget i livets samfundne sammenhæng. Og dernæst give lyd af dem i sine ytringer og handlinger, der betyder det samme til fordel for, nej ikke til fordel for den anden og ikke til fordel for dig, men til fordel for vort hjerteliv som menneske.
Gå din vej i kærlighedens navn og aldrig mere i statens romantiske, pædagogiske, incestiøse, pædofile socialitets - for uden tro kærlighed ingen frisættende og forløsende ånd i sandselig vækst for efterkommere at nyde godt af via alt, hvad du rører ved. Giv svar på tiltale, men gør det af ærligt hjerte og ikke i forsvar af angst. Du har ret til at tale af æreligt hjerte, æreligt sagde Vor Herre, sand kære-lighed – og du er ikke selv-udnævnt dommer over, hvorvidt den er sand, du må mærke dig og sandse, hvad der er at mærke og sandse og deraf sige frem og vokse videre.
Ordet blev til menneskekød og blandt dem, der troligt kan sandse og forstå det på helt almindelig vis, ja da betyder det, at Gud efterfølgende er det helt almindelige hjertevarme menneske i sin sandselige og arbejdsomme situation for kærlighed, vækst og trivsel på jord. – Læg mærke til dét, for der er andre, der tjener styrtende med penge på andre i kapital-lovgivningens navn og ligestilling jævnfør alle-andre-som-lige-for-loven. Jeg mener tjener kassen, pokkeren ved at fastholde Gud oppe i skyerne, du ved ude i det universitær-kapital-statslige univers, udenfor livets organiske, sandselige horisont.
Gud var engang leder i fornuftens udvalgte slægter, udvalgte erhverv, udvalgte traditioner, altså i visse menneskers håndhævelse deraf, men sådan er det i sandhed ikke længere og sådan har det i sandhed ikke været lige siden Vor Herres herkomst på jord, menneskelivets livserfaring af at Gud ikke kan være stillet udenfor vort livs samlede og hele ånd, men at han derimod netop betegner hele livets organiske sfære på jord. Hverken mere eller mindre. Vi lever i Guds hænder, som man siger – om vi vil eller ej, men indrømmes det hjerteligt, ja så bliver livet meget lettere og samfundet i sandhed meget rigere.
GUD ER LIVET, VÆKSTENS ORGANISKE OMGIVELSE OG HANS SØN, VOR HERRE ER MENNESKEHJERTETS DIGLIGE LIV, ORDETS ÆRLIGE HJERTE, JA JER-TILLIGE I ERNÆRENDE, BERIGENDE HÅNDTERING DERAF OG SÅVIDT RENT FAKTISK TROSKYLDIGT UDVIKLENDE VÆKST OG TRIVSEL MED EGET LIV SOM INDSATS – FORHÅBENTLIGT TIL DET BEDRE.
***
Dét, med stort fremhævet, sande faktum oppebærer Kirken i håb og det gør i særdeleshed også almindelige tro mennesker i vort land, der er oplyste i kongens ånd og navn.
Men kirken er naturligvis ikke i stand til at formidle det til videre udvikling og helbredende livsførelse, da den ikke er så abekatte lav at virke som en retshåndhævende eller lovgivende myndighed over mennesket til efterligning af intethedens stjerner ude i det universitære rum.
Kirken vil ikke befale noget somhelst, ejheller begår den sig med så ufatteligt stupide begreber som løn og straf.
Almindeligt tro mennesker i vort land er imidlertid heller ikke i stand til at formidle det til videre sandselig udvikling og livsførelse, da kapital-statens magt-lovgivende livsførelse forbyder det: Du har ingen ret, du er ikke lovlydig uden penge, uden afladshandel til børserne, bankerne og statskassen med sit folkefærds systematiske pikspilleri i ALLES teknokratiske navn. Sådan lyder romernes universitær-statslige livsforførelse og den er ond mod det ærelige danske hjerte for netop menneskelivets voksende udfoldelse og derigennem udvikling.
Må de kapital-statslige autoritetstro folke-fascister mærke, hvad det vil sige at være jøde og ligge i graven, thi da kan de måske forstå, hvad genopstandelse i sand menneskekærlighed er: At høre ordet kalde dig til liv og vigør i menneskelivet på jord.
Kirken står for en livsbevarende kyndighed i MenneskeKærlighedens sande og livgivende navn, ja den står for kendskabet til kærlighedens sande vækst og trivsel i dit og mit liv som tilhørende glæden i al vort. Den trivsel kaldes også HØJESTERET, fordi det handler om dig og mig i vort glade menneskeliv, ja om at alle mennesker til hver en tid, i al evighed er ligeværdige på deres hjerte her på jord.
– Og jeg skal ikke anbefale dig at trodse det faktum, for så kommer min kollega, Jens Langkniv op af den danske muld. Gudsketakoglov, thi ellers bliver kapital-statens hitler-kultivering bare ved og ved.
Vort sande liv i kærlighedens navn har ikke højesteret, det ER højesteret. - Alle er grundlæggende jordisk lige på livets gave, at være stillet på jord med et hjerte, der står, går og slår, ja til tider strides for den sande kærligheds ånd i vort kød, herunder også næringsvejene og det ernærende, der er godt til krop, ikke mindst maven, hvis fordøjelse jo forplanter sig opefter. Højesteret i opvoksende og oplysende adfærd handler om alt det, dig og mig i vort glade liv t ro i hjertets trivelige, arbejdsomme vækst.
Og det har iøvrigt intet at gøre med staten og dens romantiske efterligning af det i en retshåndhævende myndighed, også kaldet højesteret, dog som sådan uden tøddel af ærlig, ligeværdig menneskeforstand eller ånd gående i sin geschæft, KOLON: Den romantiske universitære kejser-stats-jura-kultiverende tradition, hvor kærligheden spejlvendes i retfærdigheden og Gud dermed ryger op og skide på skyen.
Dommerstand, I bliver pint ihjel af kærlighedens gud i Jeres egne børns hjerter. Vi behøver ikke røre en finger. Ja for vi har jo nok at gøre med at elske livet videre og rydde op efter Jeres nærmest usandsynligt ulækre livs førelse i ledelse af landet med MAGT uden hold i sandheden i kongens navn. Eller I mener måske ikke at I som sølle jurister har bekræftet idealistisk fornufts-lovgivning som ledelse af livet på dansk grund? Føj for satan stats-kundskab, var det ikke en ídé at få noget menneskekundskab i livet. - Ja det er fuldt ud legitimt at føre hagl-geværer ind i Jeres kantiner. Det er fuldt ud legitimt, sålænge I opretholder legitimitet i Justitsiass navn, ligevægtens gudinde. – Det vil personligt glæde Jens Langkniv at slagte Jeres børn, ja det er jo bare at skære løgnes pose op i Jeres fader-fornægtelse, i Jeres børns liv, så de I sandhed kan komme til at se den løgn, deres forældre har brugt livet på at bekræfte. Må satan tage Jer med 2500 års styrke, thi da bliver fårene skilt fra bukkene, da det bliver det synligt, hvem, der arbejder for samfundet og hvem der ikke gør. Og som udgangspunkt er der ingen på universitetet, der af ærligt hjerte kan sige, at de har gjort så – for de adlyder jo loven, fordi den betyder overførsels-indkomst til deres syge forskning i, hvad der forlængst er erkendt, ja i realiteten er åbenbart og umiddelbart for ethvert barn, før det vandskurers gennem folkeskolen og så videre.
– Har I overhovedet ingen evne til at forstå Jer selv som menneske på jord af slægt, kød og blod. NEJ, I har ej, thi da ville I ikke fedte rundt ude i universet med Thors hammer i hånden.
INTET, staten har intet positivt at gøre med livets udvikling i kærlighed til vækst og trivsel - fordi dens ledelses-tradition, der vel må siges at have haft en vis indflydelse på livet herhjemme, siger følgende i kødet: Sandheden findes jo ikke alligevel og jeg hører ihvertfald til de bedre og normale, for jeg er jo uddannet i gode idéers fag - eller fordi dens ledere bare siger: ingen opdager det jo alligevel, hører det ikke alligevel eller tør jo ikke sætte sig op imod den magt, JEG ER i min etablerede, vannedannende myndigheds tradition i undersåtternes sind og fortsatte bekræftelse deraf!!!.
– Farvel politikere, jurister, teologer og medicinere, øvrige universitære ledere og undervisere udi dårligdommens afsmittende samfundsvirksomhed, I helbreder intet, da I ikke har forsaget djævlens universitær-statslige gerninger. Nej, for I har aldrig gjort det, det véd I da godt!? Rens Jer og find vej med dét, kropsligt, organisk, så vi kan begynde at tale ærligt om deltagelse i livets samfund her på jord af eget kød og blod nemlig.
Adlød I flertallet som det opstod via den folkeskolede stats socialitet? Ja I må gerne rose mig for ikke at have taget 100.000 timers statslig skolegang ind i hjertet – for det skyldes jo altså ikke kirkegang! Jeg mener, så kan I måske bedre forstå ORDET endsige Job eller bare, hvad troskaben i kongens navn er, sålænge romantismen råder og ikke begraves én gang for alle, så vi kan komme til at se, sandse og virke renligt, hjerteligt åbenbart opløftende i vor samfunds-organisme.
Behøver jeg sige: Pas på, at I ikke lader Kirken med præstestyrets lovreligiøse, altså den ligeover jødisk-græsk-romerske statsmyndighed, ja altså i navn af noget andet end Jert personende navn i livets sande vækst. - Er I oplyste? Jamen så forstår I vel også godt, at den unødvendige lidelse i menneskelivet på dansk grund er bundet til den romantiske stats-tradition, der ikke gør sit arbejde i kongens navn. - Staten er underlagt kongen, fordi den skulle gøre gavn for livets slægter på jord, i sin ligeværdige udvikling til vækst og hjertelig trivsel på dansk grund - og sgu da ikke systematisk ødelægge dem via uddannelses-systemernes tog-vogne, transporterende livet i arbejdslejre.
Og jeg gentager forordet: Skal vi opretholde en løn-og-straf-kapital-stats-kultiverende myndighed, så straffen behørigt kan falde på forbryderne? Ja, jeg mener, hvad jeg siger: Undlad, træk Jer, se at komme væk og begynd at leve ligeværdigt på jord, så det kan udvikle sig på helt naturlig vis!
DOMMEN ER JO I SANDHED FALDET – SKAL VI EFFEKTUERE DEN?
Ja svarer jeg, men ikke som korsriddere eller riddere af dannebrog. Staten er død i sin lovreligiøse virksomhed og nu kommer vi alle sammen som vor herres hjerte i protest ovenpå mange generationers oplevelser med, at det ikke er værd at leve på jord, når kapital-staten, systemet, forhindrer eller ligefrem knækker livets egen tillid og tro på voksende erfaringer til udfoldelse ved at regelrette det i henhold til kapitalens teknologi og teknokrati – fremfor organisk åndende vækst. SATAN TAGE HVER OG ÉN PÅ UNIVERSITETET, fordi den kultur fører samfundet lige lukt i helvede som tilfældet er. Fjern de bygninger og staten med, ja det er ikke en trussel, det er bare en konstatering af, hvad der skal til, såfremt der skal gives kærlig, forstandig, kreativ begavelse i menneskelivet på jord, på dansk grund.
Sådan er vi i sandhed oplyste, men mange, mange, mennesker, der ikke har hørt efter, de bukker under i alskens sygdomme - altimens kapital-statens fedtede håndlangere, ja de peger jo fingre, placerer ansvar, belønner og straffer i selvgodhedens, selv-retfærdige navn, så det lyder som om, at de tager sig af det, fordi de sandelig så har hørt efter!!! Det har de nok også, men er det ikke i autoritets-troens navn, den hvor man lige selv finder en god plads med det hele in ordnung, for så dernæst at være noget så hjælpsom med at fortælle, hvordan vi alle sammen får det selv-retfærdigt godt!!! - Vi passer børnene, de gamle, sørger for sygehuse til Jer og forkynder livets ord, la, la, la.
Konsekvensen er, at det bare fortsætter, bliver grusommere og grusommere. Og Glistrup, ja den slags, der troligt adlyder og påpeger statens storhedsvanvittige virksomhed i sigte for den fortsatte menneskelige ligeværdige udvikling af livet på jord, ja dem putter vi belejligt i fængsel. Dommen er faldet, protesten står i kødet og der kan den ikke blive stående.
Så hvad vil I pæne borgerskab, fodboldspillere, kapital-dyrkere og lovreligiøse fanatikere produceret i Justitsias, naturvidenskabelige, matematisk ligestillende vold – hvad vil I gnat-nakker, der har påtaget sig ledelse i statens romerske kejserige. Er i personende ansvarlige for Jeres oplysende bekræftelse af levebrødet i sin vækst til udviklende livsførelse? – Eller er I kun til: Længe leve Egon Olsen!!!
Konsekvensen.
Nogen går på barrikaderne, andre adlyder ved at føre livet i en anden retning, prøver at finde ned til jorden, igen, økologisk, friland, kristiania, mv. – og det har været sådan siden 70’erne, hvor man på sin vis hørte, at det ikke kunne gå at leve ifølge en universitær-statslig politisk idealisme, en gammel grusom indbildt teori-bygning sat i værk som samfundspraksis, stats-funktionalisme. Og længere tilbage: Storm P. der på sin måde gav udtryk for hvilke skikkelser i livet på jord, der fortsat var tro mod sandheden og hvem, der blev dummere og dummere, Kontoriusser. - Og Søren Ryge med sin have og oplysningsvirksomhed om netop livet vidt og bredt, som han hørte det og forstod sin hjertepligt i forhold til romerrigets fortsatte henrettelse af den i statens tjeneste: Selv svinet skulle nummereres i hoved og røv, så vi kunne have styr på dets smitte-bærende livsførelse... Hvad tror I Villy Sørensen troligt begræd i sit livs melankoli, men for at vise, at der var nogen, der i sand kongetro bar skylden i forsøget på at rense danske slægter for den vold den romantiske stats-mentalitet opretholder i livet, ja ligefrem dyrker i kødet på børnene, også på dansk grund?
Altsammen udtryk for, at dommen er faldet og at nogen har forsøgt at effektuere den godmodigt, omend i protest med eget liv som indsats, måske endda som forkert offer – men tag ikke fejl af budet, tag ikke fejl af sandseligheden som ærlig menneskeliv, der lige netop gør, hvad det gør i sigte for Kærlighedens beståen på jord, som teten, omdrejningspunktet at udvikle os af og i henhold til. De gav af deres livserfaring, fordi de kunne sandse at mennesket ikke var på plads i hjertet og ikke ville kunne komme det via satans kapital-statslige riges klamme, klamme hånd omkring vort hjerte.
Det gør jeg også, for vi skal jo have alle med og dermed mener jeg: Væksten i Stammen. Livets under, livets træ, livets rødder, livets energi-kilde til os i menneskelivet. - Jeg passer ikke min køkkenhave, nej ikke endnu, jeg tager mig bare af hundene, ja på åbenbar vis. Jeg tager mig åbenbaret af den uoplyste leder-skare, der fortsætter med at gå mod magten og oplære resten af befolkningen i det selvsamme hundeliv. MIT LIV VILLE I SANDHED HAVE SET ANDERLEDES UD PÅ HELT NATURLIG VIS, SÅFREMT JEG IKKE AF HJERTE FOR MENNESKELIVET HAVDE SKULLET OPLYSE VOKSNE MENNESKER OM DERES TOTALE FEJLTAGELSE AF LIVET, dvs. HVAD DE I DERES AUTORITETSTRO HAR EFTERLEVET SOM ORDEN OG FORTSAT NEDARVER I DEN ROMANTISKE FORNUFTSTRO.
– Ik osse Israelsen i ledelse af Post Danmark! Du bærer personligt ansvaret for mindst 25000 medarbejderes underlæggelse af systematisk livsfornægtelse: SELVBÆRENDE TEAMS. Er de af kød og blod om jeg må spørge, har de navne, har de krop, er de menneskeliv eller er de funktioner af en management-teori, der håndhæves overfor ufaglært arbejdskraft med ryggen mod muren, fordi emailen har sagt, hvad der skal til ifølge de røde tal på bundlinien? Ja I indlærer da vel for fanden ikke medarbejdere til at følge fire værdier: Troværdig, Loyal, Forandringsparat, Værdiskabende – i velklædte uniformer og sagde du, tavshedspligt!!!?
I bryster Jer vel ikke af at være i hovedkvarter af den Kongelige Posts bygning, uden at være ham bekendt i det Oplysende Livs Samfundsudviklende navn? Hvor mange familier i menneskelivets slægter har du på samvittigheden, ja for du står til ansvar i al evighed, Hund. Ja om du er af jødisk paranoid herkomst eller ej, som hele den kristnede vestlige verden jo altså også er, ja det er jeg fuldstændig ligeglad med, da jeg véd, at du også bare er et menneske, så: Hvordan har du det? - Er der koldt på toppen, fordi du ikke kan tåle varmen, der kommer nedefra af væksten sande under? Er den varme et onde, der skal administreres, siger du? - Du står til ansvar i al evighed, husk det nu, for ser du, dine undersåtter med deres familier skal have lejlighed til at forstå, hvilken ånd og ledelse, de er præget af, så din livsforsagelse ikke går i arv i børnenes kød til håbløst slid for livets efterkommere. Og nej, du kan ikke gøre skaden god igen, du kan bære dit skyldige liv og bede om forladelse for dets onde. – Og nej, det foregår ikke hos andre, der siger: du er tilgivet, thi den magt er de ikke givet eller rettere sagt, den er de kun givet i sand som ærlig vækst og adlydelse deraf. Farvel, jeg mener vær kærlig og begynd at forstå, hvad ledelse er – ja er du ikke gammel nok til det, om jeg må spørge?
Det er på dansk grund kun præster i luthersk forstand, det vil sige AL-MINDE-LIGE VÆRDIGE MENNESKER af Det Oplysende Samfunds ytringsfrie kongelige navn, der hører sandheden ærligt i levende live og almindeligt glædes-udviklende ånd i kraft af eget tro hjerte. Ja det vil sige i kraft af: ORDET, hjertepligten af levende liv i slægtens kultur, ja i kraft af livets egen vækst. Og nej, den er fandme ikke kapital-økonomisk funderet i romantikerens psykopatiske sind, nedarvet som det er via den juridiske, romersk prægede mønts statskultur. Værdsætter danskerne måske ikke kongens mønt, kronen, der således er underlagt den kongelige oplyste forstands brug i sigte derfor, ja altså: Gud bevare Danmark? Dét er ledelsen.
Danskernes Konge er menneskelivet på jord i ganske og aldeles overenstemmelse, ja identisk med danske slægter, altså slægter på dansk grund. Det er væksten i stammen, der vokser og favner liver under sig, uanset etnisk herkomst – men ikke uagtet utro, total ligegyldig universitær statsvirksomhed, det der giver anledning til både amerikanske democrats og republicans eller på dansk evindelig politisk misforståelse i højre- og venstrefløj, der begge er lejre i Justitsias romantiske politiske fornuft-stats vold. - Kongehuset er et levende symbol på oplysende ledelse og dannelse i egenskab, nej, i faktisk slægts-kød og blod, der adlyder Kærligheden i menneskelivet på jord. Og se det er forskellen på et romantisk kejserrige med alle sine gode idéer om alt og alle – og så det egentlige, forstandigt sande samfundsliv på jord, her på dansk grund. Det er derfor også forskellen på romersk præget mønt, ligegyldig begærlig kapital – og så kronen.
Kronen er ikke romersk præget mønt med afbildning af en romersk kejser, der ønsker magt over sit område og gennem krige udvide det, ekspandere. Nej, det er landets konge, dronningen, Deres Majestæt, Margrethe, der som mor for sine børn, moderlandet, modersmålet i oplysning af menneskekærligheden: Faderens, Sønnens og Helligåndens navn er danske slægters stamtavle. Kronen indgår i handlen mellem os i det lys. Og det er ikke nationalisme eller royalisme mere end det er kapitalisme, nej det handler om kongens haver og hjertets sale, nærings-vilkåret på dansk grund. Det handler om at penge-handel er bundet til det Oplysende Samfunds ende, altså udviklingen af livets samfund, livets slægter i glædens vækst og trivsel i udfoldende forstand. – Forstår I dét, socialdemokrater, universitære fornuftspampere, politikere og ikke mindst Jer sataner: Dommerstanden. Hør jeg hader Jer ikke, det er bare Jer, der aldrig har elsket sandheden. Og så skal I fandme ikke stå og undervise børn eller lede en samfunds-virksom. Føj.
Videre kan man derfor ganske tydeligt se, hvilke virksomheder, der i deres håndtering af penge adlyder livets konge, vækst og trivsel på dansk grund. Og det er fandme ikke Jer, folkeskolede stats-ansatte, for I er jo nemlig ligeglade med, hvad pengene hedder, hvor de kommer fra og således går til, når bare de er der! - Naturligvis elsker jeg også Jer, men det er altså nødt til at høre op, såfremt der skal kunne foregå sand undervisning i menneskelivets udviklings-sigte på dansk grund. - Det er naturligvis heller ikke kapital-branchen, dem, der tjener penge på penge. De er også direkte onde, ja de har sådan set aldrig levet i et dansk menneskeliv, for så ville man da ikke opføre sig sådan med kronerne, medmenneskers penge, der som rets-fascismen så vil det er betingelsen for mad og bolig.
I fornuftsstatens teknologisk-teknokratiske voldtag, grundlovs-teorien blev det så uheldigvis indforstået, at man er af slægt i menneskeslægten som om det var givet på forhånd uden hjertelig indrømmelse, ja som om det var en fornuftens guddommelig selv-følgelighed, der var ligegyldig, fordi vi nu alle sammen var ens, for at teorien, alle-er-lige-for-loven kunne gå op.
Ligeledes blev dermed således også indforstået, at man ikke skulle blive til noget i kraft af livets egen vækstgave og vækst-omgivelse som også opgave i forstandigt forsyn deraf – det havde den guddommelige fornuft jo taget højde for i sin perfekte funktions-dygtige statsbygning, ikke sandt!!! Vi er alle sammen lige individer i den rette vinkel som funktion af den matematiske universitære stat: Alt-og-alle-er-lige-for-loven, bla, bla, bla. - og bla., fordi vi jo fortsat kun er ligeværdige i kraft af vort hjertetro kød som menneske af slægten på jord i forstandigt levende forsyn deraf. I år nul, nu og her i livet med de kræfter, der er til rådighed for at lade samfundet genopstå og udvikle sig i sand overensstemmelse med menneskelivets sandselige eget, hjertegode kød i arbejdet med livets organiske vækstvilkår, vort liv og fødekilde på jord. Og ikke i reference til noget somhelst andet. - Det skulle da lige være i en hjertelig tak til Deres Majestæt, for at holde fast, ikke mindst din forfader, der underskrev grundloven i luthersk sigte for, at ethvert menneske på dansk grund var givet frihed til at adlyde hjertets ytringspligt – ikke mindst for at slippe af med den klamme embedsstand og bedsteborgerlige købmandsstand, der på romantisk vis så gerne ville være konge, fremfor at glæde sig over hans herkomst i Vort liv.
Det er kun sådanne præster, der gør det, undlader at lægge navn til statens virksomhed. – Er i ledere? Nej vel, men er I klar over dét? Er i kyndige i højesterets navn, ja altså det hjerteligt sande i egen personlig skikkelse ligeværdigt, som helt almindeligt menneske? Så vi kan komme igang med at bygge op, ja bygge op i åndelig forstand, oplyse vor forstand, så den gennem livsførelse kan udvikle sig sandfærdig, ærlig i menneskelivet. Og ikke i forstillende universitær fornuft. Vi er jo nødt til at have vort kød med.
Målestokken, sandsen sålænge I lever i den universitære baggrund, ja det er organisk menneskevarme som almindeligt sandt og ærligt menneske i kulturen med sit tro fædrende ophav. Det er forløsningens varme og den adlyder I fra nu af. - I er lærlinge, drengerøve, thi I kan ikke gøre jeres universitære vækst om, kun rense Jer af den. Jeg skal nok fortælle noget mere om det. Og nej, det er ikke en hån, det er næstekærlig troskab mod den danske befolkning, der så uheldigvis er blevet smadret af den romantiske universitære stats-virksomhed - far vel og på gensyn, præster, kend Jeres plads i kongens navn, så vi kan udvikle samfundet i hans hellige ånd, vækstens og dermed give ilt til vor kære dronning, menneskelivets vækst-stamme på dansk grund.
Så skal I bare se, så rejser livets træ sig op indefra til glædens sande kundskab udefter – og der bliver ikke et øje tørt, for vi er stadigvæk sammen. Da indrømmes ethvert liv på sit sande gode. Svup, sådan lader livets træ idealismens blade, de falske forgreninger, de falske netværk falde til jorden i al evighed. Kort sagt: Den romantiske kapital-stats-kultur bliver da tvunget væk af egetræets vækst indefra. Vækstens stamme er urørlig, da den er underets næringsgivende rødder til opløftelse og udfoldelse af vort samfund, livets eget.
***
Ordet har ikke været hørt på sit udviklingsgode, sit sande kropslige vækstgode i 160 år – måske endda 2008 - fordi det er foregået i den romantiske akademiske kapital-statslige tradition og ikke i kongens navn på dansk grund. Det er ikke foregået i slægten, det er ikke indrømmet i vort menneskeliv som den hjertelige udviklingsfaktor vi herligt er af hjerte – og da gives ingen ærlig ytringsfrihed i positiv, opløftende menneskeforstand. Det er foregået i sindet og ikke i kødet. (Det forklarer sig i næste kapitel).
Danmarkshistorien er ikke en fornuftshistorie, det er livshistorier, levende liv, der gennem deres liv har skreget på at blive hørt på den sande kærlighed – og sikkert også teet sig fuldstændigt åndssvag for det. Ja ligefrem arbejdet sig ihjel i falsk troskab. Men altså sammenfaldet, ordets identitet, den er i kongelig overenstemmelse på dansk grund. Den er undervejs med sin undfangelse i bred forstand som et sandt vi i samhørighed, takket være dem, der har hørt hjertet ordret efter op gennem historien, fra slægt til slægt.
Vi er vor slægt, vore slægter er oplyste i kongens navn, det vil sige, at vi er stillet i kravet om at vokse i lærerig, glædelig indrømmelse af sand menneske-kærlighed som det eviggyldigt vejledende. Ja almindelig vis betyder det, at vi skal adlyde vore forældre, ikke mindst faderen, dog ikke på bekostning af eget hjerte, personligheds-udviklingen som menneske, der skal til, for at menneske-samfundet fortsat kan udvikle sig. Mennesket er skrøbeligt, fordi det er adgangen til sandheden i vækst, sandseligheden på hjertet, der er så vigtig. Det kan ikke nytte noget, at man ikke vokser som menneske af kærlighed i personlig forstand – for da kan man ikke klare den, såfremt man skulle miste sine forældre eller andre man kanske har hængt hatten på. Og da bliver livet en belastning. Der er glæde hele livet igennem, såfremt barnet ikke stikkes ihjel af den romerske hær i 1-2 års alderen og 10-20 år frem.
Kan I høre? Det er utroskab, der er årsag til statens livsfornægtende virksomhed og alle sygdommene på dansk grund. Mange hænger hatten på den, idag og med god grund, dvs. generationer efter generationers kamp med at skulle underlægge sig løgnens virksomhed, fordi forældrene er blevet tvunget til at adlyde den rets-fascistiske ledelse, soldateri i kapital-statens uendelige vækst-utopi, der intet udvikler. Ja fordi vi aldrig har været oplyste i helbredende forstandig livsførelse og da kan mennesket ikke høre, hvornår det skal undlade fristelsen. Det er utroskab, der er årsagen til alverdens elendigheder i miljøet, omgivelse, hvorfra de blandt andet også går i kødet på børnene.
Dronningen, Deres Majestæt er ikke bare præst som enhver anden er givet pligt til at adlyde sit hjertes bud som ærligt godt menneske og erfarende vokse deraf – hun er også stammen, ordets stemme, nøjagtigt placeret midt i vort samfund, altså menneskelivets samfunds-organisme på dansk grund. Når dronningen derfor kalder på os, så er det ordet i menneskelivet på dansk grund, der kalder. Ja når det kommer dertil, at hun må gøre det, og hun gør det meget for tiden, med angst og bæven for at blive slagtet af kapital-statens romantiske ludere, for de skyr jo ingen midler – men hun kan altså om nogen sandse, hvad der sker i dansk liv som helhed, samler hun sig om det. Når der kaldes, så er det udtryk for, at hele den danske samfunds-organisme som menneskelivet af kød og blod kalder på sand Kærlighed: Samhørigheden som menneskeliv på jord: Gud i vold – omkring hjertets borg. Det er en bøn, når hun taler og kalder og den kan ikke overhøres af mennesker, der er tro mod menneskelivets slægter på dansk grund.
Det er menneskelivets værdige vækst-midte, der da har talt og kaldet på vor INDRØMMELSE i hjertevarmens under. Vor kære dronning er ikke over os, hun er under os. Derfor er det også, at jo mere hun trykkes, foragtes af fornuftens republikanere, de statsansattes storhedsvanvittige foretagende udi alle-er-lige-for-loven-idealismen, des mere bliver hele den danske befolkning trykket i livets hjertekød, jo længere ned i historien bliver vi trykket – og jo længere op bliver der igen, ja des grusommere bliver det. Ikke sandt, Jens Langkniv?
Det er øvrigt sådan ordet/hjertet adlydes som underets kald: kom ned til varmen, kom ned på jorden, kom ned i kroppen, kom ned i kropsvarmt vigør og arbejde med livets organiske vækst, så du deraf kan opstå og opføre dig som ligeværdigt menneske på jord. Og sådan er undervisningens sande vækstkilde og vækstsfære til opløftelse, oplysning af livet i sin hjertelig sande udvikling.
SÅ JEG SPØRGER IGEN universitære fornufts-pampere, rets-fascister, statsansatte, gymnasie-lærere, folkeskole-lærere, bankfolk, børsverden og så videre. Skal vi opretholde en løn-og-straf-kapital-stats-kultivering, en korrekt-og-forkert-opgave-løsning - og indkredse de sande forbrydere, der ikke vil høre efter, ikke vil adlyde, men netop selv i hele deres livs vold overtræder den eneste ene anstændige sande ligeværdige samfundsudvikling i samhørighed, der kan give os udviklingspotentialet i sandselig glad og virksom livsførelse. Skal vi dét og så fremdeles finde en passende straf for deres usle liv i et rod af overførsels-indkomster på kryds og tværs. Skal vi det? - Hvem er det lige, der skal bøde for den systematiske nedarvning af løgnens fornufts-sind i kødet på børnene. Hjernevaskeriet. Hvem er det, der taler om civil ulydighed uden at fatte en brik om adlydelse af menneskelivet på dansk grund, fordi de lever på overførsels-indkomst og således jo må høre til samfundets ledelse, altså er på den gode side, ikke sandt!!!
Kom så hjertelige vatpikke rundt omkring i kapital-statens ledelser og universitære systemer. Kom så. – Jens Langkniv er ikke langt væk og han siger, at det er ganske let med få ærlige midler at skære løgnens pose op I Jeres børn, så de kan komme til at se, hvad deres forældre har gjort mod andre menneskers liv via deres arbejdsliv, ja simpelthen forbrugt det, simpelthen betvunget det sande hjertes vækst ud af livets samfund, til fordel for en systematiske verden, der virker på den og på den og på den og på den teoretiske måde i henhold til loven på området...!!! Sørger I selv for at lukke universiteterne eller véd I ikke, hvordan I selv gør dét?
Ja, I skal bruge menneskehjertet til det, så I skal nok ned og have fat fra før I kom i skole.
SKRIFTEN
Ordet er ikke skriften. Skriften er lydtegn, vi hører ordet og så har vi haft brug for at identificere det vi hørte eller det vi hører. Vokalerne er udtrykslyde, av, øv, uh, æh og så videre – konsonanterne er kantning af lydene. De giver retning: Kærlighedens K er en rank ryg med to åbne arme til beskyttelse af æreligheden.
Havde æreligheden ikke et K til at stå for, ja så ville verden falde den i ryggen. Sådan er forstand og uden det kan ingen begyndelse finde sted – ja så ville livet sejle rundt på åbne have uden rygvind i sejlet – så ville ungerne ikke kunne die under moderens bug, så ville der ingen barm være, ingen favn, ingen havn.
Der er for og bag på menneskets krop, der er en forside og en bagside. Det har intet at gøre med papir, men vi taler om sider – hun var da meget pæn bagfra! Ja der er både en forside og en bagside af medaljen. Der er mange sider, men de indgår altid i et hele. Ligeledes er det med skriftsproget.
I det øjeblik vi begyndte at fastholde det vi hørte med bog-staver, pinde, ja med tegn, så fik ordet, lyden i vor hals omkring stemmebåndet en anden betydning. Det hørte, der førhen blev talt eller udtrykt, ja det var en bevægelse, en reaktion på noget – moderen kalder på sin unge og ungen kommer, den adlyder. Det var altid et direkte bud, der i hørelse af det førte til adlydelse hos lige netop dem, det vedrørte. Sådan er det stadigvæk.
Med skriftens herkomst BEGYNDTE VI AT SE AF DET, VI HØRTE. I det hele taget er vor fysik sådan, at vi slet ikke er opdelt, vi sandser i et nu, i et hele. Vi er ikke givet et instrument, der hedder øre til at høre – eller en næse, der kan lugte og give en næse. Det er ikke instrumenter, vi tager i anvendelse, de er alle, alle vore sandser, som vi kalder dem, de er knyttet til en og samme krop, samme liv i et stort hele i al evighed. Under et hedder vor sandselighed: Forstand. I god forstand betegner forstanden således menneskelivets gode erfaringer med livet på jord. Og de er både nedarvede samt i en vis udstrækning, af samme grund, opretholdt via visse institutioner eller skal vi sige opretholdt via hjertelig almindelige måder at tænke og tage vare på livet i sit levende.
Skriften sammenblander både det lydmæssige, indfanger det lydmæssige og gør det synligt. Lyd og sigte falder sammen i skriften, det kan ikke skilles ad. Og dog, så er skriften fuldstændig tavs og den svarer ikke igen. Skriften behøver derfor en læser for at blive hørt på sit sigte. – Det er naturligvis her også foregrebet, hvorfor at skriftlighedens kultur er uansvarlig.
Ordet derimod, ja det er det oprindelige – det er hørelsen i menneskekroppen. O er rundt, det er kloden, det er udtrykket for helhed: O r det. Helheden er der. Og hedder man noget helt almindeligt med J som Jens, i sit land, ja så er ordet naturligvis også Jordet. - Dét, når vi siger DET, ja så kan man kun forstå, hvad der tales om i samhørighed af DET. Og den samhørighed er udtryk for hørelsen af ordet, helheden, man i livets faktiske situation befinder sig i.
Videre kan man også sige, at ordets hørelse er fysisk betonet af menneskekroppen. Vi har forskellige stemmer, men vi kan stadigvæk høre, når et menneske lider eller det er glad eller begge dele. Det er kroppens hele, der hører, det er ikke ørerne. Ørerne er kun til for det pludselige – eller man kan sige ørerne er naturligvis også koblet til hørelsen, men ikke mere end synet og da slet ikke mere end selve kroppen, det man så typisk afstumpet vesterlandsk degraderende kalder føle-sansen. For min krop er sgu ikke en følesans, den har et navn og en historie, det er mit liv.
At være i hørelse af ordet, ja det er at være i hørelse af sin krop, hvis center er hjertet. Det skal man adlyde ellers kommer man galt afsted og kan meget let dø, leve sig syg, bare fordi man ikke hører efter sit hjerte. Sådan er kristendommen, det handler om at være i hørelse af livets krop og adlyde den som højesteret – og det skal I altså ikke spørge de medicinske hundelæger om, for han/hun adlyder ikke ordet og har derfor ikke forstand på helbredelse gennem sund livsførelse. Det har de lært på universitetet, at de ikke skulle have. Det sælger iøvrigt heller ikke særligt meget medicin over sygesikringen. Ja deres hovedærinde er blevet at sikre sygdom og holde gang i medicinal-industrien. Men det kan de jo ikke tro!
***
Ordet er ikke skriften, nej ordet er kødet, hørelsen af dit livs menneskekrop – og som læser er det min krop, du hører i lyden af dit åndedræts omsætning af synet til hørelse af vort sigte, det bekræftende sande. Men skriftsproget, der nedstammer fra pegefingre og fagter, ja det begynder så at efterligne de genstande vi ser og hvordan vi hører dem. Ordet går i stykker og mennesket falder i staver.
Hvad sker der?
Det lykkedes os ved skriftens hjælp at få retning. Vi udviklede en hukommelse, et efterlignende sprog. Vi tegnede os frem og K blev således en ryg med to åbne arme. Vi lagrede noget om, hvordan det var at være til som det menneskeabe-væsen vi var på jord. Vi kom til at se konturerne i landskabet, der skulle fortolkes som vejr og vind, godt fangstvejr – og genstandene, der pejlede os i den fortolkning, den livsnødvendige sandsning. Vi oplevede det, det oplyste os. Vi tegnede det og det betyder i det mindste at vi tog synet og lydene i hånden.
Vi skulle have tingene i hånden, for at kunne lægge det fra os eller for at kunne mindes det, genkende det. Børnene skulle lære de rette fagter og tegn på jagtmarken – og der skulle sikkert også forberedelse til, da samhørigheden var helt afgørende for den gode jagt. Sådan voksede det videre, der opstod et sindelag, der var skikket til at være på forhånd, på forkant med de følgende begivenheders gang.
Hørelsen er kropslig, vi hører med kroppen, kroppen er vores værdi-felt nummer et – VI SKAL MÆRKE, HVAD NOGET ER VÆRD OG DET ER HÆNDERNE, DER GØR DET. Vi tegnede os frem og fik erfaringer med tegnets foregribende billedeværdi, streger i sandet, landkort. Fastsættelse af værdi, værdimæssige målestokke eller retninger, opstår deraf – metaller, ædelmetaller, guld, penge. Vi er føle-væsener, vi er sandselige, vi er opmærksomme.
Sådan fortsætter det bare og sådan er det fortsat lige siden, der tegnes og regeres, der peges og bruges fagter. Der er ingen stopklods på det – virkeligheden begynder at kommunikere med sig selv i alle sine tegn og retninger, omgivelsen aftegnes og tegningen bliver gældende som fortolkningen af omgivelsen.
Sådan kender vi LOVEN i samfunds-historie.
Loven kommer ind i billedet som forsøg på at stoppe helvedet i samfundet, den tillægges værdi som hovedretning med magt på baggrund af grusomheder, desorientering af livets sigte med døden tilfølge, for nogen, mange nok.- Tegnsætningen, tegneriet gælder ikke bare jagtmarkens orientering, nej den overlegne vækst, det foregribende gode, som tegnbrug optræner mennesket til – ja det fører i første omgang til vækst og orientering, vækst i samfund, vækst i befolkninger, byer – men dernæst begynder vanskelighederne at melde sig. Tegnet bliver nu brugt på mennesket og det er ikke givet, hvad sigtet er. Man kan sige, at jagtmarken forsvinder, da den bliver befolket. Sådan er det i Europa med sin befolknings-tæthed. Jagtmarken forsvinder og skellet mellem menneske og dyret, der skal nedlægges bliver forplumret. Der opstår mennesker, der ikke kan bevare eller opretholde skellet og derfor begynder at bruge andre mennesker som dyr, slaver. Ja vi kender det også herhjemme i form af arbejdskraft – et ord, der tillader svin at udnytte andre menneskers livskraft til egen rige endemål.
Men derfor kommer loven, der er et klart udtryk for skriftkultur, der ønskede at give eller opretholde en hovedretning, som alle underlagt dens område skulle rette sig efter. Alle der kendte lovens tegn, dens fagter og regeren, dens udsendinge, ja dens ånd blev på den ganske uhensigtsmæssige måde klar over, at her var noget, man ikke skulle spøge med. Thi sådan opstod overtro.
Det er aldrig gået godt. Fordi loven kun kan håndhæves med magt, ja fordi loven som tegning over området ikke er levende – og ikke rigtigt har kendt sit sigte, bortset fra ønsket om ordnede forhold, overlevelse, fremfor tyranisk, kejserligt blodbad, hvor folk render og slår hinanden ihjel. Det var ikke klart for de mange, hvad lovens tegn stod for – og derfor førte den til overtro, noget der sker, når for eksempel et uskyldigt menneske bliver dømt, ja måske slagtet, fordi det uforvarende er kommet til at bruge lovens stenstavlerne som fodtrin i sit nye hus. Ja der passede de da fint.
Nu er vi fremme i oldtiden. Det græske samfund, Athen, derfra har vi lært vanskeligheden at kende i vor kultur-kreds, som man så fint siger: Europa. Det bliver klart i bysamfunds opståen, at der nok kan være brug for lov og retning – men også at det undertrykker tegn-dannelsens erfaringsgivende levende udvikling, som den altså foregår hos ethvert levende menneske, der jo på en eller anden måde skal klare sig på jagtmarken. - Der er nogen, der ikke får lejlighed til at leve på forhånd, på forkant med udviklingen i området, ikke oplæres i tegnbruget og så kan de ikke følge med, så er de uforberedte og så bliver de taget med bukserne nede af dem, der i lovens døde billede er godt igang med at leve på forhånd og nu altså må dømme dem, der ikke følger med, ikke adlyder loven. - Det er simpelt, vi kender det herhjemme, hvis man ikke har hørt en ny lovs komme, ja så kan man træffe at få besøg af en mand med pistol i bæltet. Eller få et skattesmæk, ja det kører jo automatisk idag, så det er computer-teknologien, der bestemmer, hvad du skal svare i skat – de statsansatte adlyder jo lovens teknokrati og derfor er det sådan.
Derfor, i oldtiden, opstår politikken og filosofien. Filosofien går en anden vej end politikken, men det er til samme endemål: By-staten, den politisk stat med en levedygtig lovgivning, der følger med udviklingen, livets egen som den er, konstant i vækst på forskellig vis. SIGTET, hvad er sigtet, det spørgsmål giver anledning til filosofferne, der er de første egentlige teologer på europæisk grund – ja det springer ud af livets egen kreativitet. Tegndannelsen, der er gået forud for viser, hvordan mennesket er vokset i bevidsthed, som man så grimt kan udtrykkke det. Det betyder bare at mennesket udvikler sine sandser for den helhed, den omgivelse dets liv skal KLARE sig i.
Man opdager, at vort livsnødvendige sandselige sigte, ja det man har brugt hidtil til at ramme dyret på jagtmarken og skaffe sig føden sammen med andre – det bliver ødelagt, det forsvinder ud af det levende i det øjeblik en tegning gøres til lov i hænderne på udvalgte. Og så dør der altså mennesker, man opdager en sammehæng mellem dét – man opdager at mennesket kan blive FORFØRT, FORLEDT, LEDT I FRISTELSE. Mennesket er i udgangspunktet klar over sin samhørighed, det er naturligt. Men den måde, som det udvikler sig på med skriftens kultur, tegnets, i lovbrug – institution, magt – ja da vendes loven, da den er en forholdsvis fast tegning, da vendes dens egentlige sigte imod visse mennesker i samfundet. Prøv at høre følgende: Alt hvad du siger, kan og VIL blive brugt IMOD dig. En sådan grusom principiel, forstokket, fordømmende og livsfornægtende sandhed er stadigvæk gældende åndsmagt grundet de i denne tekst udskældte kulturer.
Skriften er en genstand, men det er måske en særlig genstand, fordi den handler om vort indre. Det gjorde vasemalerierne også, det gjorde pyramiderne også, men med skriften, da kommer det tæt på, fordi det er udtryk for vores fysik i arbejde og overlevelse. Hænder, stemme, lyde, landskab, orientering. Ikke desto mindre er skriften en genstand, den er tavs, den er død – eller den er i det mindste kun et øjebliks-billede.
Ligeledes er Loven en genstand. Der bruges et materiale til at tegne med og til at tegne på. Og det snyder, for deraf objektivitetens utopier i vesterlandsk kultur, ja idiotien i at følge love og regler. Deraf kommer ondskaben, idealismens identitets-dannelse i mennesket. Og derfor kommer Jesus sidenhen og fortæller at ordet er kød, menneskelivet er godt, det er givet retning i sin ånd og vækst – det er organisk levende og ikke ondt som sådan.
Så hvad skete der?
Ja der skete det, at tegnet blev ladet med magt via lovens idé, der altid har gået ud på, at alle på en eller anden måde skal være her. Læg mærke til dét, for forud for skriften og loven, der er samhørigheden indsforstået. Platon, ham der skrev bogen staten - ja I lever altså i vid udstrækning i en gammel bog, statsborgere – han forsøgte fra sin kant at gøre opmærksom på sigtet i loven, han forsøgte at etablere udvikling via uddannelse, så loven, staten kunne fødes og ikke blive et fast billede gjort gældende over området med magt. Det godes idé kaldte han det sigte. Der var mennesker, der skulle uddannes til at holde lovens billede, lovens landkort over området levende – de skulle trænes i indsigt, i sands for samfundets essens, dets gode, dets gode ånd, dets gode udviklingsretning og virke vejledende dermed. Det lykkedes ikke, fordi han var sur, men sådan er koblingen mellem stat og universitet den dag i dag. Den akademiske stat var en praktisk idé, dvs. en teoretisk drøm om et samfund, der via uddannede, indsigts-optrænede mennesker kunne vejlede de hårde hunde i lovgivningen, der blev gjort gældende over alt og alle, da
Lovbegrebet er sådan i al sin universitære grusomhed.
Fremfor at orientere, bekræfte et samhørigt sigte, så blev skriften via loven ladet med magtmisbrug og blodbad. Skriftligheden blev grusom. Den, der kunne føre skriften, håndtere og formulere tegnene, ordene kunne ikke undværes. – Vanskeligheden var bare, som platon og de drenge var inde på det, at ingen formulering, ingen lovmæssighed kunne bruges til noget, såfremt den ikke var SAND. Den skulle kunne sandses, virke opløftende, tillidsvækkende, oplysende. - Den skulle være i overenstemmelse med det samfund, den blev gjort gældende i, for at kunne udvikle, vejlede samfundet i retning af noget bedre gennem den kødelige indforståethed, som jo altså var tegnbrugets oprindelige sindelag i for eksempel forbindelse med jagten, jagtmarken. – Ja på landet, i arbejde med maskiner eller ail-beholder, skal man jo altså stadigvæk kunne adlyde tegnene og fagterne, for at tingene ikke går galt. - En retning, der ikke kostede blod og dødsdomme. Den skulle have en levende praksis. Identitet: Loven skulle være identisk med det essentielle gode i menneskers liv. Og det begynder de så på at indkredse i oldtiden, Aristoteles koncentrerer en hel masse om venskab, etik, livsførelse, med videre. (Lad vær med at læse det!)
Det, der derfor sker i den oldtid vore institutioner er fra, ja det er, at skriften bliver taget fra magten og ført tilbage til en virksomhed, der handler om at tegne, for at give oplevelse og oplysning. Man drømte om, at få det til at hænge sammen, så lovens misbrug af skriften, dens negative ladning af den med magt – og derved disciplinering af liv til at være i magt – på en eller anden måde kunne komme til at være oplysende, vejledende.
Lige siden har stats-kultur været et spændingsfelt mellem videnskab og politik. Ja man har sågar forsøgt at uddanne mennesker til at holde det spændingsfelt sammen – det var den såkaldte sorte skole og den fungerer jo i bedste velgående den dag i dag.
Det kan ikke lade sig gøre. Ikke uden sandheden og den indrømmes først som sidst i år nul – og netop som en følgevirkning af de græske-romerske institutioners mislykkede samfund. Jesus rykker det helt tilbage, han jorder sandheden i sin vækst, i kroppen, i levebrødet. Skriften bliver en genstand, et arbejdsredskab efter år nul. Og i den sande, som hellige ånd, der forkyndes af ham og som ikke har nogetsomhelst med skrift at gøre, ja da ophører lovens gyldighed, da der er ikke brug for den, når mennesket elsker sandt, er i stand til at bekræfte livets eget samfundssigte med menneskelivet på jord i krop og ånd. – Den ånd styrter romerriget.
Loven er før videnskaben. Skriftens tegn bruges først til lov-tavler. Men da loven er ladet med besættende magt, fordi den kun er en storslået tegning, der videre hos den, der stirrer sig blind på den, ja forelsker sig i den bliver grusom i sin håndhævelse over området, over alt, ja gennem sådannes romantisk forelskedes livsførelse – det er stats-idealismens syge karaktér-træk, som dens virksomheder nedarver det – men så bliver videnskaben også formidler af den blinde sandhed gældende over alt og alle. Fordi den er placeret efter loven, er placeret i lovens vold og sigte.
- Det foragter jeg hos Jer, Jer på universitetet, I kender ikke Jeres plads i det oplysende danske samfund og det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en bondedreng skal komme og oplyse Jer om det. I er underlagt staten og staten er voldelig lovsmæssighedsdyrkelse – og dog forlader I ikke den virksomhed, nej I bruger Jeres livs kræfter på at bekræfte den. Og konsekvenserne, ja de er da tydelige at aflæse i al sygdommmen, dårligdommen, forstiltheden i menneskelivets kød på dansk grund.
- Sorterer det under samfundsudviklingen at bønderne hængte sig i laderne, fordi de skulle følge en ny akademisk lovgivning, der skulle redde grundvandet og industrialisere landbruget? – I har ikke lov til at ødelægge så mange unge menneskers liv, så dum i menneskehjertet har man ikke lov til at være. Og det er ikke lovgivningen, der siger det, nej det er væksten, der som violen trykker flisen væk, det er træets rødder, der bryder asfalten op i villa-kvarteret. Sand vækst er ikke ligeglad, den er varm, den vokser og den vil leve.
Det er i det lys, undskyld det her kunne have været et bedre lys, men i det lys, at I skal se og forstå de sygdomme, der opstår på europæisk kulturs grund. Ikke mindst Danmark. Blindhed fører til sorg, fører til fornuft, fører til magt, fører til dødskultivering af livet og nedarvning af en sådan livsfornægtende orden. Stat og videnskab, praksis og teori – for eksempel skizzofreniens og anorexiens ophav. Ja det er ikke engang for sjov, for det skyldes visse menneskers utro livsførelse i hjertet gennem arbejdslivet.
Universitær stats-virksomhed er topmålet at livsfornægtelse og det er allerede i vidt omfang sat i arv. Det skal udrenses og jeg skal nok hjælpe Jer.
De to lejre må aldrig komme for tæt på hinanden – og det er sket, ja det er dualismens ophav i Europa. Fordi man så gerne vil have det til at gå op i en skriftlighedens, ordsindets højere enhed, man vil gerne have det til at hænge sammen. Det hænger dog sammen i den sande samhørighed, så det man vil er, at man vil have magt over sammehængen – forskere vil have deres sandhedsløse forskning gjort gældende - og se da presses magten, sindet op over både videnskab og politik. OG DER STÅR HITLER og glaner i al sin dumhed. Ja det er så dumme forskere er, de har ingen indsigt i livets samfund, det blev ødelagt i folkeskolen og videre hele vejen op.
- Det fører til kejser-syndromet, storhedsvanvid, mv. – og kompromisset, ja det er som regel en hybrid, et stykke teknologi eller teknokratisk orden. Hverken politikere eller akademikere fatter det levende organisk åndende og kommer aldrig til det fra den kant, hvorfor der intet livsbekræftende og udviklende kan foregå fra den kant.
Man får det aldrig til at hænge sammen uden sand hjertelig indrømmelse og videreudvikling ad det spor, ja det er jo netop vort kød, så det skal renses. Skriften tages til en vis grad fra stats-magtens sæde med platon, men da han formulerer uddannelse til den ende, det endemål – ganske vist i forsøg på at gøre lovmagten mere anvendelig, mere levedygtig, ja det er underordnet, fordi der mangler noget afgørende hjerteligt – ja så bliver indsigt og kreativ brug af skriften til at fremme den indsigt knyttet til effektuering med magt. Og da dør indsigten lige med det vuns. Platon tog til siciliens konge i Syrakus og derfra udbredtes den ånd, der siden blev til Romerriget.
Menneskelivets tillidsfulde ånd trækker sig simpelthen, for at bevare livet og håbet for efterkommere, når indsigt bliver magtpåliggende. – Og selv dét overhører man jo fortsat herhjemme, hvilket skyldes at flertallet er i hitlers statsborgelige voldssind, regelmæssigt ført liv med regelmæssig magtmisbrug, så vi FANDME KAN VÆNNE OS TIL AT VÆRE SAMMEN I SAMME SAMFUND, ja som om vi ikke var det.
Skriften kom aldrig tilbage igen til det egentligt oplysende og er det ikke den dag i dag - pånær måske i forfatter-branchen, bloggerne på nettet og lignende, der ikke taler for magten, men udtrykker ordet af personligt menneskehjerte af frisind, ja for at ytringsfriheden kan bestå, der hvor den høres hjemme. Og det gør den jo så ikke i skriften, såfremt der ikke tales ærligt i den – så alligevel gør der, tales der ærligt, vel ikke mindst set i forhold til dem, der skriver per myndighed på overførsels-indkomst, for de indskriver sig nemlig i den objektive idioti uden at være klar over, hvad de dermed sætter videre: Systemets voldsånd.
De personligt menneske-ansvarlige renser simpelthen ordets organisme for al den magtbetonede, løgnagtige statslige voldsånd, de er blevet udsat for gennem hele skolegangen og derfor ved de også, hvor skidt det står til hos det ikke-læsende folkefærd, der jo troligt overholder skriftlighedens lovmæssigheds-dyrkende kulturer med alle dens teknologier og teknokratier, ja som simpelthen tror det er udvikling.
– De personlige har ikke glemt den skole-kammerat, der ikke kunne lide at læse og derfor jo ikke kunne blive et gode for samfundet. Det er nemlig utilgiveligt.
Vi skulle lære at læse og forstå i folkeskolen – og ikke at høre og se, men hvorfor tror I. Ja svaret er jo givet: For at være sikre på, at alle borgere adlyder loven og tager alt skriftligt gøjemøj ind i navn af udviklingen for fremtiden - men således forurener kødet og sindet i alt, hvad de rører véd. Man måler fortsat skole-eleven på matematik og dansk, evne med tegn-tekst-og-tal og det er umenneskeligt set i forhold til, hvad det afstedkommer af sind og virksomheder, ja adfærd i samfundets omgivelse. Det er umenneskeligt set i forhold til vor krop og hjerte.
DET ER GROV MISBRUG AF MENNESKELIVET, BØRN OG UNGE, DER HAR FUNDET STED I STATSLIG REGI. Det er dødsens for kommende generationer at skulle tage sig af.
Og derfor vil jeg nok engang bede Jer om at indrømme Jer i det oplysende, danske samfunds menneskeliv og begynde at vokse, ja rense vort liv omkring arbejde med organisk vækst og åndedræt. – Det skal ihvertfald stoppes om det så skal koste mig livet. For via skriftens indlæring, via læsningen, der ødelægger man barnets vækst og kendskab til sin egen stemme, man beder det om at efterligne noget korrekt, standardiseret lydskrift. Givet vis, fordi man opfatter det, ja ganske rationelt, som betingelsen for, at vi kan forstå hinanden. Hvilket langt fra er sandt. Miséren er især, at det netop foregår i statens angstfremkaldende voldskorpus, lovens lede lem. Man skal huske på, at staten jo altså også bruges til at fængsle mennesker, der ingen chance har haft, fordi de ganske enkelt hører deres liv kald på en helt anden måde, ja en måde, der så ikke lader sig gøre, set fra det statsansatte liv, der vel at mærke lever på overførsels-indkomst. - Forstår I ikke Glistrups hovedpointe om skatte-staten: Det er stats-kulturen, der opdyrker den grove kapitalsme – og det skyldes lovbegrebet. Vi kan ikke alle sammen leve på overførsels-indkomst uden at være et land, der er i grov udbyttelse af tredjelande. Det er logik, men det er også hjertets logik, fordi det peger på, at vi ikke blot kan, men altid har skullet leve og dyrke livet anderledes sandt. Og det er jo så, hvad jeg kæmper for at gøre tilgængeligt, sandseligt, sandsynligt.
Man beder barnet om at være skuespiller med sin stemme, ja at høre sig skriftligt. Skriv dit navn på papiret, ja så står det jo der. Men hvor er Jeg, jeg hedder jo også sådan. - Man forskyder hørelsen af mennesket som det er personligt med eget navn, eget hjerte, egen historie, før det overhovedet er kommet godt igang på naturlig vis med at høre livet som sådan. Og det man da ødelægger, det er samfundets udviklingspotentiale, hverken mere eller mindre. – Hvad var det Lars Kolind skrev om, jeg mener, hvorfor gjorde han det: Bureakrati og vækst? Han forsøgte at finde vej med kreativiteten i sit teknokratiske, statslige opdrag, fortalte ærligt om det, men måtte naturligvis give op, da hans baggrund er matematisk og derfor ikke kan være som forblive i sin egentlige vækst PUNKTUM
Det er menneskelivet, som staten på systematisk vis ødelægger, fordi statens folkefærd ikke kender sin kultur, ikke er oplyste i livet – og ikke er det, fordi man ikke i tilstrækkelig grad kendte grundlovens åndelige ophav i løgnen, den uendeligt selv-begrundende magtkultur, der ikke kan høre Kærlighedens K i kongens navn. Man har hjernevasket befolkningen og det er sådanne typer, der derfor fortsat visse steder sidder i landets ledelse i dag. De er blottet for forstand, kan ikke finde vej med livet og bruger der for andres som målestok til det.
Skriftlighedens kultur, hvorunder også hører alle de teknologiske og teknokratiske produkter, der jo ligefrem viser, hvordan det skriftligt opdragne barn håndterer sine drifter, sin seksualitet, sin tro, sin smag for skøn, sin æstetik, mv. – det er magtkultur, der ikke mærker med hænderne. Ja så sygt er det, desværre. Det er helt inde i familien, kærlighedslivet og børnene. Galt symboliseret hukommelse.
Når man ødelægger stemmen på den måde, ja så ødelægger man hørelsen af menneskelivets stamme i hjertet som forbundet med vort samfund, så ødelægger man videre mennesket sind, fordi det da vokser forskudt og hele livet igennem føler sig nødsaget til at kompensere på en eller anden måde. Man individualiserer mennesket som statsborger. Det vil sige, at man standardiserer dets sind. HITLERJUGEND. Og udviklingspotentialet, der ødelægges, ja for nu at gentage i netop det oplyste samfunds regi – det er stemmeretten.
Stemmeretten: Hjertet til at tale ærligt på menneskets vegne, så det kan høres i samfundets ledelse. Endvidere derved det berigende ved en mangfoldighed af ærlige stemmer, det er nemlig berigende, vi kender det bare ikke særlig godt længere, men det er det, da hjertets grundvold er forbundet i ordets sande samhørighed – vort liv, vort samfund - og det, såfremt stemmerne er ærlige, ja det kan man da høre og derved nyde forskelligheden, nej se kreativiteten i den og vokse som samfund, blive opløftet som menneske i glæde af den samhørighed. Og derved netop i tryg frihed gør hver sit til opretholdelse af den ærlige, næstekærlige samhørighed.
SKAL VI FORTSÆTTE EN LØN-OG-STRAF-KAPITAL-STATS-KULTIVERING og indkredse de sande forbrydere med henblik på at straffe dem behørigt? – Ja jeg vil ikke leve i et samfund, hvor et menneske formaster sig til at sætte sig i højesteret, fordi et sådant menneske foruden ikke at have forstået en pind, er ganske sygt. Der har aldrig skullet sidde nogen deroppe, i det navn koblet til retfærdighedens, græsk-romerske gudinde. - Det er simpelthen at sætte sig over Deres Majestæt, Dronning Magrethe, ja det er at sætte sig udenfor menneske-slægten – ovenikøbet i navn af sædelighed. Det er at føre skriftligheden grusomme arv ind i menneskelivets kød på dansk grund.
Etik = Fornuftslove = Universitet = Stat = Hitler.
Tro = Kærlighånd = Menneskeforstand = Livets Samfund.
Tror I det er et valg? Og såfremt I gør, ja så kommer I til at opleve væksten smække med halen, at Gud forlader Jer til fordel for menneskelivets bestående, glade udfoldelse på jord.
Grundtvig forstod også, hvorfor det levende ord, som han kaldte det, var så vigtigt. Det er fordi hørelse er det. Det er det, fordi det aldrig kan blive til et billede, en tegning, en lov, der fastlåser og paralyserer vore sind i såkaldt gode idéers love. Det levende ord udtrykker altid menneskelivets personlige, unikke hørelse af livet i det samfund, der netop som sådan består af unikke mennesker, der trygt tør sige frem, uden at blive slået ihjel eller slået i hovedet med en hammer. Eller uden at blive hjerne-vasket af en akademisk videns-tradition, der intet har at gøre på dansk grund. – Det er ikke et spørgsmål om, at vi kan klare os selv, nej det er samfundsudviklingen, det er forstandig livsudvikling, som den akademiske videnstradition og stat blokerer. Ja den producerer endda systematisk sygdom derved.
Den blokerer den helt naturlige hjerte-vækst i menneskelivet og den gør det, fordi den er koblet til loven, lovmæssigheds-dyrkelse, systemer. Den går i ring, i selvsving og har du ikke forstået hvorfor, ja så gentager jeg: Fordi du er skolet i statens institution som om det var samfundet, dit sind er højest sandsynligt universitært rettet og ikke jordnært, kropsnært.
Ordet er ikke skriften, det er med ordet som organisk vækst, det ånder af hjerte for næring. Og der er jo mange gode måder at få rørt hjertet på, så ordet kan tales ærligt rent og derved give vort samfund sit egentlige sandt forløsende, sandselige sigte tilbage i hænderne på mennesket.
SPROGET
I forlængelse af det mislykkede græsk-romerske samfunds institutioner og gallimatias - der kommer Jesus. Det foregår i Israel, men hele den mellem-østlige kyst er forud for hans tidspunkt græske kolonier. Grækerne koloniserede sig med skatte-opkrævere, konsuler og så videre i hele mellemøsten, så langt de kunne komme. Ja også det græske øhav blev indtaget med kontakt til Athen. – Den ånd og samfundsmåde overtager romerne med mellemkomst af makedoniens Aleksander den store. Ja det var sandeligen tider for erobringstogter, indtagelse af land og etablering af herredømmer.
Jesus opvokser i jødisk kultur, der ikke desto mindre på hans tid er belejret af romerne. Det jødiske præstestyre, de udvalgte slægter er nødt til at indgå samarbejde med den voldelige besættelsesmagt, der ikke véd, hvad den egentlig vil, bortset fra at den vil bestemme over det besatte land og nyde godt at dets ressourcer. Romantisk kultur vil altid vise, at den er noget: Se, jeg har lavet pølser mor eller den her: Se, jeg har en stor pik. Ganske, ganske, ganske som vi kender det herjemme fra med anden verdenskrig, tyskernes besættelse af vort land. Det tysk-romerske-kejserstats-rige
Samarbejdspolitik kaldes det, som jøderne også måtte finde sig i på daværende tidspunkt. Det kaldes så, fordi romantisk kultur i forlængelse af grækernes er en stor projektion af det skriftlige sind, som loven med magt har oplært sine befolkninger til at adlyde. Jeg ville da også samarbejde med folk, der bærer våben, for jeg går ikke ud fra, at det er et smykke eller en fredelig tros-genstand.
Det fører til en depression. Samhørigheden i det daværende jødiske samfund og kultivering bliver undertrykt. Det, som det jødiske folk havde lært at adlyde blev pludseligt ugyldiggjort – af den romantiske stats-kultur, der grinte af dette underudviklede folkefærd, der ikke engang vidste, hvordan verden så ud. Det er helt naturligt, at en kultur med sine mennesker bliver bange, når den ledelse, de ellers forsøger at adlyde bliver taget som gidsel af nogen, der vil noget helt andet, ganske ubestemt og ukendt. Og det, der så sker i menneskelivet, ja det er jo, at der før eller siden er nogen, der i pågældende besatte kultur forstår, at ledelsen er under påvirkning af noget, som de ikke skal adlyde – fordi de er truet på livet. Ja det er jo ligesom herhjemme I lille gamle Danmark.
Depression er angst. Menneskelivets ærlige, tillidsfulde og kærlige livsmåde trækker sig, vender på en tallerken i det øjeblik den universitær-statslige trussel, lovgivning med magt gøres gældende med sin magtlogik: Hvis ikke, sådan og sådan...Så falder der hoveder, så flyder der blod, ja så hamrer vi Jer på plads med vores soldater, der troligt følger ordre, fordi de ellers kommer for en militær-ret, der halshugger dem eller lignende, ja vi tager levebrødet fra dem, tager deres familier som gidsler, dræber deres børn. Altsammen afhængig af den politisk stemning og hvad de nu kan more sig over eller i deres selvhøjtidelige logikker føler er NØDVENDIGT.
I dét kulturelle klima vokser Jesus op. Og som ethvert andet barn kan han mærke, hvordan hans forældre lever i angst, ja hvordan pågældende samfund er besat og i angst deraf gør adfærd gældende, der ikke ligefrem er livsbekræftende i sin trygge sandhed. Thi livet er jo godt, det vokser troligt. – Det, som fædrene i det jødiske samfund da gør, ja det er fortsat at adlyde den nedarvede, kultiverede samhørighed.
De går mere eller mindre uagtet, uden at være opmærksom på det, da det er helt kulturligt, med ekstra kraft ind og værner om deres kød og blod, deres børn.
Samfund, hvor fædre er opdraget til at adlyde magtens ledelse, de adlyder uundgåeligt også magtens ledelse, omend den måtte være besat, taget som gidsel i andres vold. Og på den måde bliver menneskebarnet trykket af noget, der aldrig har skullet være adlydt, ja trykket i sin opvækst, det bliver trykket til med ekstra kraft at følge regler, at adlyde noget, et eller andet – i Jesu tilfælde er det det gamle testamente - men altså i stemning af den angst, den depression af landet, som fædrene reagere på.
Det fører til et ganske kraftigt pubertets-opgør med hele den elendige livs-omgivelse, der ikke synes at have forstået noget somhelst om, hvordan livet vokser i sin sande vækst-glæde. Herhjemme kender vi dét som ungdoms-oprøret, der kommer i kølvandet på det besatte Danmark og den KOLDE krig, angsten og hævnens. Ja det er også ganske enkelt udtryk for menneskebarnet, der siger fra i forhold til de voksne, der blindt adlyder magtens rådne lovgivning. Og således siger fra, for at der overhovedet, forhåbentlig kan opstå menneskeværdige, kærlige, naturligt trygge vilkår for sand opvækst fremover. Ja for at sådanne vilkår kan genopstå til fordel for menneskeslægtens overlevelse i vækstens vilkår med naturlig glæde, lyst sind.
Den reaktion på menneskelivets vegne, der sker i Jesus, den er ikke anderledes end Sokrates´s eller Platons, der ifølge vor tidsregning lever 3-400 år før Jesu herkomst i år nul. Men det bliver den i kraft af tro adlydelse af sit fædrende ophav. Jesus svigtede ikke sine egne, den jødiske kultur, han bar den videre. Og det er centralt, overgangen er helt central, han forstod i sandhed at lede: at gøre hårdt til blødt og blødt til hård på én og samme gang. Ånd.
Som jeg beskrev det i forrige kapitel, så er skrift-kulturens problem, at den formår at låse sindet i billeder, i landkort, i love – for eksempel moselovene og deres berettigelse af udvalgte slægter til at tage hånd om Israels land. For før eller siden bliver det på bekostning af tilkomne slægter, der altså også er menneskeslægter på jorden, der altså også føder børn, også elsker. At referere til en bog, det er åndssvagt, tegn på utroligt forført liv. Det indser Jesus og omvendelsen af skriftskulturen, lov-kulturens selv-destruktive form for adlydelse, det bliver til ordet, der blev til kød. Ordet er hjertet, jer t ro, ja det er også en erkendelse. Og sådan går han rundt blandt jer-tillige og giver dem ro i sindet.
Han føler sig naturligvis i slægtskab med sit jødiske ophav, men han ser altså også, hvor lummert det er, idet romerne besætter landet og bruger magt. Han indser menneskets sårbare natur, hvordan vi under pres redder vor egen røv – han føler det sådan, han sandser, hvordan romerne til en vis grad får held med at benytte sig af de svage sjæle i præstestyret, landets regering. Og det kan han ikke acceptere som menneske, for det betyder at fædre kan finde på at ofre deres egne uforvarende, uskyldige, ja troskyldige tillidsfulde drengebørn. Og ikke nok med den grusomhed, ja så kan han også indse, hvor ulykkeligt deres eget videre liv bliver derved, for slet ikke at tale om, hvad samfundet da bliver til, såfremt det accepteres som normal. –
Det kender vi også herhjemme i form af for eksempel skilsmisser af familier med børn. Det er helt og aldeles uacceptabelt, såvel livsmæssigt som samfundsmæssigt set, ja det er degenererende og fører til videre utroskab, vantro, vanskabninge, forkvaklethed, misfostre – fordummende, ja det vil sige hjerteløs misvækst som vi kender det fra akademiker-standen, politkere og kapitalister. Det er ikke blot det synlige, der gælder i livets hørelse.
Mennesket sandser i et hele og i det øjeblik at ånden bliver desorienterende, ja så trækker mennesket sig. Hvorhen? Ja velsagtens mange forskellige steder hen, det flygter - men også ind i sig selv, som man så uheldigvis siger det i dag. For det er bedre at sige, at mennesket trækkker sig ned i kødet, for at finde nogle bedre, nogle nedarvede erfaringer og sandser til at løse konflikterne i kraft af. Men når det så tilmed gælder livets eget samfund, det gør det nemlig altid, ja så bliver løsningen, der ikke findes med tålmodet ihu til en forløsning, et vækstfænomen, man måske kunne sammenligne med spiren, der skyder frem. – Så er der så at sige kun vækstens egen vej at gå med livet. Og det er Guds, hans vej til lige netop dig, den du i sandhed er. Fordi vi ikke er herre over vækstens kræfter, nej vi er ej, de er under os som man siger, vi lever i kraft af dem. Under depression trykkes vi før eller siden op gennem indrømmelse af den uholdbare situation, medmindre vi simpelthen kvæles indenda. – Jesus gjorde det bare med hele menneskehedens menneskeliv og det er forskellen. Der skal immervæk en del sand indrømmelse til, foruden ganske megen tro kærlighed, for at gøre det efter.
Forstå mig ret, som man så også uheldigvis siger det, da ret ikke har ret, men retning, altså er vejledende. Når den etablerede orden og orientering i samfundet bliver desorienteret, ja så er der ikke noget sind at adlyde, så er der ikke noget, der er bedre end noget andet, hvormed alt da bliver ligegodt og ligegyldigt. Tilbage er kun hjertet, der altså stadigvæk slår og således ikke lader mennesket andet tilovers end at prøve at finde vej med menneskelivet i livet, det samfund man er placeret i. Ja altså også omgivelsen, der trods alt har ganske stor betydning for livets videre færd, da det er kommet så vidt, at menneskebarnet i første ombæring blev desorienteret i den, ja af den.
Når Jesus således kan indse, at hans eget samfund med et præste-styre, der i samarbejdspolitik føler sig nødsaget til at adlyde romernes romantiske stats-kultur og dernæst landets fædre, der også adlyder magten med en direkte nedtrykkende konsekvens for hans liv og opvækst – når han kan indse, at det ikke er så vanvittig forskelligt fra romernes eget, soldater, der føler sig nødt til at adlyde Rom, ja så ryger Jesus ind i samme sandselige ånd om man vil, som den Sokrates og Platon var i lag med.
Kald det et sandseligt sindelag, der opstår af menneskelivets eget hjerte. Indsigt i tegnets måde at symbolisere sindet på, loves måde at adfærdsregulere på, statmagters måde at kultivere på - en sådan indsigt nøder ham til at finde vej for mennesket fremover. Han tager lidelsens grundlag, dens årsager på sig af kærlighed til et liv, der ellers ville kunne være opvokset fredeligt t ro i sin vækst og dermed glædeligt voksende på menneskenaturlig vis til gavn for menneskeslægtens videre forløb. Og han gør det altså, fordi han har oplevet stor, stor, åbenbar glæde i sit liv. Kort sagt:
Han taler for en samfundsudviklende livsførelse, der bekræfter livets glæde, glæden ved det helt og aldeles simple, enkle, men fuldstændigt sande og deraf udviklingspotentialet. Det er dybt taknemmeligt – ja det er ligsom den glad-skøre italiener, der laver en film om livet i koncentrations-lejr og kalder den: LIVET ER SKØNT, Life is beautifull.
Han mærkede og bemærkede sig den glæde i livet, ingen kan røre ved, den er urørlig, men dog virksom – Faderens, Guds - og svaret er i dag atter givet, det er underet, det er væksten og sandseligheden deraf. Ingen kan røre væksten i vort liv, der kan slås nogen ihjel, men ingen kan røre væksten i vort liv på jord. Indsigten i dét, ja det er troens styrke, væksten t ro og glæde. Glider det for dig? Ja, jeg er t ro med det, jeg laver og den livsbevægelse, den vækst, jeg er i, som hedder Jens! I kan slå mig ihjel, men da rører I ikke væksten t ro og glæde.
Menneskeheden, det vil sige menneskelivet på jord, det udvikler sig som en helhed, samtidigt i én gang, et glædeligt livfænomen, som vi tilhører på jord. Vi kan og gør også, ja vi opdeler os praktisk i enheder, for at gøre liv og arbejde overskueligt. Det gør vi alle hver især, men vi er stadigvæk slægtsforbundet i et og samme fænomen, ja samme åndende realitet, samme omgivelse, samme slags bånd. Og det er ikke ukendt. Den realitet er dit liv, den er mit liv og så videre, ja det er sådan set kun i lyset af vort liv, at de små stykker arbejder, vi udfører overhovedet spiller en rolle. Af samme grund er arbejdet ikke ligegyldigt, det er ikke ligegyldigt for vort samfunds beståen, hvilket arbejde vi udfører. Sigtet er afgørende. Igen kan vi se, at arbejde for penge, i sigte for penge, ja det er destruktion af menneskelivet, det er bekræftelse af kapital-staten, adlydelse af skriftligheden, fremfor levebrødet, ordet. Der er mad, vækst og ånd nok i livet, vi vil bare ikke kendes ved det, ja det forbydes os af den romantiske kultur, der ganske enkelt gør mennesker misundelige på vækst i glæde. Dens håndlangere, besatte mennesker, rets-facsister slår ned på det, betvinger det, skumler, spekulerer over, hvordan de skal hævne sig og hævde sig overfor det smukke liv i vækst. – De unge smukke piger de skal kneppes, de er jo selv ude om det, sådan er romantikeren og det er afskyeligt.
Derfor er hele oldtiden, det vi kalder oldtiden – ja for sproget slipper op i sine mange etablerede kategorier; oldtiden betyder før år nul – men derfor er hele oldtiden med blandt mange andre, Sokrates og Platon, også at forstå som et vækst-stadie menneskeheden var på, havde filtret sig ind i. - Det var som antydet ganske ondt ved sine græsk-romerske stats-institutioner, dét som vesten desværre stadigvæk tror, at den kan bygge på: Med lovreligion skal land bygges. Statskultur, lov gjort gældende over et territorium med magt, skriftlighedens utopiske ordsind, der adlyder hvadsomhelst og kultiverer kødet til hvadsomhelst. – Men bortset fra den gentagelse, så er det derfor heller ikke unaturligt at forstå Jesus i en slægtbåren erfarings-bevægelse med baggrund i oldtidens erfaringer.
Det jeg var inde på med filosofferne/akademikerne, der ønskede at give bystatens ledelse gode idéer, et sigte, der kunne være i større overenstemmelse med det foranderlige samfund, så loven ikke bremsede væksten, ikke slog ihjel med loven i hånd, men kunne vejlede mennesker, udvikle samfundet løbende - og som altså førte til den akademiske, universitære stat – DET SPOR FINDER SIN SLUTNING MED JESUS, ERKENDELSEN AF LIVET I AL EVIGHED. Der er ikke mere at vide, men et sandt liv at leve i voksende sandselig indsigtskunnen og deraf udvikling af samfundets slægter fremover. Sådan har det været lige siden dengang, men der er rigtig mange, der misforstår vor tids-regning, historien. For hvor er den henne? Ja den er sgu da i kødet og det er jo derfor at udvikling handler om åndskundskab, kendskab til kroppen i arbejde omkring det organiske vækst-vilkår i år nul. – Hvad laver I, akademikere, i det oplyste danske samfund?
Personligt synes jeg det er en skam at vokse op i et samfund, der ikke har fattet dét. Det har altid gjort mig ked af det, længe før jeg kunne formulere det, hvad man jo desværre bliver nødt til i en skriftlighedens social-fascistisk kultur, medmindre man vil tvangsindlægges eller fængsles, ja fordi magthavere, mennesker i statens politiske institution jo i særlig grad bliver paranoide.
Dét, som Sokrates-Platon sandsede og kaldte det Godes Idé, der jo altså skulle være et mere levedygtigt sigte til gavn for den lovgivende magt i samfundet – det bliver hos Jesus til ERKENDELSEN AF GUD.
Fra da af, fra den dag af, jesu fødsel, begynder vor tidsregning, der betyder at tiden, alverdens bevægelser bliver underordnet menneskelivet i al evighed. Menneskelivet får sted, plads, en sand sfære i livet på jord. Erkendelsen af gud er: Det eviggyldigt hjertesande i menneskelivet, ja i vort kød.
Eksempel på sand erkendelse i al evighed: du er og vil i al evighed være den du er, den unikke person, du er: Der er ikke nogen som dig. Det lader sig ikke gøre, at være der, hvor du jo er i absolut forstand, ingen kan være dig med de forældre du har haft, pånær dig altså. Ingen kan derfor ejheller gå den vej, du skal gå i livet. Det lader sig ikke gøre, så du må høre og leve efter det eviggyldigt hjertesande. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er for dig, men jeg kan elske dig, så du bedre kan mærke det, finde ind til det og dernæst finde ud af det.
Derfor hedder det også år nul og det er såmænd stadigvæk nu og her. Vi lever ikke i tiden, vi lever i livet, i slægten med sin vækst, sine rødder, sine glæder, sine overgangsfaser og sine værende gøremål. Så sandheden om menneskelivets eviggyldige grundvilkår erkendes altså af Jesus og for eksempel så bliver menneskets væsen, der af grækerne og romere blev opfattet som fornuften, hovedets energi, magtens, synets, ja det bliver til FORSTANDEN, brystets energi. Mave-regionens drifter, troen og hovedregionens drifter, fornuften, de går til brystet, hjertet: Livsbetingelse nummer et. Og det var SIGTET, man søgte og det ER sigtet, hvoromkring samfundet skal indrette sig. Jesus lærte os i sandhed menneskelivet at kende på hjertet og dermed på alt det hjertelige, ja på alt dét, der er godt til hjertet.
Ligeledes bliver det ikke længere Retfærdigheden, der kan noget, men derimod som vækstens eget under opvokser, oplyser: Kære-ligheden – vort liv som ligeværdigt hjerte stillet på jord i Guds navn, livets organiske sfære. Ligeledes bliver sandheden ikke at finde i sindet, nej, den gives af hjerte, altså ved at indrømme livet deraf, ja af alle de hjertevarme livserfaringer – tro hjerte-livsførelse er sandhed i sandselig vækst og derfra videre samfundets sande, holdbare, bæredygtige vækst. Sådan er menneskelivets samfundsudvikling ifølge kristendommen, Jesu
Kristians livserfarne dom. Ja det er en eviggyldig erfaringsdom med mange unikke eksempler, men det betyder ikke, at den ikke kan udvikles af dig og mig, nej slet ikke, det betyder omvendt, at den kun kan udvikle sand glæde ved vor indrømmelse af den i egen forstand. Vi blev fri af tiden og fri for tiden, da der ingen udvikling sker i tidens mange navne og ordner. Erfaringer baseret på fornufts-historien, historien, der regner sig i tid, den kan ikke bruges til noget, fordi al menneskelig værdi, værdsættelse og vurdering foregår under din og min hud. Og i al evighed, i al evighed i menneskelivets samfund vil være givet dermed.
Værsgo Anders Fogh: LIVET ER FØR SYSTEMET I AL EVIGHED, hvorfor livets samfund kun kan udvikle sig i sit eget sigte, såfremt man forbliver i livet før systemet. Der er visdom i hjertets kød og det kommer ikke ud af intet, det hænger sammen med omgivelsen, arv og miljø, men altså også menneske-naturen. Og det er den sidste, der er Jesus bedrift, at have gjort os bekendt med. Mennesket blev født med Vor Herre, Vort menneskehjerte og der faldt ro på det, så vi kunne sandse og forstå, hvor vi høres hjemme og hvad vi skal adlyde, for ikke at miste kontakten til livets samfunds-opløftende natur.
- I kan godt føje Jer, universitære hunde, fornufts-pampere og satans lovgivende statsrige. Forstanden lader sig ikke rokke, uanset, hvor meget I spjætter. Sandheden er i hus, sågar i kongehuset, så det er ikke dén, der er spørgsmålet, nej spørgsmålet er, hvordan vi udbreder den, lader os indtage af den på sandselig, voksende, ja helbredende vis.
Sådan bliver, ifølge mit arbejdsomme bud, det nye genopstandne samfund, det nye uddannelses-foretagende, mv. - Universitetet skal som hele skriftlighedens kultur omvendes til ordet og hænderne, hjertets sandt oplysende ånd – universitetet skal omvendes til et ORGANITET. Og sigtet er jo givet. Krop, ånd, jord, afgrøder, dyr, livshistorie, det unikke menneskelige potentiale i slægtens arv...ikke nye fag, men dannende åndskundskabelig værende livsførelse omkring det egentlige. Sagt med fornuftskategorier: Jord, planter, dyr og mennesker. Fornuftskategorier, ja, fordi de i livets forstandige vækstbevægelse skal mærkes anderledes, føres af et andet sprog end den fastfrysende og kolde lovmæsssighedsdyrkende mentalitet.
Ja det bliver såmænd både stat og universitet, der bliver slugt og sluttet i et organitet. En i sandhed levende samfunds-organisme, der ånder ved vort eget åndedræt og kan bære i kraft af sandheden deri, sandseligheden i sin hjertegode, ligeværdige vækstforstand. Det bliver ikke en ny samfundsorden, det bliver opvækst jordet i ordet, i adlydelse, i hørelse, i sands og indforstået glædelig krop. Væksten renser ikke sig selv uden vor hørelse af den.
Det er livets samfund og det kommer I til at indrømme Jer i med befriende og opløftende glæde. Liv og vækst i sand samhørighed – og det har intet med rundkreds-pædagogik, klasseborde, klasse-lokaler og deslige at gøre.
Skriftlighedens kultur: fornuftens, matematikkens paradigme, systemerne, magtens, begærets, lovens, kapitalens – den kan ikke udvikle, være ledelse for samfundet, kulturer, livet. Og derfor kommer ORDET os til undsætning ved vort hjertes indrømmelse deraf.
Jeg skal nok prøve at hjælpe Jer, for det er ikke teoretisk, det er slægtsbårent og desuden i naturlig overenstemmelse med livets egne kræfter, deraf kommer styrken, ja det opstår simpelthen bare som det altid har været sigtet. Det er ikke nyt ovenover, stilende mod magten, men nyt underneden i sit vækstige, helt menneskenaturligt sandselige og arbejdsomme sigte.
Jesu - MENNESKETS livserfaring TIL RO er både erkendelsen og erfaringen af sandheden, det er derfor den bliver sandselig, åndelig, kropslig på naturlig indrømmende vis. Det er simpelt, organisk og ligetil personligt givet som personligt stillet - men kulturen og især uddannelse og arbejdsliv, ja fandens systemer, de er ikke indrettet til at bekræfte menneskelivet i den, i sin egentlige oplysende opvækst. De symboliserer sindet, individet, mennesket helt galt. Så vi skal jo altså først rets-fascismen tillivs og have renset vor krop for dens blinde adlydelses-kultur, autoritetstroen. Det foregår i én og samme bevægelse med livstroens klare opstandelse i vort sind og liv.
Husk på ordets ånd er rund som rundhåndet, ganske som dit kropsfelt, ganske som jordens felt, ganske som livets organisk emmende sfære. – Vi skal have fordøjelsens næring fra maven, forplantningens drift fra de nedre mave-regioner til at komme os ihu, i hus til videreførelse, stige op til hjertet i sin måde med åndedrættets nedadgående, indåndende i fornuftens magten. Og ikke ved hjælp af regler, men ved at kunne høre ordet, kroppen, hjertet i ånden, det udvekslende åndedræt i menneskelivet på jord. Vejen, ja livets opvoksende samfund går via åndskundskaben, der vel at mærke er kropslig. Kundskabens træ har rødder i livets træ, underet, hvorfor det er åndskundskaben tæt til kroppen, personen, ærligheden, hjertet, mv. der så at sige lader gud tale gennem mennesket, altså oplyser den smukke vækst i glæde og vigør på hellig, helbredende vis. Sådan er det bare.
***
Jesu, ja det almindelige tro menneskes lidelse var med andre ord: Kampen for sand og ægte, ganske almindeligt menneskeliv i opvækst, oplysning, opførsel og videreførelse af livets samfund i sigte for menneskelivets viderekomne til efterkommeres opblomstring. En kamp, uden vold, en strid, uden stridsøkse, en lang lidelse uden lidenskab – alene for glæden i al vort, her på jord. Et almindeligt godt liv i vækst og udvikling, der ikke latterliggøres af romantisk bedre-videnhed og dens teknologier, som lige skulle lovgives og gøres gældende over alt og alle, fordi der var nogen, der ikke kunne få den op at stå uden!!!
Det almindelige kan måske lyde kedeligt, men så glemmer man at se det i lyset af samfunds-omgivelsen og så overser man også vækstgodet, udviklingsgodet i det al-mindeværds-lige menneskeliv, færden af livets egen værden i menneskets art om I vil. – Prøv at se herhjemme, prøv at se, hvor meget sygdom og dårligdom, der er, hvor meget falskhed og forlorenhed, der florerer. There is something rotten in the state of Denmark og ja, det har der været fortsat lige siden, fordi romantisk digterisk kultur nok kan ane og identificere, at der er noget galt, men ikke leve det til det bedre. Det har den simpelthen ikke forstand på.
Det hænger sammen med, ja det skyldes at man ikke vil indrømme livets almindelige, ærligt førte liv i arbejdsglæde og kærlighed – det er så godt nok heller ikke let i industriens asfaltskultur, hvor skriften jo af åndsamøberne er teknologiseret og teknokratiseret, så ingen kan passe deres arbejde i livets kreative vækst-sigte til gavn for slægtssamfundets efterkommere. Ja end ikke deres egne børn. Istedet er det blevet normalt, at man poder børn og unge med løgnens evne, vækst i sorg, vækst i skriftlighedens uddannelses-system. Man iscenesætter, iværksætter udvikling, ser ned på sand vækst, fordi der er ledere, der opfatter livet som noget, der skal skubbes igang, hives op, kickstartes, have skiftet reservedele, baghjul... Vrrooooooomm.
Ku´ I høre vesterlandsk kapital-statskultur blive forladt i al evighed af livets egen herre, vor herres sande vækst?
Kapital-statskultur med dens mange intet-anende og således aldeles autoritetstro ledere, den flår i menneskelivets kød og ellers ganske milde og stærke natur. Og det gør ondt på alle, fordi det betyder at man pisser på menneskelivets ligeværdige værd på jord. Ja man pisser på Guds vækst, livets egen.
Jesu, menneskelivets lidelse opstår, fordi han ikke kan svigte sit fædrende ophav, hans slægtsbånd, de bånd, der jo netop gør sig gældende hele livet igennem. – Ja for du kan ikke komme til at leve før din far eller løsrevet din far og mors historie endsige det samfund de er rundet af, har måtte forholde sig til. Det er komplet umuligt. Du vedbliver med at være søn/datter, barn af dine forældre. Sådan er menneskets natur og det er bedst at indrømme dét, fordi du ellers kan komme til at tro noget, der aldrig vil kunne lade sig gøre. Menneskelivet er slægtsbundet i al evighed – men ud fra den plads, såvidt du indrømmer det så sandt som det er, ja da kan du gøre kærligt godt med dit liv i slægten, altså i vort, menneskelivets samfund. Dit udviklingspotentiale er det, der i sandhed får dig til at være hjemme i livet og på unik sandselig vis såvidt er dit bidrag, DIT NYE VIDNESBYRD. Fordi du føler glæde ved det.
Det er, hvad menneskelivets samfund har brug for, for det du vokser i arbejdsglæde med, det vokser vi andre af, ja også dine børn. Det er glæden, arbejdsglæde, sand kærlighed i holdbar vækst, der forvalter og formidler livet. Dine børn efterligner måske dét, du laver, hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvad du laver, arbejder med – men såvidt din glæde er sand menneskeglæde i sigte for vækst og udvikling, således naturligvis ikke kan gøre andre ondt, ja så lærer dine børn før eller siden at forstå, at de skal finde dét, der gør dem mindst lige så glad, glad på samme ærlige måde. Sådan er samfundsudviklingen ifølge den erfaring, som det almindelige menneske, Jesus i sin tid gjorde.
Den handler simpelthen om sandhed og ærlighed i menneskeslægtens udvikling og videre færd på jord, foruden kunnen, voksende kundskab med det. Og det sidste, ja det er nælden i samfundet i dag, væksten gennem kundskab lykkes ikke i sit egentlige sigte, da vi ikke bliver sandseligt levende af de fag, der udbydes, men derimod dør af dem i gal stats-borgerlig forpligtende vækst med dem.
Videre opstår hans lidelse med atter andre ord, fordi han kan indse, at hverken det jødiske præstestyre eller romantisk stats-kultur – og derunder ejheller hans fædrende ophav, som det troligt adlyder magten, fremfor at stille sig op og sige frem af ærligt menneskehjerte, ja de trodser ikke angsten, der opstår ved at adlyde magten, de finder sig i dens adfærdsregulerende misbrug. Trods kærligheden til de mennesker, trodse den nedarvede normale forstand på troskab – den der herhjemme, i kraft af politisk kultur kaldes at holde sine aftaler, ja ganske som vi kender det fra de mange ægteskaber, der intet mennesketro, ingen glædelig kærlighed bærer videre – ja trods kærligheden til de menneskers normaliserede adfærd, så er han nødt til at bære sandheden om menneskelivet på jord videre. Han er nødt til at bære håbet videre, altså sådan som det ellers ville være, såfremt hans fædre ikke var bange, såfremt præstestyret ikke var bange, såfremt den romerske statskultur ikke var bange, da den jo er grundlagt per grundlov, hvoraf angsten i soldaten kommer, ja frygten for at gøre forkert, angst for ikke at adlyde loven, der altid vil være i hænderne på lunefulde rets-fascistiske herskere. Læreren, der i sin selv-indbildt voksende overlegenhed kender facit på opgaven i forhold til de små, troskyldige børn. Men ellers overhovedet ikke kender den. - Løn-og-straf-kapital-stats-kultivering i sigte for bevarelsen af samfunds-idealistisk, fascistisk adfærd.
Al den angstens lidelse, kultiveret per lov som den er, ja det indser Jesus – og han bærer det samtidig med, at han gør alt, hvad han kan for at gøre opmærksom på, hvordan HJERTETS SPROG i menneskelivet, altså hjertets eget arbejdsomme vækstvilkår egentligt er indrettet og hvordan det kan tales ærligt, så det kan høres ligeværdigt som menneske i vækst på jord. – Når sproget så er hårdt, jeg så er hjertet ikke rent, men sagt i sand ærlighed, så er det saftigt susende udtryk for, hvordan menneskelivet i pågældende kultur har det og dermed hvilke kulturer, dyrkelse af magtsprog, der skal dø, ophøre.
Han bruger hele sit liv på at fortælle og gøre opmærksom på, hvordan menneskets sande sind egentlig er i samhørighed, egentlig er i glæde, egentlig er i godmodig, tillidsfuld arbejdsom virksomhed i sit slægtsbundne vilkår – og dertil, hvordan det ødelægges, når vi ikke hører efter, ikke adlyder vort hjerte. Der er med andre ord ikke noget at hente ude i verden, i verden af lave, ja i alverdens selv-bestaltede fornufts-fortolkende magteri - men noget at indhente i livet, ja al det kærlige, ligeværdige, glædelige, kreative. Det sker ved at indrømme sig som menneske i livet, af hjerte i vækst, GANSKE SOM MAN I SANDHED ER. Og det er ikke fast, det er åndeligt, livet går igennem én, hvorfor den man er udmærker sig ved troen på kærlighedens gode erfaringer med den gennemstrømning, der rent faktisk finder sted.
Magt i livet handler om magt til at undlade at bruge magt over noget, til fordel for at lade vækstens eget bud stige op og danne billedet, sindet, vi dernæst må reagere på. Det er ikke de lilla-blå-latinske pædagogers pædagogik i autoritetstro, regelmæssigt indskolet liv i en matematisk stats-funktionalisme, der skal adlydes – det er den lille magt vi er givet til at elske, til at indrømme sandheden som den melder sig i livets løbende erfarings-dannelse, der skal adlydes. Ellers bliver der ikke noget liv, hverken for den enkeltes liv som et stadigvæk blivende livsmæssigt gode, et livets samfundsgode eller den enkeltes efterkommere, de frø, den enkelte troskyldigt sår og som måske bliver til noget.
Det var kort sagt storheden i æreligheden, kristendommens eviggyldig menneskelivs-erfarne dom, som dermed blev talt. Og det betyder altså ikke at dine erfaringer er ugyldige, men at de kun fører til livsudvikling, samfundsudvikling, menneskelig glæde, såfremt du indrømmer dem i sigtet for menneskelivets ernærende, hjertelig udvilklende, ja forløsende og livsbekræftende veje gennem de kundskaber, som du har at gøre godt med. Ja og gør det med hele din krop, hele dit liv – uden at blive blind af det. Stol på dine sandser og egen fortolkning af dit liv i livet og hold da fast, lær din vej at kende på dit hjerte, bær det, løft det, lad det være samfundets levende gode i vækst. For sådan vokser helligånden som et miljø, en omgivelsen, et arbejdsliv i personlig hånd i hanke med livets samfund. Det inderste bliver det yderste, det du har på hjertet inderst inde bliver hørt yderst i omgivelsen. Sådan griber det børn i deres fine hørelse, vær vis på det.
Det er menneskelivets eget sprog, som Jesus erkender igennem hele sit livs er-faring, hans voksende farefærd med at være til på jord. Og det fører så til noget man kunne kalde: Den omvendte logik.
Den logik skal vi lære, for det er den vej, vi skal med det hele. Også skriftskulturen skal lære den at kende, ja jo flere, der skriver for egen personlige regning i hørelse af ordet i kongens navn, des lettere bliver det at forstå menneskets sprog – imodsætning til for eksempel objektiviserende, videnskabelige, teknologiske fagsprog, der ikke bestiller andet end at indkode mennesket til at adlyde verden af lave, tingene, de teknologiske stykker.
(I overhørte mig på universitetet, fordi jeg skrev en filosofisk opgave i personlig jens-forstandig hørelse af det menneske-ophav, jeg troligt var opvokset af, havde oplevet og levet sammen med indenda og naturligvis tog vare på i et nyudviklende sigte med eget liv som indsats for samfundet fremover. - I dumpede mig teknisk efter 5 års tilstrækkeligt indgående studier, et malerjob at se til, en lille nystartet familie - i henhold til studie-ordningen, loven, fordi jeg ikke havde læst Jeres bøger. Thi da kunne I jo ikke høre, hvor indsigten kom fra, vel. MEN DERMED FALDT DOMMEN OVER JER og den står sandelig ved magt, vær vis på det, for jeg fælder ikke domme i tide og utide. Universitetet og den universitære stat er død. Tak SB, SGO, med flere, I lærte mig indgående at forstå statens usleste menneske – jeg anerkender jer, men jeg elsker jeg ikke kollegialt eller kammeratligt, nej jeg elsker Jer da naturligvis næstekærligt som menneske på jord, i liv og slægt og ikke som systemets mand. Og såvidt er I altså dødsens, såfremt I ikke har adlydt sandheden på dansk grund i kongens navn. Sorry, no, no, der er ingen undskyldning for at være dum i hjertet, jeg mener: skal andre studerende lide af den samme dualisme som Jer, fordi I ikke var i stand til at forlade establishementet og således adlyde. At være en dreng, der skal kalde påtaget voksne mennesker tøse-drenge, det er ikke rart, det er heller ikke nødvendigt – nej, det er såmænd bare et spørgsmål om liv og død for menneskelivet på dansk grund. Farvel og tak for kampen nok engang. Kom igen, når begavelsen melder sig hos Jer, SVIN. - Ja tag det ikke så tungt, I bliver bare røgtet i oplysningens livstro navn. Og det er ikke på overførsels-indkomst, nej det er for egen regning i Jeres stald-længe i vort kongehus’ baggård. I udgår).
***
De første skal blive de sidste og de sidste de første, siger Jesus et sted. Hans erfaring med livet, hans erkendelse af Gud - hvorefter gud blev vor sande kærligheds baggrund for vort hjerte, ja kom ned på jorden – den jordnære erfaring siger for eksempel også: Fra den som lidet har skal det sidste tages, mens den, der i forvejen har skal endnu mere gives.
Hvad taler han da om?
Ja da fortæller han, da underviser han os i vort tro menneskehjerte, i hvordan udvikling i sandhed foregår, hvordan vækst i livets glæde er samfundets udviklingspotentiale. Tager vi den sidstnævnte som udtryk for den omvendte logik, omvendelse af skriftlighedens, lovens magtkultiverende adfærd, så taler han om kærligheden, glæden, frimodigheden, trygheden i vækstens egen kreativitet.
Oversat til plat dansk: Den, der ikke kan glæde sig ret meget over det simple faktum at være i live, at være givet et hjerte, der slår, ja vedkommende er sådan set en belastning for samfundet og vil derfor også blive udstødt på helt naturlig vis. Farvelfærdsstat, må jeres arbejdere hurtigst muligt finde deres grav.
For fra en sådan utaknemmelig adfærd, ikke at kunne glæde sig på simpel vis i livet, fra det menneske skal den sidste stump glæde tages. Den sande glæde i livet vil simpelthen forgå i hjertet på vedkommende, om det så sker via børnene eller ej, ja det er der ingen, der siger, men sådan er det ofte.
- De nyopstartede selv-indbildte ægteskaber ovenpå skilsmisser, som bryster sig af at være noget så lykkelige, ja de bliver før eller siden suget tør for sand glæde, fordi de kommer til at opleve, at deres delebørn ikke helt nærer samme frimodighed i forhold til alt det skønne, der ellers ville kunne foregå mellem to køn. Arvesynden går direkte i kærligheds-begrebet og seksualitetens godtroende udvikling dermed. Det smadrer skilsmissebarnets følelsesliv om man så vil kalde det sådan.
Utroskab er incestiøst, skaber misvækst, så mennesket tænder, som man siger, tænder seksuelt på sand og ren kærlighed, fremfor at bekræfte den videre til noget meget mere livgivende. Det begynder at kneppe den, børn, unge smukke piger og drenge - ja ligesom flue-knepperiet på universiteterne, der jo videre nedarves, så det går i folket og kommer op som politisk flueknepperi.
Det hellige, helligdommens sande vækst forsvinder simpelthen, den bliver falsk og da bliver det særdeles energi-krævende at opretholde den som sand!!! Løgnens væsen er at foregive at være sand – og det er stats-samfundet i en nødde-skal.
Utroskab består ikke i, at der bliver kneppet udenom og folk så på påtaget voksen vis tager konsekvensen, ja det er kun en brøkdel af sagens hjertelige kerne. Sådanne mænd er altså ikke mandige, kære kvinder og dig, kvinde, der falder for deltagelsen i utroskabelig sex, ja du nedværdiger dit eget køn, du nedværdiger kvinden som ligeværdigt menneske. For var du et ligeværdigt menneske, så vil du afstå fra at ødelægge børns opvækst, endvidere afstå fra at sætte børn i verden på den baggrund.
Takket være de akademiske pubertets-drenges organisation i statens kage-samfund, deraf ligestillings-mentaliteten i kvinder – og måske også i sølle mænd - ja takket være det faktiske forhold opstår nu den gamle mand i samfundet. Av, av, av, akademikerbørn, av, av, av akademikerstand, av, av, av. Hvor meget sandt var det lige, at i formidlede i hitlers koncentrationslejr. Den der opstår, når mennesket ikke kender sin plads? Ja og det er altså ikke sin plads i uddannelses-systemet på overførsels-indkomst.
Utroskaben består I, at de skilsmissende mod solen ikke adlyder menneskebarnets hjerte, såvel i eget liv som netop også i deres egne børn. Skilsmisse er blot en følgevirkning af utroskab, et afslørende eksempel.
For utroskab er mennesker, der ikke vokser som ærlige mennesker, der kan indrømme sandt på livets vej, ja her på jord. Desværre er det ganske vist sådan, fordi, at de er opvokset i det indbildende sind, som udbud-og-efterspørgsels-industrien afstedkommer, de falske behov, som de producerer og teknokratisk, administrativt håndhæver med magt. I vesten, kapital-statslig samfunds-kultur er der god forretning i at smadre livets børn. Det kan betale sig, mener man – og dem, der siger nej, det mener jeg altså, altså ikke, du er alt for hård, de siger sådan altimens de i dagligdagen adlyder den kapital-statslige forretning forledt på baggrund af udbud-og-efterspørgsel.
Ja jeg kan kun påpege at væksten før eller siden smækker med halen og forlader dem, der ikke har hørt efter, så de netop i hjerteløs sandhed kommer til at skulle klare sig selv, selv. Og det er altså ikke rart.
Gud er ikke nådig, Livets vækst er ikke nådig overfor den, der ikke adlyder og således kan indrømme sig i hans vækstvilkår. Nej Livets vækst den har vi i ryggen, den er vort under og den er sådan set bare virksom. Gud tager ikke parti, han virker bare. Adlyder man det ikke i sin sandselighed, smak, så går væksten bare videre med dem, der kan elske sandt og deraf vil leve. Når væksten smækker med halen og du ikke har hørt efter, ja så ryger hele din ånd ad helved til. Og der er det altså ikke rart at være.
Fra den, der ingen tro glæde finder i at adlyde livets egen vækst og vokse dermed til glæde for samfundets videre-udvikling gennem slægterne, fra den, fra det menneske vil Gud, livets egen vækst tage den sandt forløsende glæde. Ja for ellers består menneskelivet på jord ganske enkelt ikke som en menneskeværdig, oplevelsesrig begivenhed, hvor børn med glæde kan opvokse i tryg ånd og deraf blive milde med fast hånd.
Det andet ben i sætningen: Til den, der har i forvejen skal endnu mere gives. Ja det siger det samme, men da gælder det så den, der rent faktisk adlyder hjertets vækst gennem livet. Og nej, der er ingen retfærdighedens dommer, der er kun hørelse og sand indrømmelse på livets vej til at fortælle, vokse i den indsigt, der rent faktisk kommer og dømmer mellem levende og døde erfaringer eller stemninger på naturlig vis.
Det er ikke noget, du skal gøre, altså dømme, det er vækstens egen hjertelige indsigt, der gør det og den er du ikke herre over, den må du bare adlyde. Vor Herres dømmekraft, næstekærligheden handler altid om at opløfte mennesket, bekræfte det ligeværdigt på det sande gode i sit levende og dét, en sådan adfærd er afhængig af, hvorvidt du troligt er vokset i livets egen indsigt. Uden sands for det sandt menneske-levende kan du jo ikke opløfte eller oplyse mennesket, kan du jo ikke elske næsten rent, helt almindeligt taknemmeligt og bekræftende på lige netop vedkommendes menneskelighed.
Jeg gentager: Det er tro kærlighed i vækst, der dømmer, ja den sandser bare, hvad der er levende og hvad der er dødt – men den kan man altså ikke kende uden at vokse med kærlighedens erfaringer op gennem livet. De skal indrømmes sandt. Det koster livet at elske, men den omkostning giver helligåndens omgivelse, livets samfundsudvikling.
Når man holder på som nordmændene vist nok siger, ja så vokser man i erfaring med tålmodighed og kommer derved til at kunne indse, hvor forført vi ofte bliver, men dermed også, hvorfor vi beder til væksten i vort liv om, at den ikke lader os lede i fristelser, vi kan dø af. Ja der menes den sande glæde, det sande udviklingspotentiale. Døden er glædens død, fordi den mistillidsfulde, måske sure, måske tilbageholdende, måske endda voldelige, men i sådan adfærds efterfølgende mol spreder angst og dårligdom, der bliver til sygdom i samfundet. Og det dur jo ikke.
Den, der forstår at glæde sig, værdsætter det sandselige livs levende, at være taknemmelig i livet, uanset hvad, ja vedkommende vil vokse i den glæde og således blive givet endnu mere af den.
Vedkommende vil vokse i erfaring med glædens indsigt i, hvordan vi i sandhed altid har været samtidige i livets levende på jord og derfor i al evighed kun er givet vor sande livsglæde, nu og her i al evighed til samtlige udviklende gøremål. Der er ikke nogen før os, der kan hjælpe os i egentlig forstand og der kommer ejheller nogen bagefter, der kan hjælpe os i egentlig forstand. Og derfor er det glæden ved at være til og virke dermed, der er det største, den største anerkendelse af dem, der har levet før os og gjort, hvad de kunne for at bedre livet, gøre det mere fredeligt, afstemmende gennem deres overlevering af erfaringer til vort liv, nedarvet gennem såvel arv som miljø – i al mindelighed, som man siger. Og på den anden side er glæden ved at være til og virke dermed, derfor også den største håndsrækning, vi nu og her kan bekræfte vore liv gennem til gavn for efterkommere.
Den anden sætning: De første skal blive de sidste og de sidste de første. Den handler ligeledes om sand kærlighed i vækst og samfundsudvikling.
Måske kender man det forhold som herre-slave-forholdet, hvor den selv-bestaltede herre tager sig en slave med magt-pression i baggrunden – men efterhånden ikke kan undvære ham, ja efterhånden kan mærke, at han måske egentlig også er et ligeværdigt menneske. Det er slaven, der først erkender, vinder indsigt i mellem-menneskelige afhængighedsforhold – og den selvbestaltede herre erkender det sidst.
Det er omsonst, at der skal bruges degenererende energi på den slags, men sådan er den romantiske arv desværre. Og det er jo bestemt heller ikke ukendt fra parforhold, der netop på tilsvarende vis geråder i ulykke, når den romantiske magts ånd og vilje til at bestemme alt og intet uden at høre nogetsomhelst får fat. - Mange, mange mennesker er blevet skolet, socialiseret og opdraget i den romantiske rets-fascistiske, selv-retfærdige ligestillings-mentalitet. Når manden i huset så vil banke i bordet og tilbede kvinden på det menneskelige ligeværd i de gudgivne roller, altså med henblik på kærligheden ved at lære hinanden bedre at kende, mere personligt, længere ind i hjertet, for at kunne holde sammen på familien – ja så smutter nogle kvinder over i ligestillings-argumenteren, rettigheder, statsmagten, de akademiske pubertetsdrenges opfattelse. Og det er da især meget ulykkeligt for kvinderne, foruden hele familien, familie-kærligheden, der altså er samlingspunktet, samfundets arne, opvækstens muld for barnet. Satans pædagoger!
Nogen vil måske sige, at det også kunne være omvendt, hvilket jeg ikke skal afvise, men vi lever altså i en Faderens, Sønnens og Helligåndens kultur og ikke i en mama-mia-kultur. Vi lever i en kultur, der ærer sandheden som menneskeværdig, ligeværdig skyldsgode – i de gudgivne roller, som henholdsvis mand og fader, kvinde og mor med glæde skal adlyde og vokse i.
I tro på kærlighedens skyld, naturligvis i ære af sandheden, såvidt vi nu kan sandse den, ja da lærer vi også uskyldens oprindelse at kende. Vi er skyldige i vor uskyld og der er ingen undskyldning; der er ingen gud til at bære skylden for os, men der er forløsning af den, i vor vækst. Og skylden kan således forlades, når personen beder om forladelse for sin skyld og derigennem lettere kan sone sin skyld. Der er ingen hokus pokus, det er ikke vupti og så væk med det. Din bøn er først hørt, når den sande glæde atter stiger op, lyser dit sind og liv op af dit hjerte. Ja du behøver da ikke bede, for nogen gør det det bare lettere at blive mindet om, hvordan kærligheden genopstår: Kære gode vækst og udvikling i livet, forlad os vor skyld som mennesker på jord, som også vi forlader vore skyldnere mellem os, ja sætter hinanden fri til sandt at elske, ikke bærer nag, ikke søger hævn, ikke fastholder andre i gæld.
Og da slet ikke som bankfolk og stats-ansatter ekscellerer i det, thi det bekræfter jo intet sandt og ærligt liv i arbejde omkring levebrødets organiske vækstvilkår.
Det er derfor, at det er så vigtigt at indrømme kærligheden, ja trods alt tro, at der også kan komme godt ud af uoverenstemmelser, så de ikke udarter sig til skel, splittelse, tabere og vindere, overlegen og underlegen som tilfældet er med den romantiserende kapital-statslige kultur. - Ja for så er der fandme lang vej igen set i lyset af samfundet for vore børn, set i lyset af samfundet i tryg, lærerig opvækst og videreudvikling.
Det er omsonst, romantisk arv er omsonst. Herren over slaven, vinderne, dem, der vinder, kommer på podiet, kommer i regeringen, bliver statsminister, får bygget en stor virksomhed op – de bliver de sidste til at indse, hvilken tro kærlighed, deres succes afhang af og som de har tæret ganske kraftigt på, ja hvis liv, de har brugt til deres politiske eller iværksættende, masseproduktive idealisme. Det er jo da altid noget ville nogen sige, men da vor herre, hjertet ser fornuftens magteri og blinde adfærd fra den jordnære menneskelivs-erfarne forstands egen varme synsvinkel, så er pointen ikke, at der så gudsketakoglov opstår ligevægt før eller siden som justitsia-tilbederne tror. Nej budet er, at det er omsonst, håbløst, at enkelte romantiske ledere gående mod magten, forførende de mange derved eller fodbold-drenge opskolet til at vinde, sejre, erobre bolde, mv – det er omsonst, da hele det foretagende, hele den ånds-dyrkelse, kultiverende adfærd koster livsenergi, der ellers ville kunne være gået til at tilleve et ligeværdigt samfund med meget sundere, velværende, velbefindende glæder og deraf naturligvis børn.
Sådan er livets egen, ganske og aldeles sande logik..... Skriftkulturen har via lovens magt, lovens symbolik, at bruge tegnet på mennesket i bysamfundene, ja bruge tegnet til at underlægge sig mennesket som et dyr, en slave – derved lært menneskene i samfundene at adlyde skriften. Til al den, hele den kultur, kultiverende, dødsdyrkende livsmåde kommer Jesus og siger: I SKAL ADLYDE ORDET AF DET ÆRLIGE MENNESKEHJERTE I SIT PERSONLIGE ANSVAR DERAF – OG IKKE SKRIFTEN. I skal høre dét, der lyser vort liv på jord op. I skal afstå fra magteri, I skal afstå fra kamp, I skal afstå fra angsten for at tabe, thi kun derved kan I, menneskelivets vi, samhørigheden udvikle sig gennem dig. Kun derigennem kan vi vokse og lære at undlade opdyrkelsen af skel, opdyrkelsen af fag, opdyrkelse af upersonlige sprog, opdyrkelsen af kloge og dumme, opdyrkelsen af tabere og vindere.
Det er det samme som at sige, at mennesket da bliver i stand til at glæde sig ligeså umiddelbart og sandseligt godt, kreativt som ethvert barn er det helt naturligt i sit udgangspunkt – før det spoleres – men altså bliver i stand til det hele livet igennem. Sådan lyder den sande kærligheds lys imodsætning til lommelygten, der ingen lyd kan mønstre, bortset fra et værre medielystigt spetakel. At være er naturligt, men værre, ja det er 2xER – og det er altså håbløst usandt, uærligt, løgn og latin.
***
Vi skal adlyde helheden i let tilgængelig, umiddelbar forstand. Vi skal ikke tænke, men være og naturligvis gøre vort samfund til deraf. O r det. O er ringen, desværre afbildet to-dimensionelt, hvilket skyldes skriften, tegnet - for O’et står for kloden, globussen, den samhørige sammenhæng, den livets sfære, vi i al evighed med vort liv er stillet i og med. Og den er jo rund, men ikke rund i to-dimensionel forstand. Den er rund i fyldighed, ligesom lyd er det, ligesom din krop, ligesom din hørelse. Livets fyldige sfære på jord, med jordens rotation og det hele, ja den virker, vokser og visner, har bevægelser på en bestemt måde, en måde man kan lære at kende og derved forstå, sandse – ja derigennem forstå, hvilket livsvilkår vi i sandhed er underlagt som menneskeliv på jord. Det kan videnskaben aldrig fortælle, men det kan vort hjertekød og det er da meget praktisk, det er da hurtigt formidlet og ganske levedygtigt.
- Tænk engang, hvis landets gode intellekter ikke gik til amerikansk rumforskning, matematik og fysik, tyngdelov og universitær kapital-statslig lovgivning, men til oplysning af livet på jord, ja jævnfør det oplyste samfund, som det blev os givet underskrevet Kongens hånd.
- Tænk engang, hvis deres troskyldige intellekter ikke var blevet præget af den græsk-romersk akademiske stats børnehaver, folke-skolegang og gymnasier, men derimod var opvokset i livets oplysende glæde med muskler, krop og det hele, ja tænk engang, hvad sådanne intellekter ikke rettet mod det universitære tegn-teks-og-tal-baserede ydre rum – istedet indrømmet til samfundets livsudvikling af menneskeslægtens organisme på jord, sin jordede orden af ordets levende på jord. Ja tænk engang, hvor meget de da ville kunne være blevet til på ærlig, jordnær vis, dermed ikke mindst resten af samfundet. - For som tilfældet er, med deres manglende evne til at forstå sig i slægt, istedet begår sig som produkt at lovgivning og dermed som masse-producerende lovmæssigheds-dyrkende i komplet efterligning af intetsigende love – så fremdeles er de blot en overordentlig belastning for samfundet i form at teknokrati og teknologi baseret på stjernerne.
De identificerer sig ikke med livets samfund, men med statens systemer, fordi deres fædre har adlydt retfærdighedens uendelige sandheder, fremfor kærlighedens sandhed i al evighed. Det er overblik omkring det organisk nærværende samfund, der er brug for og sådan har det altid været. Ikke mindst deres sind bliver universitært rettet og det er helt galt, da det ved sine produkter og systembyggeri vender os væk fra alt jordnært.
Et produkt formidler en ånd. Det kender vi for eksempel fra Microsoft Windows – såfremt jeg ikke koncentrerede mig om ordet, skrev, kommunikerede med andre mennesker, ganske vist så med personlig tale på skrift, men netop derfor i koncentration om ordet, ja så ville jeg slet ikke røre ved den maskine. Det er et produkt af skrifts-kulturen, tegn-tekst-og-tal-baseret siddende arbejde - og på den måde er det jo ganske tydeligt, hvor degenererende dens selv-lovgivne betvingelse af din adfærd er. Man sidder ned, ja for så er der jo ro og orden i samfundet!!!
Sålænge folk sidder sådan, så bliver den universitære lovkultivering imidlertid ved med at ødelægge menneskelivet og helbredelsen af det, for så lærer vi ikke, så vokser vi ikke i bevægelse med livet, nej så tændes der for fjernsynet, så børnene kan se det altimens.
Hvorfor sidder jeg så her, når det er forkert? - Jamen kære medmenneske, så kig da lige ind i statens skole-bygninger og kapital-statens bankvæsen! De kalder det uddannelse og arbejde og siger det er nødvendigt som om de overhovedet besad et menneske-ærligt forhold til nødder. Ja for de skal da knækkes, så den egentlige næring kan komme os tilgode. I kan godt glemme det der med SKAL - for de bliver knækket. Og hvis ikke af mig, så af andre. Der er ikke noget vi skal i liv og samfund, når hjertet ikke er med i sandselig agtelse for sit organiske vækst-grundlag og vore efterkommere - bortset fra at høre gott efter og tage fat om det i personligt svaren an deraf.
De er taget til fange af den romantiske arvs idealistiske foretagende. Vore børn er taget som gidsler i kapital-statens koncentrationslejr, de gasses ikke, de begraves ikke i masse-grave, nej, nej, det er slet ikke det lave niveau, for det er endnu lavere. De oplæres, opvokser i et viden- og indsigts-miljø, der er baseret på overførsels-indkomst, hvormed al deres lærdom, al deres sind for samfundet bliver betinget af konstant overførsels-indkomst istedet for krop og ånd som menneske.
– Det betyder at flertallet i samfundet vokser i en adfærd, der stødt og kanske ikke roligt, men så systematisk graver hele menneskelivets grav ved at kvæle sit eget gudgivne, helt naturlige vækst-potentiale i kongens navn. KAN I SÅ HØRE EFTER.
Når mennesket forstår sig i sand helhed - og ikke i matematik og fysik, arkitektur, teknologier og rumforskning - så forstår det sig i ånd, i sands af helheden, i sands af sin krop, sit hjerte som almindeligt menneske af slægt på jord. Og det er i modsætning til skriften, skriftskulturen, der imponerer og præger mennesket til at forstå sig to-dimensionelt, samfundet ligeså. Ja måske ligefrem synes, at det er højbårent at være i stand til at forstå sig tre-dimensionelt, da man således kan vise, at man har en stor pik i hjernen eller har lavet pølser, undskyld kan vise, at man sørme har forstået noget helt naturligt på ganske unaturlig, nemlig kapital-statskulturlig indskolet vis. Det kan ikke føre til forøget sands for livets jordnære varme, krop, arbejde, osv. Det kan ikke bekræfte sandheden i vort kød, derfor heller ikke give energi, sandselige ressourcer, værdigt arbejdsliv, mv.
Animations-film, computer-teknologisk tegnefilm, det er det matematisk-skriftlige tekno-sind, der er i færd med at efterligne livets egne bevægelser i kulturen. DE SER MENNESKER SÅDAN, de ser mennesket i tegnets kontur, der er intet indre, der er ingen sand som samhørig livshistorie gående. Der er ingen menneske-kødelig ærlighed, ingen sjæl.
Desværre er der ikke så få, der tror at deres liv er på rette spor, fordi de matematisk kan indse at livet ikke er to-dimensionelt, men tre-dimensionelt, for HOOOOLD DA KÆFT NATURVIDENSKABELIG FAKULTETER, TEKNOLOGIER, BANKVÆSEN OG STATSKASSE, MED VIDERE - I ER JO SÅVIDT EN PSYKIATRISK ANSTALT, DER INTET SANDT ÅNDEDRÆT I ARBJEDE BEKRÆFTER TIL GAVN FOR LIVETS SAMFUND, MENNESKELIVETS ÅNDS-KØDELIGE UDVIKLING GENNEM ARV OG MILJØ.
Dømt til døden af Vor Herre er I ihvertfald hermed. Og I skal ikke bryde Jer om fortsat at udbrede den sygdom via Jeres usle liv, elendige troskab mod kongeriget Danmark, menneskelivet på dansk grund: Det Oplysende MenneskeSANDSELIGT sandt vejledende Samfund, ja af simpel, enfoldig ærlighed af kærlighed.
Love er bundet til skrifts-kultur og derfor kultiverer love mennesket til at opfatte sig to-dimensionelt – i enten-eller-fornuft, som det også registreres og kendes. Ja skizzofreni er blot en videreførsel af det håndhævet med magt: Jeg er psykiater, modtager min løn over staten, i adlydelse af skriftlighedens kultur og derfor har jeg fornuft på den skizzofrenes lidelse – jeg kan ikke helbrede ham, men jeg kan sørge for, at han forbliver skizzofren med værdighed, altimens jeg opretholder min løn derved!!!.
HVORDAN GÅR DET PSYKIATRI/PSYKOLOGER/PÆDAGOER, HAR I FORSTAND PÅ DEN MENNESKELIGE EKSISTENS’ HELBREDELSE BETALT OVER SKATTEN. Er det aldrig faldet Jer ind, at den skizzofrene er blevet sådan på grund af kulturen på over-førsels-indkomst, ja at den skizzofrene lidelse først ophører den dag, at kulturen på over-førsels-indkomst indrømmer sandheden ligeværdigt på jord i positiv forstand af det, ja i livsførelse. Behandler-samfundet, ja det er mennesker på statslig overførsels-indkomst, der således tilhører lovens klub og derfor jo må have retten på deres side!!! Alle-er-lige-for-loven, men det er jo altså ikke alle, der lever af den – og hvad har de så lov til at leve af, om jeg må spørge, uden at blive sat i fængsel?
HVORDAN GÅR DET MED AT HOLDE SLAVER TIL AT BEKRÆFTE JER SOM NORMALE JÆVNFØR LOVGIVNINGEN PÅ OMRÅDET – eller I troede måske ikke, at sandt menneskeliv kunne sandse, hvad I holder indespærret i autoritets-troens uddannelses-system, så I kan føle Jer som kompetente? Hvordan går det, ja for der skal jo altså ikke meget til, for at rejse dem, I har holdt i fangeskab op imod Jeres psykopatiske stats-tjenende uddannelse og arbejdsliv. Nej, der skal ikke meget til. – Hvordan føles det at blive diagnosticeret af hjertets sands for menneskelivet, FOR DEN KAN JO ALTSÅ IKKE ROKKKES ELLER ANALLYSERES, skal I tvangsindlægges, skal I tvangsmedicineres? Jamen små pølser, det bliver I hermed.
Nej, naturligvis skal I ikke tvangs-indlægges – I skal bare uddannes, I skal lære noget sandt. Nej sagde jeg, naturligvis skal I ikke tvangsindlægges til at forstå Jeres egen dårligdoms-bekræftende sygdom, for hjertets sands er jo til for at undervise det dårligdomsramte liv om, hvordan det bliver rask, lader sig helbrede. MÅ SATAN FORTSÆTTE MED AT ÆDE JER OP INDEFRA, sålænge I ikke adlyder.
Den modsætning: at adlyde ordet, fremfor skriften - det er ikke en modsætning hos den, der adlyder ordet, helheden, hørelsen i livets krop, stillet med sit samfund og præget af sit samfund, ja hos den, der hører i hjertets ånd og adlyder den, fremfor loven, skriftens ordsind.
NEJ modsætningen kommer fra dem, der har et to-dimensionelt sind, præget i deres kød og slægter via lovgivningens, for eksempel Mariannne Jelveds accept af adfærds-regulering. Et sind som fortsat vil have, at lovgivningen har ret i henhold til overenstemmelse, igen vurderet af et to-dimensionelt sind. - Marianne Jelveds lille indrømmelse af politik som adfærdsregulering engang for længe siden, det var en indrømmelse af, at hun som skolelærer selv var totalt adfærds-reguleret og ikke længere kunne se, hvordan menneskelig samfundsudvikling foregår. Hun var simpelthen nødt til bare at tage trykket i statens to grundlovsgivne retninger: Pest eller Kolera.
- Jeg synes, at det er fint, at du har holdt hånden over skole-lærere, for de er ikke dumme, Marianne Jelved, nej, naturligvis ikke. De kan bare ikke undervise og oplyse livet i sandhed og sandselighed. Fordi det ikke lader sig gøre på overførsels-indkomst for fanden.
Livets skole er ikke en skole, det er i sandhed livet og det vil jeg bede Jer om at indrømme. Og nej, det er ikke bare deres skyld, de hårdtarbejdende skolelærere, det er statens og de usle mennesker, der opretholder dens orden på bekostning af ordets. Så hvem er det nu?
Det er hele det politiske stats-samfunds ordens-mentalitet, der skal ophøre, fordi den efterligner dét, som den har efterlignet. Kopien bliver ringere og ringere og ringere. Og det er altså børn, mennesker vi taler om. Det er VOLD, HJERNEVASK, BLINDHED og I kan fandeme ikke være det bekendt som mennesker af det danske.
Fornuften, skriftskulturen, tegnets kultur er en efterligningens mentalitet, der er uden forstand i menneskelivets rundhåndede og rundåndede vilkår. Den kan simpelthen ikke modtage, ikke ånde. I dens ånd bliver man derfor indmargret, marven giver sig til kende, der er ikke mere tilbage af mennesket i saft og kraft. Der er ingen runde baller, der er ingen røde kinder, der er ingen ærlig seksualitet, der er intet menneskeligt tilbage. Herhjemme må kongetro, tro mod menneskelivet på dansk grund, derfor også bære dem, politikere, hvis hjerte nok i udgangspunktet er på rette sted, som man siger – for det er egentlig fejlen, den onde arv - men som altså ikke ønsker at formidle det vejledende for kommende slægter i sit egentlige livs-oplysende element gennem livsførelse og arbejde omkring organisk vækst.
– I Post Danmark, der føler ledere sig humane, hvis de er radikale, uden dermed at være klar over, at de stiller sig sammen med akademiker-standen, formidlerne af hitlers systematiske, lovreligiøse statssamfund via folkeskolede politikere og andet godtfolk! Og det hjælper jo altså ikke noget med et HR-personale fra den kant til at sætte det humane i system. Kære PostDanmark: I mangler præster, almindelig tro mennesker, der afstår fra at lade sig inddoktrinere fire værdier. Budet kommer altså ikke med posten!
Identitet præget at statslig myndighed er opdragelse i Kejser Nero, at adlyde menneskelivets identitet to-dimensionelt – ja, kære medmennesker, det betyder altså ikke, at I skal lære at adlyde det tre-dimensionelt, for det gør det da ikke bedre. Nej, det betyder bare, at I skal lære livet at kende på sin helt naturlige vækst, i dets milde åndende realitet, der på forhånd har skikket os til at sandse dét, der er godt til os, vort liv på jord i organisk arbejde.
TIL HELVEDE MED AL LOVGIVENDE STATS-FUNKTIONALISME OG RETS-FASCISME, DØD OVER ENHVER POLITIKER, DER NETOP I DET NAVN IKKE FORMÅR AT UNDLADE FRISTELSEN TIL AT GÅ MOD MAGTEN, TILLIGE STATSANSATTE I DERES FALSKE MYNDIGHED, ISÆR RETS-STANDEN, DER JO BEGÅR SIG SOM OVERORDNENDE LEDELSE OG DERFOR FØRER DIREKTE TILBAGE TIL UNIVERSITETS-KULTUREN. – MÅ SATAN BORE SIG IND I JERES HELE LIV OG SLÆGTER TIL I FORSTÅR, HVAD I HAR NEDARVET VIDT OG BREDT I HELE DEN DANSKE BEFOLKNING, FORUDEN JERES EGNE BØRN.
Og til Jer andre: Lad dem brænde op i Deres selvforskyldte helvede, sålænge de ikke vil leve i det oplysende kongetro, ja i sandselighed menneskekærligt udviklende slægtsamfund. - Ære være deres Majestæt, Dronning Magrethe og hendes store familie, menneskelivet på dansk grund af kød og blod. Og hjerteligt velkommen til tro mennesker fra andre lande, uanset hudfarve, da Jeres varme hjerte hjælper os til at være dem, vi som danskere er i menneskelivet og vi dermed meget lettere i kraft af vor stamme på dansk grund kan favne Jer som ligeværdige mennesker på jord. Sand kærlighed overvinder alt og har derfor allerede vundet over løgnens romantiske kulturer, den onde arv på europæisk-vesterlandsk grund.
***
Det var forhåbentlig nok om sproget: Menneskehjertets sandselige eget i sit optryk af det unders tryk, vækstens eget, som nedtrykkende romantisk magt-forførende virksomhed bilder sig ind at kunne kvæle per lov. Derfor ikke kvæler, blot misbruger på det groveste, så vi ikke kan rejse os ligeværdigt op på jord og holde om hinanden der. Der, der, bang, bang, som det så næstekærligt hedder i sigte på romantismens død.
Lad mig sammefatte: Ordet er ikke skriften, ordet er hjertekødet. Din evne til at tale ærligt som menneske på jord, at adlyde din ytringsfrihed i kongens navn, det kommer ikke af, at du har siddet ned og lært at læse og skrive. Tværtimod forplumrer og afholder det indlærte, indskolede skriftlige, den tegn-tekst-og-tal-baseret romantiske kunnen udi fag-opdelende, partisk funktionalisme dig fra at kunne høre menneskelivet rent og mildt på jord. Videre bliver dit voksende sprog i menneskeånden, den ellers milde og faste hånd, du er givet som menneske, ja den bliver forstyrret, forført, forledt af skriftlighedens kulturer.
Renselsen af dit udviklingspotentiale for samfundet, ja hørelsen af dit nye vidnesbyrd som menneske på jord, i virksom livsførelse dermed, den sker derfor ved at undlade det indskolede teknokratiske ordsind til fordel for det hjertebårne, slægtsbårne i kærlighedens tro bevægelige krop.
Dit hjerte fortæller dig, hvad du skal og det er aldrig regelbundet, men dog bundet til dit hjertes pligt: Du skal elske dine gøremål i livets navn og ikke statens. - Indrømmelsen af dine hjertevarme erfaringer som menneske af slægt med livet på jord blandt venner og bekendte som også bare ukendte, næstekærligt stillede mennesker, du møder på din vej – og såvidt i den kultur, du er opvokset i eller nu må begå dig i – det er renselsen af vort samfunds pløre og misbrug af menneskelivet. Og det giver dig samtidigt sands for livets eget sprog, den sande vækst i ærlig menneskelig forstand. Det er altsammen i din krop og dens åndende sfære og det bekræftes yderligere i samhørighed af tilsvarende medmennesker, desuden yderligere ved at søge arbejde omkring den organiske vækst, det organiske livsvilkår på jord, der ernærer os.
Dét er SPROGET, der opløfter og oplyser os i livets samfund, så det kan genopstå i glad udfoldelse, der udvikler os til vor helt naturlige sandselighed og handling. Må Gud, Livets egen vækst også være med dig - så du for eksempel ikke skal opleve, hvad det er for et SMÆK Troels Trier, så kongeligt mennesketro synger om.
KROPPEN
Kroppen er en menneske-kødelig organisme, der ånder i et med sit ophav og omgivelse, sin arv og sit miljø. I ET sagde jeg, nemlig i år nul.
Det nyfødte barn kommer ikke til verden, det kommer til i livets omgivelse fra at have været i moder naturs vold, Guds egen vækst i menneskelivets menneske-kødelige organisme.
Natur er faktisk også latin og det betyder fødsel. Deraf afstammer endvidere ord som nation, det engelske native og lignende. Vi er indfødte, vi fødes inde i moder naturs liv befrugtet af faders natur – og kommer ligeledes ud af moders liv til faders stolte hænder og mors favn. Menneskelivets naturlige forhold fortsætter hele livet igennem. Ja det gør nærmest ondt, så smukt som det er at opleve ens eget afkom ploppe ud af den guddommelige vækst, som vor menneske-kødelige organisme er aldeles afhængig af. Det er så smuk, skøn og virksom kærligheden er i sit forplantende vækstfænomen, det gør nærmest ondt, men det er ikke ondskab.
Kønsdriften er én side af sagen, vi vokser op og tiltrækkes af det andet køn - ja for der er kun to – dernæst vokser vi, forhåbentligt, ja naturligt i ønsket om at få børn og blive far og mor. På den måde vokser kønsdriften også, den overgår til en højere, en dybere, mere naturlig og inderlig holdbar kærlighed, en større ømhed for livets egen natur, livets gang med os. – At være i elskov med sit barns mor, fordi man elsker hendes natur, hendes troskab, hendes fødsel af sunde og raske børn, ligeledes omvendt i forhold til manden, der jo befrugtede hende, ja det er da til enhver tid langt mere livsbekræftende af ligeværdigheden som menneske end det knepperi og den behovs-retslige sorg som justitsias ledelse tilbeder: Fuck me in my ass with a hammer. En sådan livsførelse med Thors hammer i vold kan jeg simpelthen ikke adlyde.
Og nej, der er ikke noget i vejen med sport-i-toeren, såfremt det handler om, hvad samhørigt samleje er. Da hedder det nemlig ikke sport-i-toeren, men at lære røvhullet at kende for sit afførende gode.
Der er ingen, der har sagt, at det ikke kan foregå seksuelt – men det kræver altså, at man er indforstået med, at røven handler om at afføre sig det urene som kroppen, menneskelivets krops-åndende organisme vel at mærke skal udskide, for ikke at dø af forstoppelse. Al sandselighed er en frugtbar zone, men de forskellig sandselige elementer skal kendes på deres frugter fra det træ, det menneske de tilhører. Der er ikke to, der er ens, men der er kun én sand kærlighed i væksten at gøre godt med og det er værd at være opmærksom på.
Der er ingen, der har sagt, at du ikke må undersøge kroppens natur, tværtimod. DET AFGØRENDE ER BARE OM DU KAN OPPEBÆRE LIVETS EGET SIGTE DERVED, ALTSÅ FORØGE SANDSEN FOR KÆRLIGHEDEN I SIN KROPSLIGE, SANDSELIGE ORGANISME I VÆKST. Og kan du dét gennem hele livet til samfundets erfarings-udviklende gode, jamen så kan du jo også elske, så er dine undersøgelser ikke noget ondt.
Forsøger du imidlertid at vise, at du har lavet pølser, fordi du tør et eller andet, jamen altså, så er du ikke mere værd end at blive råkneppet og voldtaget uden kærlighed på alle de politiske planer, som det så i den romantiske arv, den kapital-stats-politiske mentalitet lader sig gøre. Og se det er stats-problemet, for det dør såvel den sande glæde i dig af, som også i mig.
Så kan du ikke dét, kan du ikke oppebære et næstekærligt sandt menneskeligt sigte, der handler om levebrødet, mad og bolig, samt oplysende kærlighed til dit medmenneske, dit egentlige samfund - ja så er du ond, for så går ømheden fløjten, så bruger du dit lem eller røvhulshul til at kneppe lorten, fremfor at elske livet rent, ja altså i indrømmende erfaringer gennem hjertets naturlige vækst. Så er du med andre ord behovs-retsligt fikseret og ikke hjerte-sandseligt fikseret, hvorved du ellers kan lære, ja vokse som menneske af det, hvadend du foretager dig.
Knepperi og bolleri det er udtryk for at menneskelivets hjerte ikke er på plads.
I kreativ tro elskov derimod, ja som helt naturlig afstandtagen til det folke-indskolede flueknepperi, der opfatter skriftlighedens universitær-statslige kultur som noget, der skal adlydes, fordi de ellers trues på deres levebrød i form af penge, følgeligt nedarver den trussel i børnene, omend al flueknepperiets lærdom kaldes det stik modsatte, nemlig det gode samfund – men ja ikke desto mindre, i kreativ tro elskov har man af samme grund ikke indgået en aftale. Det behøver man ikke, fordi man da kan høre livet tale i sit forsyn, efterhånden som erfaringerne gøres og livet troligt vokser deraf. Der gør man som man gør, fordi man elsker at røre, gøre og give et andet menneske en bekræftende, kropslig ømhed, uden forventning om gengældelse. Thi den vender helt naturligt tilbage før eller siden i samme udstrækning, samme ærlighed som hånden gav, rørte ømt, mildt og fast. Og det er ikke et princip, der er ingen forventning om gengældelse. Man giver kun, hvad der i sand ærlig er at give, resten er overforbrug, overstadighed.
Ja sådan er det altså i faderens, sønnens og helligåndens navn, kongeriget Danmark – jeg véd godt, at mange af Jer ikke kan lide det oplysende samfund, hvor ligeværdig livsførelse er gældende i hjertet. Jeg véd godt, at mange af Jer ikke kan lide oplysningens baggrund i kongehuset, kirken, troen, sand menneskekærlighed, men sådan er friheden altså givet blandt tro mennesker, sådan formår de at være nysgerrige, at undersøge, gøre nye kreative, menneskeligt opløftende ting, omend i agtelse for om menneskelivet vidt og bredt i det hele taget kan følge med i sit hjerte for vort samfund.
Det kan det så kulturligvis ikke, såfremt det adlyder statens virksomhed og lader sine børn skole i dens systematiske livsfornægtelse, thi det fører til knepperi, ikke blot manglende forståelse af seksualitet, men til direkte blokering af kærlighedens troligt oplysende, erfaringsdannende vækst til at håndtere den, sandse den. OG DA SKAL HJERTET ALTSÅ YTRES. - At lære eller dyrke sex eller flueknepperi uden nogen form for sand og ærlig kærlighed, det er det samme som at skide sig selv i hjertet, dernæst munden. Vi kender det fra politikere, men det er langt fra de værste.
– Troede I ikke, at man kunne høre på Jeres ærlighed, jeres hænders gøremål og stemme, hvad I render og laver med menneskelivets erfaringsgivende gode, kødet, når i blandt andet arbejder i industrien.
Ja skulle I andre derfor få lyst til at slagte dommerstanden for deres fornægtelse af sand kærlighed i udvikling med sit kød, jamen så for min skyld ingen alarm, da der ikke kan være noget somhelst tilovers for deres livsfornægtende ledelse af statens virksomhed. De er I deres juridiske, lovgivende, statskundskabelige universitære retfærdigheds-tradition den direkte grund til, at der ingen oplysning af menneskelivet på dansk grund ærligt kan indrømmes i kongens navn, ejheller på kærlighedens område i forbindelse med seksualiteten, ja for det er derinde deres usle livs arbejde rammer hele menneskelivets samfund.
Der er ingen undskyldning, de kan godt droppe deres selv-beklagende hulkeri, der fører til behov for hammer-virksomhed – thi de véd jo ikke, hvad sand skyld af underet er og hvordan den håndteres. Det vil i sandhed glæde mig at se dem biiiip, for jeg kender dem fuldstændigt, hele vejen ind i deres hjerte, véd, hvor mange menneskers ulykke, som de personligt har på samvittigheden. De troede jo, at de kunne skjule sig bag en myndighed håndhævet med magt, opretholde pæne stats-borgerlige ægteskaber uden at udvikle livet, uden at arbejde i kongens kødelige, slægtsbårne navn og oplysning i ordets sandhed. Så fanden tage Jer i hans romantiske utro samfundsledelse.
Farvel dommerstand, farvel universitet, farvel statskundskab, farvel jura, farvel justitsia, farvelfærdsstat. 2500 års unødvendige lidelser, det er Jeres selv-retfærdige gerning, det har I viet Jeres liv til at fortsætte som ledelse med teknokratisk magt.
– Ja, jeg vil gerne høre Jeres stemme i offentligheden, såfremt I ellers mener, at I kan få et eneste ærligt sandt ord udover Jeres brødflove munds hammertunge. Føj for satan, hvor er I afskyelige. Ja jeg vil ikke straffe Jer, men I kan jo passende gå ned og fortælle EU, hvad romtraktatens baggrund er eller I mener måske ikke, at I har sat trumf på gennem de sidste 160 år og således været i nævneværdig ledelse for den danske befolkning, kongens slægter, menneskelivet på dansk grund?
Ja sig mig engang, hvor mange hjørner mener I, at jeres usle romantiske, kejserlige liv kan løbe om på én gang overfor den danske Jens, menneskelivets almindelige repræsentant på dansk grund? – Véd I ikke, hvem Jens Langkniv er? Årh sølle stakler, for han er altså ikke romantiker, nej han kender sin plads i menneskelivet på dansk grund, under Kongen, Deres Majestæt, menneskeslægtens livs på dansk grund? - Kanske er han ikke den skarpeste kniv i skuffen, men det er jo heller ikke den sande kærligheds slægtskød han skal skære i og kan skære bort!
Kom så sølle skrævl med facade af glas og hjerter som sten, der kun intet indrømmer, kun uorganisk kan erkende - der vil ikke blive grædt over Jeres død. Der vil blive grædt over de mange menneskers livs-udvikling, som jeres utroskab har forspildt og således også over Jer, satans-tro, retfærdigheds-dyrkende som I er, endda på overførselsindkomst. - Jaaaah men, vi gik jo bare i skole, jaaah men vi tog jo bare en uddannelse, jaaah men... Hører I, Jer andre mennesker, der ikke bryder sig om beklagelse over, at det er samfundets skyld, thi nu véd I, hvilken nævneværdig ledelses-tradition, det blandt andet kommer fra, nemlig helt inde fra deres, det politiske, statskundskabelige rådne, ganske og aldeles utro hjerte og arbejdsliv i ledelse.
– Tak Steffen Brandt, Poul Krebs, Niels Hausgård, Eric Clausen, Kim Larsen, Anisette og Kobbel og de mange, mange flere i den boldgade, tak for Jeres bekræftelse af hjertets ytringsfrie stemmeret i kongens navn. Må eller kan man ikke tale, ja så synger vi da bare, så dem, der hverken kan det ene eller andet kommer til at mærke, hvad misforstået troskab og tavshedspligt gør ved mennesket.
Ja, dommerstand, universitære fornuftspampere udi al normalitet, jeg håber inderligt, at I må mærke, hvor mange menneskers liv, seksualliv og kærlighedsliv, som Jeres tradition har på samvittigheden gennem sin kultiverende romantiske stats-teknologisk-teknokratiske virksomhed og dens universitære rettelse af sindet.
JA og JA og JA, det gør jeg helt og aldeles klokkerent som sagt af rent menneskehjerte i god samvittighed, for jeg er ærlig i kongens navn, menneskelivet på dansk grund. Jeg véd godt, hvor strafbart det er og bliver i barnet, menneskelivets efterkommere, når forældre og voksne påtaget falsk myndighed tilbeder og udvirker selv-retfærdighed i lovens navn. – Jeg skal med andre ord nok prøve at redde Jeres børn, thi Jeres egen grav, ja den graver I jo selv, den står på vid gab og jeg tror ikke engang, at der er bund i den. Begrundelses-lovgivende kultur dyrker jo afgrunden, det véd I da godt? I må også godt låne et reb, siger Jens Langkniv, det er ganske vist ikke langt nok til den afgrundsdybe grav, men det kan bruges til noget andet, ja ligesom selv-retfærdighedens løkke. Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...
I bryder jer ikke om Kristiania, vel, I vil hellere en romantisk kejser-stat, hvor I er ledere, ikke sandt - ja for hjertet lyver jo ikke. Det kan godt være at Kristianitter ikke helt adlyder loven, men I adlyder jo intet, I adlyder jo ikke kongen. Hvad er værst synes du min læser: Mennesker på sulte-grænsen, der forsøger at finde bolig og lade et nyt kreativt samfund opstå på inspirerende vis – eller en flok dresserede aber, der tvinger en Richs-Rechts-Staat in name der Ausbildung und Arbeitspartei ned midt i det danske, troligt oplyste slægtskød af arbejdsomme milde hænder?
Universitært rettede statsborgere, ikke mindst rets-standen: FJERN JERES USLE LEGEME FRA LANDETS MYNDIGHED. Det bliver ikke kongen, der rejser fra Danmark, det kan jeg godt love Jer – det bliver Jer, såfremt det overhovedet kommer på tale. Og det afhænger af hørelsen i vor herres navn, oplysning, dannelse og udvikling fra det hjerte, vort liv, vor ærlige krop omkring levebrødet – nej ikke på overførselsindkomst, ikke i henhold til lov og heller ikke i henhold til kapital. Derimod i henhold til sand, organisk, sandselig vækst med krop i åndedræt og arbejde.
***
Kærligheden er naturligvis kropslig, opvæksten er kropslig, hjertets velbefindende tilsvarende, ja ånden tilsvarende som dit liv rører ved alt, hvad du rører ved. – Er du bøsse i dit ægteskab med din kone og din familie, elsker du ikke kvinden som ligeværdigt menneske. Ja for ser du, det er den sygdom, det tryk som homo-seksuelle lider under og som altså skyldes den græsk-romantiske stats-kultiverende, den autoritetstro livsførelse per fordummende angst for myndigheder, skriftlighedens kulturer og grusomt selv-destruktive symbol-dannelse.
Sagt med andre ord: Hvorvidt går bøsser og lesbiske ikke, for at vise det omkring-liggende samfund, at det afgørende er ømheden, sigtet med at bruge den kropslige organismes huller. Kan det ikke blive til børn i sand ømhed, ja så kan det i det mindste blive til oplysning af ømheden, skrøbeligheden i menneskelivets vækst. Den historie fortæller de, gudhjælpme som sande børn af vort samfund. – Er du uenig, Bråd Thomsen?
Forstår I: Bøsser og lesbiske gør deres menneskepligt i kærlighedens sande navn, uheldigvis helt derude, hvor sindet er fordrejet i sin natur, men alligevel – de fucker hullet, ja men DE ANERKENDER SÅ GUD ØMHEDEN, MILDHEDEN. Såvidt er det imidlertid kommet på grund af alle Jer pæne, bedsteborgerlige aftale-selskaber i kapital-statens græsk-romantiske regi, der tror at den hellige grav er velforvaret, når I bliver viet af en universitær stats-politisk præst som om landet var græsk-katolsk. Ja I kan altså ikke skjule Jer længere bag den ægteskabelige facade, Jeres selv-bestaltede status-symbol, der intet, ingen sand kærlighed i vækst har på sig. Intet arbejdsliv i livets navn, intet arbejdsliv i kongens menneskelige slægtsnavn nogensinde har taget på jeres kappe, vendekåber. Derfor: Fuck you in your hell: jeres selvbestaltede politisk aftalte spilleri med menneskelivets kærlighed i vækst.
***
Moder natur og faders natur er præget af deres ophav, deres arv i den udveksling med omgivelsen, som den er rundet af. Arv og miljø eller ophav og omgivelse er to sider af samme sag. Moder natur er menneskelivets moderlige natur og den er præget af den kultur som pågældende moder, hendes ophav har skullet klare sig med og derved lært hende noget tilsvarende op gennem hendes opvækst. Det samme gælder faderen.
Med andre ord: Et barn fødes i livets omgivelse, det fødes af moderliv befrugtet af faders liv. Men da menneskelivet er stillet meget konkret på jord, kendetegnet ved et unikt klima, et unikt slags vejr, så er livets omgivelse ikke blot den menneske-kødelige organisme, omend den er helt central for formidlingen af menneskelig varme omkring barnet – den menneske-kødelige organisme er også rundet af de unikke måder at klare sig på, overleve i livs-omgivelsens omverden.
Sådanne måder eller skikke er kultur og de er naturligvis præget i kødet, ja de har deres egen nedarvede erfarings-bank i kødet. – Mange grønlændere her i Danmark for eksempel har ingen chance haft for at orientere sig, sandse, pånær at trække sig ind til stammen og ind i naturånden. Der er ingen kunstig, skriftlig menneskeånd nedarvet, hvorfor det naturligvis er temmeligt svært at begå sig i skilte-skoven. Det er kun folke-fascistisk skolede mennesker, europæere, der med hovedet under armen, som man siger, har vænnet sig til at følge kapital-statens kejserlige lovgivning.
En dansker udvandret til USA eller et andet sted på jord vil i forbindelse med fødslen af et barn også søge det nedarvede, hjemlige. Menneskets følelser, menneskets krop forstår sin natur i lyset af den kultur, den omgivelse det er født i. OG DET KOMMER VI ALDRIG UDOVER, FOR DERI BESTÅR OGSÅ VORT UDVIKLINGSPOTENTIALE SOM MENNESKE. - Det betyder at barnet født af en mor og en far med forskellig kulturel baggrund kommer til at forstå mere af sin egen natur ved at lære henholdsvis moderens og faderens kulturelle baggrund bedre at kende, foruden den vedkommende faktisk lever i.
Arv går i arv omkring miljøet, hvorfor æblet nok kan falde i nærheden af stammen, dog aldrig kan videreføre livet, aldrig kan være samme stamme – før den finder sin egen muld og slår rod. Mangfoldighed, variation, nyt blod, der forhindrer indavl som man siger, ja det foregår via miljøet, forskellige kulturelle baggrunde. Det bliver dog ikke hjemligt fornyende, det forhindrer ikke indavl, såfremt der ikke er noget hjemligt i forvejen at se det i lyset af, ja en muld at slå rod i - hvilket blot betyder at pointer med indavl bliver en biting i forhold til den aggressivitet, der opstår gennem universitær, total hjemløshed på jord = multi-etnisk samfund, i multi-multi-taskende adfærd, der kan multiplificeres ganske som masseproduktionens teknologier, banker og statskasser, ja som satans kat leger med musen, stresser den ihjel.
Jeg gentager: Når der ikke er noget hus, kan mennesket ikke gå i tørvejr, i læ og lys. Talt til det danske samfund: Integration på dansk grund lykkes ikke, når det foregår via stats-foretagendet, altså politik. FUCKFINGER til Jer, amøber og aber udi kejser-statens rige af tomme gode idéer – og genoprejsning af Jer, fordi I stadigvæk reagerer, thi det er det oplyste i vort samfund, der får os til at reagere og ikke det kategoriske, ikke det sociale. Det er så også det sidstnævnte, der overbelaster os: Hænderne har efterhånden vænnet sig til at give den sultne, flygtninge, hjemløse og lignende, ja bare medmennesket en rettighed på et stykke akademisk papir, en celle at forstå det i, samt en funktion som et tandhjul i arbejdsmarkedets maskineri, penge, penge, penge, tik, tik, tik, penge, penge, penge, tik, tik, tik. Som om hjertets slag skulle, ja overhovedet kunne følge den rytme.
Den multi-etniske hjemløshed fører til aggressiv kultur. Så stor er sorgen med andre ord i USA, så voldsom opskruet bliver fornuften følgeligt og så forstilt bliver livet følgeligt endnu mere i fornuftens alle-er-lige-for-loven-samfund håndhævet med magt. Staten er ikke et hjemligt samfund og bliver det aldrig, fordi dens borger ikke er af kød og blod, ånd og bånd, men blot et person-nummer, et tal med et regnskab at føle sig forpligtet på med trussel om fængsels-straf bagved. - Stat-styre har altid været et informations-teknokratisk tyranni håndhævet med pistoler i bæltet og magt alá ham der sidder i kranen og flytter rundt på alt muligt langt nede på jorden. Deroppe fra er mennesket jo bare en prik, der må flytte sig, så de store champ-se-ly-see linier kan betone livets storhed i landet ud i sandet, ud til vandet.
Den, der ikke vedkender sig menneskelivet som slægtsbundet og følgeligt ikke lærer sit ophav sandt at kende er i sandhed en trussel mod menneskelivets beståen og udvikling på jord. Det er jo derfor, at det oplyste enevælde skal æres, det er unikt, kære danskere – det er vor egen konge, oplyst i menneskekærlighedens navn, ja vor egen slægt, der har givet os smørhullet ligeover til efterlevelse. Vort kongehus elsker mennesket og ønsker at alle mennesker på dansk grund må kunne udvikle liv og samfund i den kærlighed, et sådant havebrug. Er det så slemt?
Jeg mener forstår I ikke, at vi netop i sand Kærlighed kan gøre vort til at vise resten af verden vej, fordi vort kongehus ikke er et kejser-stats-rige, men omvendt et menneske-slægts-rige i kærlighedens kongelige navn. Der er en utrolig, fantastisk, men ikke desto mindre sand hjemlig ledelse i vort land, vor menneske-kødelige organisme og den skal naturligvis bruges til at udvikle menneskelivets samfund, vise, hvordan man af kærlighed og vækst-glæde kan leve i samdrægtighed, samhørighed på jord.
Vi kommer aldrig udover vort fædrende og mødrende ophav, vi kommer aldrig udover vor slægts-forbundne natur, vore bånd, der altså naturligvis er stillet på jord og derfor er rundet af et klima, et vejr – følgeligt også gør sig gældende ud af, ja taler af en nedarvet kulturhistorie. Og den skal renses gennem nye vidnesbyrd, arbejde og fornyende livsførelse, ja ærlig kærlighed.
Er barnet derfor født af forældre med vidt forskellig kultur-baggrund, ja så bliver det ganske menneskenaturligt set et anliggende for pågældende barn at finde sig sin menneskenaturlige identitet. Og det er faktisk sådan sand integration, ja stop med det åndssvage latinske ord, lad os istedet sige: At føle sig hjemme i sit kød som menneske på jord – så det er faktisk sådan sand hjemlighed i år nul tilleves, vokser sig til i personligt ansvar for netop menneskelivet i sin menneske-kødelige organisme. Desværre accepterer kapital-stats-kultur, masse-produktiv arbejdskultur ikke den vækst, hvilket betyder, at mennesker involveret i den slags ikke tror på fred og udvikling i vækst på jord. De lader sig istedet indbilde af bankvirksomhed, statsvirksomhed og deslige, der aldrig har haft rent mel i posen, da der intet menneskeligt udviklings-sigte er i dens slags symbol-dannende virksomhed med magt bag.
I et multi-etnisk samfund som jeg var inde på det, for eksempel USA, der er det velkendt – det bliver magtpåliggende. Det bliver et arbejde at finde sig sin identitet, netop i en ny kultur. Ja for det amerikanske landskab, det er jo som det er – og indianerne, dem, der måtte være tilbage, ja de kender det bedst! - men alle de forskellige slægts-afstamninger i det fortsat tilblivende nye land, USA, gør, at de hver især har måtte kæmpe for at bevare en kontakt til deres oprindelige identitet, deres afstamning, for at kunne forstå, ja sandse deres eget kød og blod ærligt. For simpelthen at kunne SANDSE MENNESKEKROPPENS EGENTLIGE HJERTE HER PÅ JORD. Det er særdeles lidelses-fuldt at leve og føle sig hjemløs i livet – og dét fører til sygdom, dårligdom, hjerte-forvredent magtmisbrug, projiceret ud over hele verden ligesom barnet, der simpelthen ikke kan få nok opmærksomhed, fordi den opmærksomhed, det får eller har fået er falsk, ikke vækstbetonet, ikke organisk. 100.000 timers skolegang i staten for eksempel, dog ingen vækst, ingen sandselighed, der kropsligt kan noget med det organisk åndende vækstvilkår.
Det grusomme, det grusomt overbelastende med hensyn til identitets-dannelse, ja det er netop, når det kommer til at foregå i fornuftens sprog, de akademiske, kapitale og politiske. Fordi de netop er identitetsløse, de bærer ikke noget navn, intet kød, intet blod, ingen kærlighed, ingen krop, ingen agtelse for det almindelige sprog og det samfundne, de gør sig gældende i; Psykologi, Politik, Pædagogik, Økonomi, Jura, Filosofi, Fysik, Kemi, Arkitektur med videre.
Desværre kan vi derfor også i dag konstatere, at amerikanerne ikke blot har det svært med deres identitet, gør et arbejde for at værne om dét, de har bygget sig op omkring – desværre kan vi i dag konstatere, indse, at deres vanskeligheder ikke mindst skyldes det forpulede romantiske kapital-stats-rige, der stammer fra europa. Fordi det ikke tillader menneskelivet at leve ærligt i år nul og dermed ikke kan lade såvel kroppens som samfundets vækst-organisme ånde frit og udrense sig, afføre sig sit lort, som det er helt naturligt for vækst at gøre. Det er naturligvis ikke mennesker, der er noget lort, der skal udrenses, men politisk magteris dårlige, ufrugtbare ånd, der skal udrenses. - Samtlige etniske udrensninger på europæisk grund har en nældens rod i akademisk stats-tradition, romantiske love håndhævet med magt over territorier i sigte for at tilrane sig guld. Følgeligt også i USA.
Sådan er det, fordi lov-kultur er idealisme, objektiv indbildt administration af et områdes liv ovenfra, som man siger. Ovenfra betyder med magt, den form for magt, der er bange, angstbundet og derfor ikke tør lade noget gro – ja ingen tillid nærer til vækstens eget menneskebud i varetagelse af nærings-grundlaget i sin omgivelse.
Romantisk magt, nedarvet i vort kød via stats-lovgivende kultivering glemmer, skaber overtryk gennem systematisk undertrykkelse, den glemmer simpelthen den organiske forstand, der nu engang på urokkelig vis holder os til jorden. Den glemmer derfor også den kærlighed, der udvikler sig naturligt i livets gang med krop og arbejde i sigte for at bedre vore organiske vækst-betingelser, vort samfund. Dens geschæfter overhører det egentlige sande udviklingspotentiale i mennesket og dets livskultur.
Det voldsomme, det prangende, the romantic show-business, dét vi ikke kan lide ved amerikanerne, det er dét, vi har kæmpet så hårdt for at lægge bag os her i Europa. Og det er altså ikke lykkedes endnu. Det er med ord noget, vi på ingen måde kan lide i vor egen europæiske kultur. Kender I ikke det ordsprog, der lyder som følger: Hvorfor ser du kun tornen i næstens øje, men ikke bjælken i dit eget? - Europa-USA forholdet er ligesom Far og Søn, det kan ikke blive virksomt i livets gang, den almindelige, hjertelige udvikling, såfremt det ikke foregår i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. USA-amerikanere kan grine bredt af Europa, ganske som sønnen, der er blevet klar over, at han er stærkere end sin far, hvis det skulle komme an på dét. Det er naturligvis ulykkeligt, men det betyder, at de beder om kærlighed, at blive indrømmet af deres ophav. Og således at blive elsket ligeværdigt på hjertet i menneskeslægten, omend de samfundsmæssige livsvilkår og vækstvilkår i sit landskab har været meget forskellige i forhold til deres fædrende ophav, det europæiske.
Og når det fattes, ja så kan jeg love Jer for, at der heller ikke vil være et øje tørt hos for eksempel araberne, muslimerne. For Faderens, Sønnens og Helligåndens navn står for mennesket af slægt i familier, der tør tro på kærlighedens fred, dens indrømmelse som samfundsudviklings-kraft med eget liv som livsbekræftende indsats her på jord. Mennesket, der tør være tro mod livets milde gang, adlyde de naturlige overgangsfaser med kønsdrift, ægteskab, børn og så videre. – Ja Gud fri mig vel, for så dumme er araberne ihvertfald ikke, de elsker alt, hvad de overhovedet kan og har altid gjort det ud fra deres vilkår. Det er langt værre med den europæisk-amerikanske svinehund bundet i akademiske kapital-stater og kapital-statsborgere, for den virksomhed gør grinet mere og mere kunstigt, psykopatisk, idealistisk.
Mangel på kærlighed, mangel på ærlighed, mangel på sandhed i sandselighed, mangel på indrømmelse, det fører sygdom, dårligdom og magtmisbrug med sig. Så enkelt er det.
USAs historie grundlægges af koloniserende europæere, der efterlignede den samfunds-orden, de var præget af: EUROPA = FATTIGDOM OG SLAVERI. Det er ikke mere en 40 år siden, at man henrettede de sågud smukke, lydhøre negere. Det er ikke mere end 150 år siden at man skød indianere. Ja det passer sådan ligeover, mentalt set med det vores grundlov er ladet med. Vi er jo ikke så hurtige her i Danmark, vi vil helst gøre os de samme erfaringer som andre har gjort!!!
- Der er da ingen forskel på dét som fornuftens, statslige, universitære folkefærd gør ved os kongetro, kærligheds-oplysende danskere – og så det hitlers håndlangere gjorde ved de tyske jøder, fordi de i hans vold ikke opfattede dem som germanere, ja, ja, men jo altså heller ikke opfattede dem som ligeværdige mennesker på jord, der både kommer af og tilhører den samme menneskeslægt. – Hvordan har I det nu, hvor die dumme dänen for alvor er blevet en realitet universitære forskere på landets sindsyg-anstalter. Hvordan har I det statsborgere, hvordan har I det rets-stand, ja for menneskelivet har det jo i sandhed ikke godt, vel, nej det kan vi ikke sige i ærlig samhørighed i kongens navn. Og derfor som sagt ytrer jeg mig af ærlig oplysnings-pligt i kongens navn, personlig ansvarlig derfor i eget døbte slægtsnavn: Jens Haarup Mortensen.
USAs historie videre-fortalt i lyset af Europa: Nord-og-syd-stats-krigen, henholdvis nordeuropæisk protestantisk engelsk-hollandsk-benelux-germansk-skandinavisk forstands-kultur i sin afstandtagen til græsk-romantisk kejserlig katolicismes fornuftskultur, fransk-siciliansk mafia-kultur, den hårde slægts-opfattelse, der er ganske sand, helt på sin plads, men ingen sandselig menneskekærlighed i skyld indrømmer og derfor alligevel ikke er på sin erfaringsgivende, vækstbetonede plads. Romantisk kultur har altid holdt slaver – også du min søn, Brutus. Jeg gentager: Forstands-kultur i afstandtagen til det brutale romantiske fornufts-sind, der ikke helmer før det får sin vilje, uanset hvad omkostningerne er.
Mamma-maria, mor er uskyldig og far er skyldig. Kvinden er uskyldig og manden er skyldig. Mennesket er uskyldigt og Gud er skyldig i himlen på sin sky, så ham må jeg hellere bekende mig til, skrifte hos, hos præsten, der efter sigende er online, i direkte netværkende kommunikation med ham den store lovgiver deroppe. Ping-pong, enten-eller, ring, ring: dud-dud-dud-dud...!!!
Der er ingen sand menneske-erkendelse i romantisk politisk-teknokratisk kultur, bykultur. Den er grusom forhærdet af oldtidens græsk-romerske arv, dødelig rationel og magtbegærlig. MEN SOM LILLE JENS-BONDEDRENG SÅ KAN SIGE: DET ER DER NATURLIGVIS også i sydeuropa og canada, NÅR MAN TAGER UD PÅ LANDET, LANGS KYSTERNE, væk fra politisk kultur OG FINDER DET ENFOLDIGE JORDBUNDNE MENNESKE, DER OGSÅ KENDER BUDET I VÆKSTEN, VORT ORGANISKE LIVSVILKÅR PÅ JORD. Der er naturligvis hjertelig sande og ærlige mennesker i alle samfund, men de findes bare ikke i nærheden af magtens og kapitalens centre. De findes ikke i skriftlighedens fordummende magt- og kapital-symboliserende kulturer. De findes kun blandt håndens folk, det kropsligt arbejdende folk. Det almindeligt jordnære liv, der taler af glæden og taknemmeligheden for maden, boligen, arbejdet omkring væksten, havet og jordens grøde. Så enkelt er det, ja så stor en trussel er politisk kultur, bykultur set i forhold til menneskelivets vækst i sand organisk kærlighed.
– Et menneske, jeg holder meget af, Rosario, som havde en købmands-forretning her i landet, han var sicilianer, han var fisker-dreng, hans far lærte ham at fiske. Og han var eminent til at lave mad, ja sætte pris på livets helt basale gode: mad, vin, kærlighed og arbejde. Så I skal ihvertfald ikke komme og fortælle mig, at italienerne eller franskmændene for den sags skuld ikke holder af familie, jesu legeme og jesu blod, nadveren, altså sand kærlighed og god mad og drikke. Ja for det er sågud dét, som det hele handler om i kristendommen, jesu livserfaringsdom om det underhold, det levebrød, som mennesket i sandhed tjener sig ved og i kraft deraf kan udvikle sig med. Og hos araberne, ja og hos kristne indere...uha, afrikansk muslimsk mad, uha og indisk stærk mad, uhhhmmmm. DE ELSKER SÅGUD JORDENS GAVER TIL OS. Det er ikke fremmed for dem, at vi kun kan udvikle liv og samfund i henhold til nærings-vejene, også de åndelige, der opstår deraf.
Fra hånden til munden og tilbage igen, i genopstandelse deraf natten over til tredjedagen: helligånden. Fra hånden til munden til hørelse, fra hånden til munden til hørelse... Sådan foregår menneskelivet og det er ikke en gentagelse, men en konstant fornyende vækst-bevægelse, der derfor skal lære at rense sig, afføre sig de eksakte romantiske videnskabs-kapital-statiske gentagelser.
I Europa er det franskmændene, der i deres revolution udkaster friheds-idéen, den nyere stats-republikanisme, friheds-gudinden (Justitsia) – en revolution, der herhjemme svarer til social-demokraternes fornægtelse af kongen. Ja social-kammerater, hør, det er jo nemmere at beskylde kongen for opretholdelse af forbenede købmands-adelige hierakier end det er at fjerne bankverden, industrien og embedsstandens magtbegær, der etablerer dem. Desuden lader det sig ikke gøre herhjemme, fordi vort kongehus er oplyst, ikke står i magtens ledelse, men i kærlighedens. Hvis I rører kongen, så rører i også kirken, ja hvorfor kan I ikke lide menneskeslægten på dansk grund og menneskekærligheden, hvad er I for nogle mennesker? Kom I lige til at tro på en politisk ideologi?
Franskmændene gjorde som de gjorde, fordi deres kultur står i midt-europa, normandiets rige i den nordlige ende og gallicien i den sydlige. Mødet mellem romantisk-arabisk kultur og germansk-normandisk-angle-saksiske-og-keltiske slægter, vikinger, ja det kolde nord. - Det romantisk-katolske franske kærlighedsliv lider stadigvæk under det møde. Og det gør vi jo så også i hele Europa, ja hele den vestlige verden, fordi de akademiske uddannelses-systemer ikke kendte deres ophav i den stats-administrerende, lovgivningsmentalitet med magt: Romerriget i sin græske arv. Ja den stupide platonisk-aristotelisk idealisme, statsmagt koblet til den såkaldte gode idés universitære friheder, ja lovreligiøse ligheds-forstillelse i vækst gennem uddannelse vejledt af præsidenter og kejsere. - Var det ikke i Grækenland, at de smed deres slægtsblod ud i form af Kong Konstantin, istedet for at finde en oplysende plads til ham?
STATSKULTUR UNDERKENDER GANSKE ENKELT ÅR NUL, DET VIL SIGE ÆGTE SKABELSE I KRAFT AF LIVETS EGEN KREATIVE GANG MED OS I VOR MENNESKE-NATURLIGE VÆKST, SLÆGTSBUNDET SOM DEN ALTSÅ ER, HVORFOR VI ER NØDT TIL AT LÆRE SAMFUNDS-UDVIKLING AT FORSTÅ PÅ BAGGRUND AF VORT HJERTELIGE KØD. - STRAF-KULTUR, POLITISK KULTUR SKAL VÆK PÅ ALLE PLANER. VI SKAL RENSES, VOR ÅND OG KØD SKAL RENSES.
Og Tyskland, ja de forsøgte at holde stand, for om noget har de følt sig klemt inde. Hele den russisk-græsk-ortodokse kirke, den kommer fra den tredje side med sin æld-gamle fornuft – og nord fra, ja den frygtelige polske historie, der også er en indeklemthedens uskyldige historie. Ikke desto mindre noget værre klammeri. Også med den romantiske arv, lig Frankrig. - Og lig England velsagtens, her opfattet på den måde, at vikingernes stamme-samfund, høvdinge og kongedømmer simpelthen rejser sig i norden, når de føler sig betvunget af romantisk ligestillings-mentalitet formidlet som erobrings-togter, der lige vil sætte dagsorden henover hovederne på menneskebarnet af slægt, kød, blod og ånd.
Romantisk organisering med hjemstavn i Rom/Athen, effektiv som den er, ja det rejser bare vikingeblodet op i sine slægts-stammer og det er jo aldrig organiseret, når det går løs, det er ren galskab, hor, druk og udplyndring, men ikke desto mindre ligeså effektivt. - I det kolde nord er varmen langt væk, det tager længere tid at få varmen igen, når først kulden for alvor får fat. - Det kender russerne da også, ja man kan nærmest sige, at kød kultiveret, præget af det kolde nord bruger kulden til at sejre med, mens det varme syd bruger heden til at sejre med.
Men alt i alt, til trods for den lomme-historiske symbolik med stednavne, der ingen steder høres hjemme, medmindre man i forvejen kan høre, at det hele handler om krop-og-ånds-forståelse af menneskelivets udvikling i vore egne: Derfor lod kongerne i nord sig oplyse af den menneskekærlighed, de kunne forstå i deres tykpandethed. Og den kom altså ikke fra Rom, det græske, jøderne eller araberne, nej, den kom ud af livets egen hjertelige indrømmelse af varmen i det bestående af slægt, kød og blod, der troligt vokser videre i afstandtagen til al nid og nag, fordi mennesket ikke gider vokse op under en trykkende politisk-magt-begærlig sfære. Ja for der er alt for mange negative konsekvenser af det, alt for megen gentagelse af nid og nag. Det er simpelthen åndssvagt set i lyset af livets egne, stærke vækst-kræfter, der jo altså ikke er ude på noget ondt, men rent faktisk er ganske milde og givende. - Sand kærlighed i sand forståelse af samfund som værende slægtsbundet i livet omkring levebrødets uransagelige veje. Det var oplysningen til os.
Og uransagelige er de veje så heller ikke længere, for de er organiske, såfremt de skal bekræfte og videreudvikle den sandselighed, der IKKE fører til krig, men forstår at undlade og oplade sig af underet til fordel for vækstens eget givende lys af grøden, trivslen. - Såvel Valhal og den olympiske gude-mentalitet blev opløst gennem oplysning af sand menneskekærlighed, stillet på jord, helt almindeligt, menneskeligt. Men der er sågud nogen, der ikke hører efter og de står sandelig i myndighed her i Danmark i form af universitet, stat og kapital.
Desuden står jøderne stadigvæk tilbage, fordi de fortsat føler sig betvunget til et romantisk kejserrige via stats-politisk virksomhed – vestens romantiske kapital-statslige indbildning. De skal oplyses, elskes, ja de bliver nødt til at indrømme kristus på sit jødiske ophav som værende fortaler for menneskelivets udvikling af samfund. Han satte jo også dem fri af den romantiske stats-ledelse, videre underkendte han slægts-styrende eller udvalgte erhvervs regeringsførelse, fordi sådan noget aldrig vil kunne lede en samfundsudvikling i naturlig kontakt med livets eget hjertelige som også sandselige under: Vi elsker menneskelivet på jord og kan derfor også elske hinanden på den samme kærlighed, leve på en måde, der netop tilgodeser ernæringen af den hjertelige kærlighed i livet.
Jøderne har deres land, ja bevares, det har vi danskere sågud også, så det afgørende er ikke bare dét tilhørsforhold, men at vi som mennesker genoprettes mod, ja genopstår af livets organiske vækst-vilkår og forstår at dét er vor vej som menneskelivets udvikling på jord. Naturligvis på det land, vi så har at gøre godt med, ja i kraft af vort kød og blods indrømmelse i et varmt, næstekærligt udviklingssigte med det menneskeliv, der så er at finde i pågældende lands levende område. Grænse-folk, der kun kaldes sådan, fordi lov-territorier opretholdes, ja de lever jo i kendskab til hinanden – såfremt de ikke adskilles af murer, isoleres fra hinanden.
Jøderne har sgu da ikke noget imod palæstinensere som mennesker på jord, nej DET ER KAPITAL-POLITISKE VOLDS-SPIRALER, DER ØDELÆGGER AL FRED OG KÆRLIGHEDS OPSTÅEN I SAMHØRIGT SAMARBEJDE OMKRING DET ERNÆRENDE, LIVGIVENDE VÆKST-VILKÅR PÅ JORD. Nedarvet vold via romantisk stats-politisk kultur, depression og angst. Efter folke-drabet, den etniske udresning af 6 millioner jøder på tysk grund trak jøderne sig helt ind til slægts-stammen i deres land – ja det er forståeligt nok. Vi tager hjem, når vi bliver bange, men vi skal altså også udfolde os igen ellers går væksten så at sige i sig selv, ja så kvæles den af alverdens tryk. Og det er netop et sådant tryk politisk stats-kultur konstant formidler i sin storhedsvanvittige selv-retfærdighed.
Jeg tror såmænd også, at jøderne fortsat føler et sådan tryk på deres kultur. Det er ikke mere end 60 år siden, at hvis ikke ligefrem halvdelen, ja så en meget stor del af den jødiske befolkning blev fjernet fra jordens overflade. – Og hør, det var jo altså ikke tyskerne som de kærlighedstro mennesker, de også er, det var snarere en rationaliserende politisk ånd, der krøb ind og blev det bestemmende over mennesket. Den ånd er af romantisk afstamning, græsk-romersk, politisk statskultur. Ledelse uden menneskeligt udviklings-sigte, fordi det er ledelse gennem systemer, der således ikke står i personligt ansvar, personlig erfarings-konsekvens. Det var industrialiseringens ånd, masse-produktion, uniformering, standardisering, der førte til fascismen. Og det er vi da på ingen måde fri af. Nej det rådyrkes ligefrem.
Åndsbegavede i menneskekultur på europæisk grund har altid sagt til deres egne samfund, at de fandme ikke skal bede tredjelande eller friste andre lande til at efterligne vesterlandsk kultur, fordi den fører sig frem med kold magt, ja ikke er kommet ærligt til sin selvindbildte ledende rolle i verdens gang. - Det er manglende hjerte for at indrette et hvilket somhelst samfund på jordens eget organiske vilkår, der også er årsag til konflikten i mellem-østen. Organiske vækst-vilkår, så pågældende menneskelivs-samfund af helt naturlig, forståelige grunde, det vil sige sandseligt kan sige, at nu, ja nu er der altså ikke mad eller plads nok, medmindre, at vi gør noget, sørger for en ny måde at lade afgrøderne og boligerne fordele sig på, hjælper dem, der mangler sted at være. Det er uddannelses-systemerne, der i al for vid udstrækning slet ikke handler om dét, som livet kun kan handle om – ja der er jo altså ikke en anden jord at leve på, hvorfor den vækst, der er rækker, når vi altså hører efter og blive opmærksomme på, hvor rig og givende den egentlig er. Det handler om kropskendskab, åndskundskab med vækst i hånd.
Hævd-vundethed, at have vundet hævd på noget, det er retsligt bundet, det er bundet via lov-religiøs kultivering af kødet, gal symbolisering af sindet: lov + territorium som om det var rummet vi levede i. Jeg lever da i min krop af hjertelig kærlighed givet af livet i mine menneskeslægtsbånd og videre ud til dig, uagtet om du er jøde, palæstinenser eller dansker, ja sådan håber jeg da at blive hørt. Gør du ikke dét?
– Min krop er ikke en ejendomsret, så jeg vil godt have mig frabedt at skulle administrere den som sådan, i latterlige politisk-statsborgerlige pligter, der intet sandt åndedræt giver, ingen sand udvikling bekræfter. Ja jeg undlader da såvidt jeg kan med at lade mit livs kræfter gå til den slags kapital-statslige pladder, dens farlige idealistiske, lovreligiøse kultivering af kødet. - Eller I vil måske tvinge mig til at betale skat til degenereringen af menneskelivet på jord vidt og bredt, omend jeg intet ejer, intet har at give af og dog så sandelig fortsat giver af alt, hvad jeg er af hjerte for menneskelivets udvikling på jord? - Vil I tvinge mig til at betale skat til degenereringen af min egen søn? Og videre uagtet, at I har frakendt mig retten til at tage mig behørigt, kærligt af ham i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, Det Oplysende Menneskevejledende Samfunds navn – til fordel for en utro socialdemokratisk tøs, der lige ville kneppe med en anden i sin ny-erhvervede pædagog-uddannede identitet, fordi det jo sandelig er så synd for moder-barn-psykologiens behovs-retslige symbiose, såfremt barnet ikke får sådan en moder endsige afstumpet stedfaderligt menneske? – SIGER I JA TIL AT TVINGE MIG TIL DET MED PISTOLER I BÆLTET PÅ OVERFØRSELSINDKOMST? Jamen så véd I jo godt, hvilken dagsorden I sætter, så sidder Jens Langkniv snart på Jeres sengekant og han tager Jer fra en ende af og han lægger ikke fingre imellem.
DER ER ALTSÅ MAD NOK, ENDSIGE BOLIG OG BOPLADS TIL OS SMÅ MENNESKER HER PÅ JORD. MEN VI ER NØDT TIL AT UDVIKLE OS SÅDAN, I FORSTÅELSE DERAF FOR AT TILVEJEBRINGE EN NATURLIG FORDELING VIA EN SÅDAN FORSTANDIG, FORSYNSGIVENDE, LEVENDE, MEN ADLYDENDE LIVSFØRELSE I VÆKST. Der er ikke noget menneske, der i sandhed har lyst til at hive noget ud af hænderne på andre eller brødet ud af munden på andre – omend det sker – det har derimod i sandhed hjertelig lyst til at se livet stråle af glæde over dét, som det måtte være givet i sine hænder, ja for de er jo aldrig tomme. Fordi den glæde ernærer brødet gennem vor arbejdsomme håndsrækning. – Naturlig fordeling kan med andre ord ikke ske uden sand oplysning af menneskets organisme, ganske som den ånder i et med sin arv og sit miljø, hvorfor ethvert land, ethvert menneske-levende samfund må udfolde sig og favne i kraft af sin stammes menneske-kærligheds-indrømmende vækst. Vær nok engang hilset, Deres Majestæt, Dronning Margrethe.
Det er ikke noget problem, at visse mennesker har fundet bolig, bygget rede, fået børn med videre, det er naturligt – men det bliver så sandeligt et problem, såfremt deres ARBEJDSLIV kun handler om at bevare det som tordnende murer og volde i menneskelivet på jord, ikke mindst på dansk grund. Murer, der siger: Vi har vort på det tørre. Hvortil jeg må svare: Nej, gu’ har I ej, thi sådan er det altså ikke VORT.
- Hvorfor bygger du hegn og hæk omkring din grund, dit liv? Ja svaret er lov-kultivering af menneskekødets krop og adfærd, romantiske myndigheder, der styrer med magt ovenfra. Det véd du måske så nok godt med dit på det tørre, men hvorfor betaler du så skat til dem, uden at sande, at de er dér, fordi VI ikke indrømmer kærligheden i al Vort menneske af kød og blod - istedet over skatten opdeler alt muligt, umuligt, på rationel, faglig, romantisk vis, så det hele tiden og så igen ender med at folk bygger volde, murer, hegn og så videre op omkring deres egen overlevelse, for at få fred. Ja som om den fredelige overlevelse derved blev mere menneskelig, kærlig, udviklende af vort livs samfundne gode på jord.
Det er angstens, magteriets forførelse, der gør, at vi ikke tør åbne os for al den livsenergi, vi overhovedet har brug for til at forstå, hvordan vi kan leve i underets åndedræt, sandse det og være glad med dét. Den kapital-statslige, vesterlandske kapitalisme, den er årsag til at vækst ikke er givet sin egenret, ikke er givet lov til at være i sit organiske leje – europæere gør sig til overmennesker, administratorere på grund af den romantiske arv.
Friheds-begrebet i Tyskland, England og USA, dét, der virker forløsende, ja det er Luthersk protestantisk ligesom herhjemme: menneske, hjerte, ytringsfrihed, pligt, forstand, disciplin og livsførelse i én og samme hellige ånd med glæden ihu. Det er grundet i hjertets levende, i adlydelse af det livsbekræftende, det sandseligt livsudviklende. - Love, understanding and peace og i den rækkefølge, fordi Love, Peace and Understanding er politisk ladet, krig-og-fred er politiske magters regeren. Fred, der fører til forståelse i vækst kan ikke opstå via politiske kræfter ladet med alverdens, for vort vedkommende vestens, historiske grusomheder – vi kan ikke først etablere fred med vold og magt, for dernæst at begynde at leve. Men det er så åndssvagt kapital-statslig virksomhed kultiverer kødet og sindene. Fred kan kun opstå gennem indrømmelse af kærlighed, ja, men i vækst, altså i fortsat forståelse, forstandig livsførelse. Kærligheden er først, deraf komme forståelsen, der fører til fred – videre derefter som også i efterkommere kommer den voksende erfaring af, hvor guddommelig kærlighedens tålmodighed, vækstens egen er imodsætning til retfærdighedens stress, fornuftens kunstige åndedræt opretholdt på overførsels-indkomster af forskellig slags.
Frihed er bundet i Kærligheden, i det almindelige menneske-hjertetro kød – og ikke i kapital eller i statsborgerskab som tilfældet i høj grad også er med den amerikanske kultur, fordi den er grundlagt af romersk præget mønt: EUROPÆISK FATTIGDOM OG SLAVERI.
Jovist.
Det er den usle græsk-romantiske arv, vi skal rense os af, afføre os, udskide: Politisk kultur, bykultur projiceret op til forenede kejser-statslige riger med uendeligt, romantisk rumudforskende administratorer begravet i retfærdighedens gamle papirer og bøger. Kapital-stats-kultivering, altså kapitalisme forbundet med retfærdigheds-dyrkende lovgivning – det er en farlig idealisme, de har ophav i den samme grusomme livsfornægtende romantiske verdensfornuft.
Man troede at kapitalisme var objektiv, neutral, men det er den ikke og har aldrig været det, fordi kapitalisme er bundet til lovgivende magt, besiddelse af et objekt, penge. Det er et våben, der så ganske vist ikke stikkes ind i hjertet som en kniv, men endnu værre systematisk afholder menneskelivet fra at vokse i naturlig, ærlig forstand omkring levebrødets arbejde. - Kapitalismens ånd er ikke bundet til hånden, hjertet, munden, barnet, maden i ligeværdig agtelse for vort menneskelivs udvikling her på jord – dens vækst er ikke organisk åndende, da guld er uorganisk. Ja man kan roligt gå såvidt som at sige, at lovgivnings-kultur, der har villet forædle mennesket, fremme det ædle i os, ja den har gjort det i inspiration af noget uorganisk. Og det er fandme farligt: DET ÆDELMETALLISKE OVERMENNESKE, storhedsvanviddet, fornuftens sind og statsbygning, metallisk teknologi og teknokrati.
Tvisten i dag står derfor mellem Platonisk retfærdigheds-dyrkende fornufts-kultur og Jesu Kærligheds-dyrkende forstandskultur, den almindelige menneskekærlighed i vækst gennem arbejde omkring jordens livgivende organiske vækst-vilkår. Og der vinder den sidste altså. Kærligheden overvinder alt, fordi det er vor hjertelige, organisk åndende vækst-betingelse: Menneskelivet indrømmet i arbejde med Livets eget organiske vækst-vilkår. - Men at få renset den sande kærlighed i kødet, i vor hånd, i samfundene gennem den sande, i egentlig forstand sandselige omstændighed... ja det er ikke blot målet, nej det er livets eget sigte med os, menneskelivet på jord, livets samfund. Det er menneskesorg, vi skal rense os af, have omvendt til glæde i vækst og I skal ikke bryde Jer om bare at kalde det min opgave – mit liv har siden barns ben båret Jeres sorg og skyld i sigte for at åbenbare Jer for livets egen sands for glæden i krop, ånd og omgivelse.
Det er såmænd dét, mit bonde-drengede liv tog på sig og vil sige til alle Jer medmennesker, fordi jeg elsker menneskelivet på jord i organisk levende sands for det. Ja mit lille samfunds-bidrag er såmænd blot, at hele mit liv har dygtiggjort sig med henblik på at få et ord indført, men altså ordets eget – og således naturligvis i strid med hele den lovgivende skrifts-kultur på vesterlandsk grund. Fanden tage Jer, for at overhøre den danske Jens, som det så hedder i skriftskulturens identificering af det almindelige, hjertelige menneskeliv på dansk grund. – Jovist, Jens Langkniv han er her altså stadigvæk. Gudsketakoglov.
Troen holder stand i forhold til fornuften, fordi troen véd, hvad idealisme er, véd at idealisme opstår af den græsk-romerske romantiske stats-arv. Trosfolket bliver med andre ord fundamentalistiske i nøjagtig samme grad som fornuftsborgeren, civile, bliver idealistiske, hvilket vel at mærke sker gennem den universitære, stats-borgerlige kultivering per lovmagt. OG DeT OVERHØRTE, DÉT, DER SKAL VISE OS VEJEN I DEN TÅBELIGE ÅNDSKONFLIKT, JA DET ER FORSTANDEN: KROPPEN.
***
Kroppen er en menneskekødelig organisme, der ånder i et med sit ophav og sin omgivelse, sin arv og sit miljø, sin natur og sin kultur.
Rejser man udenlands, væk fra sin hjemstavn og får børn derude, ja så rejser man sandsynligvis hen til det andet køns hjemstavn. Kulturer bliver derved blandet og således også gennem generationer menneske-naturen, det naturlige. Det giver måske et ekstra indrømmelses-arbejde for pågældende par, forældre, fordi den ene part er på hjemmebane - men det kan også godt være, at det giver en større agtelse for livets eget under, nemlig det faktum, at det lader sig gøre. Noget nyt opstår jo gennem kærligheden. Kærlighedens naturlige forstand nødes gennem væksten med omgivelsen og dens medmennesker til at finde sit befordrende leje. Ja det er menneskehjertets naturlige lys, der leder os til at klare os i den omgivelse, vi er stillet med og må virke i.
Det er med andre ord ikke nødvendigvis afstumpet at man i nogen grad ikke vil kendes ved det, man kommer fra – nej det kan sandelig også skyldes, at man på menneske-naturlig vis ikke kan bekræfte den indavl, der fortsætter. I så tilfælde er det ikke egen identitet i sit medfødte, kulturelle ophav af mor og far, der taler, men sandelig siger jeg så: MENNESKETs EGEN HJERTELIGE NATUR. Det er ikke ment som en modsætning, man skal ikke tage afstand fra dét, man kommer fra, for din plads i slægten, den er givet i al evighed, du lever som barn af dine forældre og du dør som barn af dine forældre. Nej det handler om at forstå sit ophav og da søge egen videre vej deraf i henhold til, hvad hjertet i livet byder dig. Kærligheden i dét, du kommer fra bliver kun videre-udviklet og udfoldet som dit liv i glæde, såfremt du indrømmer den og derved kan se, mærke, at du netop også er givet din egen vej, AT DU ER ET NYT HJERTELIGT VÆKSTPOTENTIALE.
Det hedder omkring Jesus erfaring med menneske-kærlighedens sandseligt udviklende hjertes natur: At den undfanges ved helligånden. Det er i taknemmeligheden over at være blevet til et liv i kraft af sine forældre samtidig med taknemmeligheden over underet, at du er givet at kunne gå din helt egen vej i adlydelse af den taknemmelige glæde. Du er således et nyt vidnesbyrd, en vækstgave til opløftelse af livets samfund og videre livsbekræftende udvikling. Ja det er da i sand sandselighed digligt.
Maven.
TROEN ER KENDSKABET TIL LIVETS FADERLIGE ENERGI, troens drifter sidder i maven. – DAN TIEN hedder kroppens almindelige tyngdepunkt i balance på kinesisk. Og det sidder lige under navlen, mellem navle-strengen, koblingen til moderen, ernæringen og det nedenfor: kønnet, menneskelivets forplantnings-drift, den seksuelle energi. Livsenergiens omdrejningspunkt ligger med andre ord mellem kønsdriften og sulten, uden at være hverken det ene eller det andet, hver for sig. Ejheller som et både-og. Kønsdrift og sult kan ikke adskilles, men livsenergien kan løfte begge dele, altså i indrømmende adlydelse af den.
Den energi symboliseres af Jesus Kristus som levebrødets – og det er i lære af og vækst omkring den, at al undervisning og oplysning, ja al sand som sandselig glæde opstår og opvokser. Ånd eller energi i indforståethed med sin menneskekødelige-organisme i sit åndedræt med omgivelsen. Kendskabet til livets ernærende og velbefindende, sande energi-kilde er såldes kendskabet til Faderen i sin milde, livgivende sandselige gave til os. – Det punkt, den kilde, den energi kaldes også i vesterlandsk oplysnings-kultur, foruden Levebrødet, for Ordet eller Hørelsen i livets levende organisme.
Hovedet.
FORNUFTEN ER KENDSKABET TIL VERDEN AF LAVE. Dens drifter sidder i hovedet og kendetegnes ved de umiddelbare sandser, hullerne i hovedet. Især øjnene og ørerne tager imod den verden. Men nogen kan også lugte, at den er af det lave. - Det er fornuften, der registrerer verdens sug, dybder og imponerende flader. Barnets, ja ethvert menneskes oplevelse af havets sug, når man står på færgen for eksempel. - Jordens kræfter er frygtindgydende i deres storhed, i deres ligegyldighed overfor menneskelivet, i deres kulde. Tsunamien for eksempel. Fornuftens umiddelbare sandser, ja de er umiddelbare, fordi kødets middel ikke er med, kaldes også uadvendte sandser, de er kun åbne udefter. Men de er således udelukkende til for, at vi kan tage behørigt afstand eller bestik af de kolde bevægelser, der foregår ude i verden. Går du ikke i ly for stormen, ja så tager den dig.
Derfor er det også gået helt galt på europæisk, vesterlandsk grund, når man betænker af fascinationen, paralyseringen af jordens voldsomme kræfter, ja de føres ind via tyngdelovgivende adfærd og dens teknologier. Justitsia er fornuftens efterligning af ligevægt, den vandrette ligevægt som vand for eksempel altid søger. Den ligevægt opstår imidlertid ikke uden et hul for vandet at krybe i. Vandet søger det laveste og det efterligner justitsias kultur - ja uden at være klar over, at den derved beder menneskelivet om at adlyde det laveste, at efterleve en lov-kultur, der gælder for jordens, de universitære kræfters sug. Det fører direkte til spejl-vending, storhedsvanvid, sindsygdomme og dårligdomme.
Romantisk stats-kultur suger således mennesket ned, på systematisk vis via sine mange skoler. Den vil have os til at underlægge os verden, så alverdens kræfter konstant hænger som en tung sky over os. Det er vanvittigt. - Matematikkens funktionelle paradigme kender ikke sine ligheds-begrebers fysik. Det er jordens rotation og kræfter der er formsproget bag matematikken, så det er livstruende at adlyde. Det fører med andre ord til det man kalder fortabelse i verden og forskudt tilskyndelse til at ordne og systematisere alt og alle, ja alverden, som om vi som mennesker var givet magt over naturens kræfter. Sprog og magt er forbundet, så kender man ikke pågældende sprogs oprindelse, ja så er man ikke klar over, hvilken magt det formidler, sætter videre. - Ja det er hjernevask, der er foregået af vesterlandsk kultur, fordi den har været i ledelse af mennesker, der blev suget ud i verdens kolde rum. Og ikke af så forfærdeligt mange andre grunde. Det er uoplyst ledelse, der er årsagen til grusomhederne i Europæisk liv. Narcissismens forelskelse i vandoverfladens spejlbillede skal stoppes om-gående, via hjertelig indrømmelse af den livs-sands vi alle er givet som menneske-kødelige, organisk sandsende væsener.
Matematikkens paradigme stammer helt tilbage fra Egypten, den universelle kulde i et ufrugtbart sand-landskab, hvor Nilens vand var det livgivende, der kom og gik. Ja jorden er altså ikke varm, den er kold, set fra en menneskelig synsvinkel. Naturligvis, hvad havde du ellers regnet med utopist, statsborgerlige idealist! -
Det er kun organisk vækst, kun livets sfære, der er varm. Og kroppens menneske-kødelig organisme er netop altid forbundet med den varme, ja den forgår simpelthen i kulden, det ufrugtbare, uorganiske gulds mumificering af livets løben ud i sandet via saharas sælgere af sand. - Det er den ophøjede, fortabtes kulde, formidling af kold kraft, der står bag pyramide-byggeri, men menneske-varmt fortolket, ja så viser den slags arkitektur os altid, hvor kold det menneske, der beskæftiger sig med alverdens dybder og flader bliver: Storhed i spejlbilledet, uden agtelse for det menneskevarme hjerte, der står foran spejlet og så gud i sandhed er det store, det levende, åndende, hjertelige menneskelige potentiale til bekræftelse af varm, kreativ energi. - Farvel arkitekter og farvel livsfornægtere i med lov skal land bygges. Pikkel aw mæ ja or kom føst ijen mæ jert i vort!
Brystet.
FORSTANDEN ER KENDSKABET TIL MENNESKELIVETS ENERGI. Dens drifter er hjertets, brystets og deraf håndens, Hel-lig-ånden.
(Læg mærke til, hør, hvad HELL er; på latin er det Hades, dødsriget – Hell i ånden opstår, når hjertet ikke er hel i hånden. Mens Helligånden er hånden lig ånden, identisk, hånden i ånden. Den fuldstændig hjertelige overenstemmelse, der er så kraftfuld, at Jesus kunne hel-brede ved hånds-pålæggelse og som ethvert almindeligt menneske følgeligt kan. Det er ikke et medie-stunt eller en social-mekanisme, men derimod sand menneskekærlighed båret i hånden, ja i hele, gennem sand indrømmelse af menneskelivets hjertelige center i den helende menneskekødelige organismes vækst. Og deraf kommer det der med: det inderste bliver det yderste – og de første skal blive de sidste. Fænomenet, som det så lidt misvisende kunne kaldes, ja det kendes også fra improvisations-kunst: Evnen til ganske ubemærket via meget følsom sandsning at lade omgivelsens stemning gå igennem livet og for eksempel ud i hænderne på klaveret eller trompeten. I Jesus tilfælde er det bare faderen, livs-energien, der går igennem og ud i hånd. Ordet, helheden. Der er ikke noget hokus pokus, men derimod hjerte-disciplin, håndtering af hjertets energi. Tai Chi, Taos erkendelse af livets eget medie, hvordan ånd, energi er ladet og går igennem os, samt, hvordan vi kan arbejde med det – det handler om det samme. Det var en lang parantes, så det må I undskylde).
Det kan være svært at forstå forstanden, fordi den ligeover er den, der forstår. – Deraf opstår SELVET, identitets-opfattelsen, altså en registrering af, at der er overenstemmelse. Vi er i overenstemmelse med vort liv og har altid været det, ja vi vil i al evighed være det i og med vor menneske-kødelige organisme. Selvet er således en lille forstandig erfaring.
Men ONDET ved selvet, ja det er, at det overføres via skriften til fornuftskulturen, magt-kulturen, kontrol-kulturen, selv-beherskelses-kulturen. Via de akademiske fornuftssprogs stats-skoler, der som førnævnt er fortaler for verden af det laveste, forleder mennesket til at erkende sig som vand, vandret, ligevægt, normal og således sig selv. Du skal jo bare være dig selv og ligge vandret ligesom alle de andre normale autoritetstro sataner!!!
Ikke mindst det psykologiske sprog skal her have på puklen, da det jo arbejder for kapitalens arbejdsmarked, fordi det som alle øvrige akademiske sprog er en følge af kapital-statslig lovgivnings-kultur i den kolde verdensnaturs sug: Du er helbredt, når du kan opretholde et arbejde i kapital-statens fortsatte volds-kultiverende sigte i indrømmelse af din pligt og skyld i alles normaliteter, ja din skyld i at du ikke tog dig af tsunamiens drab på mange, mange menneskers liv.
Arbeit macht Frei. - Du er helbredt, når du kan arbejde i kapital-statens rige, ligesom jeg, siger psykologen/psykiateren/social-rådgiveren/pædagogen på overførsels-indkomst, fordi han/hun har været det lige siden barns ben, ja er blevet indskolet til at indrømme den rationelle kapital-stat som samfundet og ikke har fundet tro hjerte i livet til at undlade magtens kultiverende fristelse, kapital-statens behovs-iscenesættende adfærds-regulerende praksis!!!
Psykologens bastion er JEGETS selv, individet, altså kapital-statens matematiske X i skikkelse af det universitære, egyptisk kolde ophav. Derfor løber det altid ud i sandet for dem og det folk, der er vandskuret af deres selv-tilstrækkelige paradigme. Hvem er jeg?
Et sådan spørgsmål var noget man førhen gik igennem i puberteten, men da der er god forretning i, at folk ikke vokser i egen gudgivne forstand, af kød og blod omkring sine forældre og arbejdet her på jord, ja med de naturlige spørgsmål, der følger deraf – god forretning for såvel statens idealister som kapitalens drenge, der nemlig har meget lettere ved at sælge sand fra Sahara, når folk ikke véd, hvem de er – ja så holdes der gang i uvisheden med alskens dårligdom og sygdom tilfølge. Ikke sjældent ser vi i dansk kultur, at voksne mennesker hen i livet, i måske 40-50 års alderen, pludselig opdager, at de ikke er mere end 18 år i deres følelsesliv, thi da blev de jo selv myndige. Hjertets udvikling af det voksende sind, et liv i voksende ånd – ja det blev lige ført over i stats-idealismens pligter om at adlyde den kapital-økonomiske vækst som 18-årig. Og derfor sker det, hjertet vokser jo videre med sin bøn om at blive hørt, men kapital-staten vil ikke have noget med det at gøre, den mener at have opfundet evighedsmaskinen – og så kommer hjertets vækst altså lige pludselig, bryder igennem og fortæller dig, at du overhovedet ikke har levet sandseligt sandt de sidste 22-32 år. Det giver et vist efterslæb i generationernes kød, for du har jo lært dine børn, hvad de skal rette sig efter og vi må jo alle sammen indordne os alle sammens love!!!
Ondet ved selvet er med andre ord, at det indlemmer alverdens universitære kræfters sug i sin fortolkning, ja i sin selvforståelse. I fornuftens sprog bliver selvet til alt og alle i uendeligt voksende netværk af systemer – eller sind - der til sidst bryder voldsomt sammen, fordi den menneske-kødelige organisme overhovedet ikke er skikket til at opføre sig ordentligt på normal, vandret, regelret vis. JEG er ikke skikket til at være og gøre alt selv. Og se ved den erkendelse, ja så opstår der endnu et problem helt af sig selv, for nu skal ANDRE pludselige lægges til. Nu skal vi til at plusse - og pludre videre i den akademiske kapital-stats koordinat-systemer, for nu har vi jo fået en erkendelse, ja uha, uha, nu har vi alle sammen nok engang lavet pølser.
Selvet i sin verdens-forførende, verdens-fortabende business forhindrer blandt andet enhver form for sand ansvarlighed, skylds-erkendelse og indrømmelse af sand kærlighed. Og miséren er som sagt og skitseret, men helt centralt bliver selvet ondt, fordi det ikke opfatter sig i kærlighedens ærlige navn af Vort. Det holder sig ikke til kroppen, til den menneske-kødelige organisme, dit navn, din slægt, din plads i livet til og for livets eget vækst-sigte med vort menneskeliv på jord.
Thi du har jo et navn, er formentlig døbt, men er ihvertfald af en slægt, hvorfor der uden tvivl findes slægtninge at tage kontakt til, så du kan mærke, at du altså tilhører noget helt konkret, jordisk, jordnært og kropsligt forbundet. Og er du ligefrem døbt, ja så er dit navn og kød endvidere stillet i en slægt, der har orienteret sig efter menneske-kærligheden i livet. Så da er du endvidere givet et hjerte i sindet at tro dig ved og mærke dig vedligeholdende netop dit livs udviklingsigte med al vort - og ikke med alverdens selvbestaltetheder. Du hører til i livet, men det går altså ikke af sig selv, det går kun under hat af dit slægtsnavn i sigte for al vort, glæden, livsbekræftelsen i vor menneske-kødelige organisme.
Skal I have mere hjælp, psykologer/psykiatri/social-rådgivere/pædagoger, med videre. Nu håber jeg I forstår, hvor syge I er og hvor sygt det derfor er at holde andre indespærret, der ellers ville være blevet raske. – I tjener jo ligesom medicinske læger Jeres løn ved at forstå andre som syge; ja i lever i den indbildning, at I tilhører det gode, tager sig af det syge, fordi I selv er raske. Andre er jo altid syge i samme grad som det lige netop giver Jer brød på bordet.
OG NEJ, JEG HADER JER IKKE, JEG ELSKER JER BARE FORSTANDIGT SANDT SOM LIGEVÆRDIGT MENNESKE PÅ JORD, SÅ I MÅSKE KUNNE LÆRE AT HELBREDE MED ÅNDEN HEL I HÅND, JA FORSTÅ AT JERES OPGAVE ER AT AFVIKLE DEN KULTUR I SELV ER RUNDET AF, FREMFOR AT OPRETHOLDE DEN. Har I købt Jeres hjerte i en universitær-statslig automat? -
Psykologen/Psykiatere er mere eller mindre sindssyge, især fordi psyken er af græsk afstamning og de ikke kan stave til Hans Scherfig eller Eric Clausen. Men også fordi hele den kapital-statslige, romantiske, græsk-romerske kultur er storhedsvanvittig, så at sige ikke er vokset i livets egen, sande storhed, den sandselige menneske-kærligheds indrømmelse og vækst af hjerte til hånd, jesu åndsevne, det organiske vækst-vilkår. Ja ikke er vokset i forstand af, at menneskelivet ånder rent i et med sit ophav og sin omgivelse og dertil helbreder, når menneskehjertets ånd er sandt indrømmet, ærligt udvirkende i hånd.
- Kom så skvadder-mikler, hvordan går det med Jeres egne børn, sætter I penge af til en plads i cellen til dem, så vort samfund ikke skal overbelastes på grund af Jeres utroskab i kongens navn? Hva’ siger I hestehaler til tildækning af røv og kusse i Jeres baghoved, hvad siger I?
Sagde I ondskab, nej, nej, det slipper I ikke afsted med at kalde mig, jeg er bare vækstens smæk med halen i prisning af menneskelivet båret af sand hjerte for ikke mindst efterkommere, vore børn. Da også min egen søn, ja, men – hvad sagde I? - nej det er da for helvede ikke et egoistisk, selv-bekræftende foretagende, men et kærligt lille liv af slægtskød og blod, der ånder i sine bånd. Det skal jeg da tage mig af. Ja og i mit tilfælde, så troligt i kongens navn, i hjertets pligt til gavn for ærligheden i menneskelivets udvikling på jord fremover. Desuden gør jeg det udelukkende i personligt navn og ikke i myndighed af nogetsomhelst andet end netop dets dåb og indrømmelse i menneskelivets samfunds-udvikling.
Skal jeg sætte navnene på Jer, jeg har været i kontakt med, da rets-staten frakendte mig forældermyndigheden, min faderpligt i menneskekærlighedens navn. Og måske også har været i kontakt med, fordi jeg formastede mig til efter endt gymnasie-gang at tage en universitær uddannelse, for lige at se om de havde forstand på noget, der kunne bibringe det danske samfund en befordrende udvikling – og ja så troligt måtte afbryde det, sagde nej tak og tak for kampen, da jeg forstod, at hele dens universitær-statslige systematiserende adfærd var utro i forhold til de elskelige mennesker, jeg kom fra i kulturens naturlige, organisk åndende miljø.
Dem, hvis menneskeparti, jeg naturligvis skulle oplyse i agtelse for deres tillid, deres skattekroner – og så de kan holde stand overfor satans universitær-statslige rige, den meningsløse statsborgers masseproducerende, standardiserende og generaliserende, fagliggørende adfærd til selvbestaltede måse i båse. Det er jo ikke mig, der etablerer en akademikerstand, et nyt klasse-samfund på overførsels-indkomst, vel.
Dem, blandt hvilke der fortsat, gud-være-lovet, lever mennesker i kongens navn, sand menneskekærlighed i kødet, ja, ja, men – øøøh, bøøøh, synes I ikke vi er slægtsforbundet med Deres Majestæt, Dronning Magrethe, Kongehuset, der i luthersk forstand gav os frihed i hjerteret, hjertepligt, hjertelig ærlig ytringspligt, hjertelig oplysningspligt i det hjerteligt sande, menneskeligeværdige udviklings-sigte. - Eller er I bare så kloge, at I mener, at I har forstand på, hvorfor der opstår selv-indbildt kejser-statslig, autoritetstro adfærd i menneskelivet på dansk grund?
Jeg gentager med skærende tænder og Jens Langknivs tilstedeværelse lige i nærheden af Jeres hals: Vil I fortsætte med at bide skeer med, ja forvanske det oplysende potentiale i samfundet, menneskelivets eget kød i sands deraf? Ja for I skal satan-nedme ikke tjene penge på falsk helbredelse det kan jeg godt love Jer en gang for alle, usle psykologer, psykiatere, medicinere og deslige i fornuftens, universitære kapital-statslige vold. Forhåbentlig bliver bogen her snarligt udgivet, så også Jeres børn kan få en chance for at vokse op i en ånd, der ikke er selv-destruktiv via universitær-statslig fornufts-virksomhed. Og så vil jeg hermed desuden godt bede Jer om at lukke dem ud, som I holder indespærret, for at kunne opretholde Jeres indbildte selv-stændighed i kejserlige faderroller overfor Jeres børn og koner eller omvendt, ja for tro kærlighed - endsige oplysning, der efterhånden helt og aldeles kan udelukkes fra Jeres kant - det ord skal I ikke tage i munden, sålænge Jeres hænder er sterile, vaskes bag om ryggen på mennesket. På overførselsindkomst.
Forstanden er brystet og det skydes blandt andet frem i markering af det hjertelige. For eksempel hvis det krænkes. Ja til tider løftes også armene op, næverne knyttes og vedkommende er da klar til at forsvare det hjertelige i livet. – I militæret og motions-centeret for eksempel, der dyrker man det krænkede hjertes positur: Det fremskudte bryst. Amerikanerne er helt vilde med det, med ryg som flits-buer og dansk militær af da ingen undtagelse.
Jeg synes personligt, at det må være anstrengende hele tiden at skulle gå som var man konstant krænket på det hjertelige og såvidt klar til at forsvare øøøøh? Karseklippet hår, uniformer, håndtering af geværer? – Ja måske er jeg bare ikke god nok til at adlyde kapital-statens romantisering af gorilla-generne, ja måske er det derfor, jeg ikke kan høre, hvad det er kapital-statslig vesterlandsk kultur ønsker at forsvare på ovennævnte måde. - Abernes planet?
Det er altså ikke blot statsministeren, der skal klandres for at opretholde en krænkende kultur, en forargelsens kultur – det er hele kapital-stats-systemet. Det er samtlige ledere i kapital og statens tjeneste. Det er Jeres klub, ja staten er altså ikke identisk med samfundet, jeg er ikke stats-borger, jeg hedder Jens Haarup Mortensen og min slægt er dansk, jeg har det fint i dansk kultur, som ligeværdigt menneskeliv på dansk grund. Men den græsk-romantiske arv, ja den kan I godt stikke skråt op, der er intet sandt, holdbart og bæredygtigt i dens virke – og jeg går da stadigvæk ud fra, at vi skal kunne tale ærligt, sandt. Ikke mindst i retten, såfremt den overhovedet fortsat skal kunne opretholde sit virke i kongens navn og elskende menneskeslægt. Det der med retten, ja det gælder jo begge veje, husk lige det – der er ingen, der sætter sig højere end andre, vel, for det er ikke positionen i statens hieraki, der er afgørende, nej det er da sågud den sande myndighed i menneskehjertet i livets gang.
Og se nu, hør engang, det er dén, der i sandhed rejser brystet til forskel fra militærets livs-fornægtere. Det er ved krænkelse af dén, at livet i sandhed får personen til at forsvare menneskelivets energi, menneskelivets ånd og sigte. Vi er her ikke for at slås eller for at hamre nogen oveni hovederne, men når menneskelivets energi, troligt opvoksende i sigte for at gøre et hjerteligt stykke arbejde med livet i sit samfund, når den krænkes – så er samfundet dødsens på de kulturer, der forestår ledelsen af en sådan fordømmende livsforførelse, der fører til krænkelse. Det er sikkert og vist og sandt. Det er slut med kapital-statens pamperi på menneskelivets sande værdier af slægtskød og blod. Det er slut med en dommerstand opflasket på romantisk kejser-jura. I er dødsens ved Jeres egen livsfornægtelse af kærlighedens højesteret.
Lad os tage et andet eksempel: Jalousi.
***
Jalousi-drab er udtryk for at menneskelivets energi, ånd og sigte er blevet krænket. Det kan såmænd være naturligt nok – omend det nok er svært at afgøre for jalousi-drabsmanden, hvem det nu lige er, som det skal gå ud over: Er det konen, der på utro vis rendte med en anden eller er det den fremmede mand, der ikke næstekærligt bød kvinden at holde sig på sin plads i livet. Næstekærligheden foregår jo i faderlig adlydelse og således agtelse for netop det faderlige bånd til sønnen eller barnet. - Eller er det dem begge, der intet sand forsyn er givet i menneskekærlighedens navn og derfor ikke kan indse at ingen videre glæde kan vokse på bekostning af andres livsglæde. Ja i sidstnævnte tilfælde, da bliver drabet jo nødt til at rette sig mod det dræbende, som de måtte være rundet af i pågældende samfund.
Men ellers, ja så er jalousi-drabet udtryk for, hvor voldsom krænkelse af menneskelivets energi er. Det handler om forplantningen, det handler om menneskelivets samfund og videre færd.
I forelskelsen bliver den seksuelle energi, drift udløst i et troværdigt udviklende forsyn, livets eget sigte, hvorved det skrøbelige menneskehjerte sættes i bevægelse, i sind, i tanke, i savn, i længsel, i håb, kanske spekulation, kanske tvivl, kanske bekymring. Kærligheden går gennem maven, som man siger. Må jeg invitere dig ud at spise?
Livets under-holdende, stærke, kraftige energier kommer på tale, ja bliver opvakt, når forelskelsens åbning sker – og bliver tilmed knyttet til en medsammensvorn, et medmenneske. To smelter sammen, som man siger og de føler sig som et. Kønsdrift, mad, bolig, arbejde er derfor også på tale i foretagendet og det bliver på naturligvis henad vejen indordnet i forhold til det troværdigt udviklende forsyn, livets eget sigte. Den historie, de følgeligt fortæller sammen gennem oplevelser af hinandens person, personlige baggrund med videre, ja den indrømmer sig som Deres liv, der således bliver deres liv og måske fortsætter med at forblive så.
Såfremt det går godt, ja så er den bevægelse foregået som en voksende indrømmelse i vort, det vil sige, at deres liv og kærlighed vokser i personlig skikkelse, med deres liv hver især. Men går det skidt, ja så er de ikke vokset i vort liv som menneske på jord. Så er der noget helt grundlæggende, der ikke indrømmes. Ja måske fortsætter de alligevel, uden at finde forløsning, men da bliver der tale om magtens ægteskaber, efterligningen af de politiske aftaler. Men ellers, sagt i bred forstand, ja så er det noget forudgående, der er årsag til miséren: Hensynsløs falsk kultivering og umåde med livet. Den romantiske kærlighed er ulykkelig kærlighed, da den ikke er i kontakt med livets eget menneskehjerte. En stats-borger kan ikke elske, kan ikke vokse – den vækst, der foregår med staten, ja den foregår kun i et utopisk sind.
Mødet med livsenergiens opstandelse i det personlige hjerte giver et klart forsyn, men lader også mennesket mærke, hvad det ikke skal have med videre – og da kommer ærligheden jo ind, det åbne hjerte. Ikke som et råb om hjælp, men som en tilkendegivelse af, at livets hjerte har dømt, hvad der er levende og hvad der er dødt, henholdsvis, hvad der er livgivende perspektiver i og hvad der simpelthen må forgå. Ja det stiller også kulturen i et hjerteskærende lys, fordi det på forskellig vis bliver klart, hvor mange og hvor manges kærlighed i livets almindelige gang, der bliver ofre for det forudgåendes tilbagevenden. Måske endda ens egne forældre, arvesynden – men HALLO, rundet af kulturen, samfundet som den er.
DET ER SAMFUNDETS SKYLD, for da samfundet er livet, ja så er det lige nøjagtig de mennesker i vort samfund, der ikke kendes ved deres skyldsgode som menneske. Uden skylds-erkendelse i kærlighedens udvikling på jord, intet ansvar, ingen personlig ærlighed som menneske, ingen virkbar ytringsfrihed, ingen samfundsudvikling. - Den romantiske kapital-stats-kultur har som systematisk lovmæssig gentagende forførende omgivelse den ulykkelige kærlighed på samvittigheden i sit folke-fascistiske storhedsvanvid med sine mange ideologier og ”gode” idéer. Det er altså kapitalismen og stats-idealismens fornægtelse af menneskelivet i sit troskyldigt voksende, oplysnings-pligtige hjerte, der er årsagen til utroskaben.
Der skelnes mellem det døde og det levende, ja det er dét, som livsenergien, troens naturlige drifter gør – og personen, der adlyder, ja hæfter sig ved det levende begynder dermed også at vokse i menneskelivets energi, ja i forstand deraf. Som person. Dét er forstanden: Hjerteerfaringerne i og med dit livs historie, din gang på jord.
Og sådan skulle vedkommende gerne være vokset af det forudgående, have lært noget af det. Ja og er det såmænd også, når det lige får indrømmet sig erfaringerne i livets gang og videre færd. (At det bliver så svært for folk skyldes, at der er så meget livs-fornægtende lidelse i det forudgående, her på europæisk, ikke mindst dansk grund – og det kan være svært at tackle, især for den, der netop hører ganske godt og gerne vil sørge for, at det forudgående ikke kommer alt for meget bag på én, så det på ganske uheldigvis går i videre arv. Arvesyndens romantiske ophav).
Forstanden er personligt stillet – og det er også forklaringen på, hvorfor det er svært at hævde dens almen-menneskelige gyldighed, thi det lader sig nemlig kun gøre i menneske-kærlighedens indrømmelse. Med andre ord lader det sig kun gøre af mennesker, der ligeledes er vokset i personlig, ansvarlig menneskeforstand, fordi de har adlydt, løbende giver slip og tager afstand til det døde i kulturen og samfundet. - Dem er der ikke så mange tilbage af, kære mennesker under Jer i sandhed øvrige kapital-statslige romantiske venner samt øvrige utro røvhuller!
Jalousi-drabet opstår altså: Fordi livets energi, guds egen for det første knytter bånd i menneskelivets personlige hjerte, deraf videre det lærerige vækst-sigte for ens eget liv som menneske og videre deraf til samfundets videre færd, ikke mindst når der er sat børn i livet – for dernæst at blive overhørt. Jalousidrab opstår på grund af overhørsel af livets eget sigte med mennesket i vækst. Og det er parterne involveret i sandhed lige gode om, da det er en menneskelig opgave at høre, hvad høres kan, før det går galt.
Den mand, der begår jalousi-drab kan ganske enkelt ikke leve med, at menneskelivets milde udviklings-sigte i livets ellers glædelige, men altså vækst-betingende gang ikke høres. Og så æder løvefar altså sine unger eller lignende, thi et sådant afkom er ikke levedygtigt, bliver ikke et berigende, livsbekræftende gode for samfundet.
Utroskaben, der opstår af ikke at stå inde for egne handlinger med glæden, varmen og forsynet som behørig sands for væksten i livet – det er den, der melder sig i jalousien. Mødet med ligegyldigheden overfor det, der er menneskelivets omdrejningspunkt.
I Danmark er det gået galt på grund af hævdelsen af ligestilling med magt; en del kvinder lærer ikke at forstå sig som ligeværdigt menneske knyttet i sine bånd, ja vi er alle blevet invaderet af staten i en vis udstrækning. Statsmagten kommer til at love mennesket noget, som ikke holder. Og det véd manden per instinkt, medmindre han altså er blevet akademiseret af jura-bøssen, fremfor oplyst af kirkebøssen, livets egen fader-menneskelige natur. Mens kvinden af den gamle mandsdominerende undertrykkkelse, der stammer fra de gamle kapital-magt-systemers samfund - har følt, at hun skulle blive fri for for manden, hvor det i egentlig forstand netop var de gamle magt-systemer hun ville være fri for. Og da også på barnets vegne. Tilsammen peger det således altsammen på, at magt-systemerne, skriftlighedens kulturer ødelægger menneskelivet i sin kærligheds-udviklende gang på jord. Ødelægger hørelsen af, at der ikke er andre til at tage sig af livet som samfundet, i sin vækst, mens vi lever.
Det kan som sagt skyldes mange ting, noget forudgående at tingene ender galt – men fællesnævneren er, at det skyldes OVERHØRSEL af menneskelivets eget energi-potentiale til at vokse i livet. Ja som så fører til overkørsel. I kører henover livet og laver større og større motorveje, for at sikre at trafikken når frem, men hvorhen? Til nogen, der også kan overkøre menneskelivet på jordens, sågud organiske, ja befrugtende grundlag.
Den, der ikke mærker, at forelskelsen er bundet i vor voksende, udviklende personlige natur af slægt, kød og blod, lægger heller ikke mærke til om menneskelivets forsyn er i kontakt med livets under, livets eget sigte. - Og det er endvidere også faren ved traditioner. Især når de ikke løbende holder sig til sandheden i sandselig forstand deraf, nyopstående som den er med ethvert menneskeliv, thi da er der ikke nogen til at høre eller forløse livet der, hvor det i sandhed trykker mennesket og afholder det fra at kunne indrømme den mildt opstigende varme energi, der er så naturlig. - Kriser i parforhold, familier kan ikke overvindes uden troen på, at Kærligheden overvinder alt, men er den ikke indrømmet i personlig udviklende forstand deraf, af det forudgående, ja så er det dømt til at mislykkes, så kan kærligheden ikke gro og blomstre mellem mennesker, forløse sig i deres vækst. Og det synes jeg er skrækkeligt, for det jo er samfundets livgivende, livsbekræftende, oplysende potentiale, ikke mindst i form af børn, der således ødelægges, bliver erstattet med løgnen, for ligesom at holde det hele lidt igang bilder man sig ind. – Der er masser af fisk i vandet, ja, ja, men der kun én vækst, et familiestiftende ansvar, et menneskebarn, et samfund. Hvorfor skal det ødelægges? Iøvrigt er jeg ikke en fisk.
Overhørsel er ikke noget nyt i en kapital-statslig kultur, der tror på overmennesket i sin lille, men uhyggelig systematisk livs-forsagende klub. – Ja du skulle vel ikke tilfældigvis være blevet overhørt på dine lektier eller til eksamen af en lærer på over-førsels-indkomst? Eller i banken på dine regnskaber eller hos revisoren eller i retten? Er I klar kapital-statslige autoritetstro statsborgere, er I klar til i sandhed at blive overhørt på Jeres usle menneskeliv uden fortsat at ty til tegn-tekst-og-tal-baseret magtmisbrug?
Et andet eksempel kunne være den amerikanske fedme, tilsynekomsten af smælder-fede børn på dansk grund. De er ligesom andre, også voksne, der lægger sig ud på maven – udtryk for overhørsel af troens drifter i maven. En angst for underet, livets milde energi-kilde, menneskelivets udviklings-potentiale, ja en angst, der for eksempel kan blive til kræft. - Angsten for underet er en omvendt angst, en angst for afgrundens dyb, ja den kommer jo af fornuftens systemer i deres lov-religiøse tilbedelse af verden af lave, hvormed sindet rettes universitært, altså rettes til at adlyde universets ligegyldige kræfter og spejlbilldet af dem i fornuftens mange sprog.
Spejlbilledet er afgrundsdybt i sin selv-refleksion. Og sådan er angsten, der blokerer adlydelsen af troens saliggørende, hjerte-ernærende sandselige drifter. Det er så iøvrigt også dét hængepatterne på universitetet, i politik og blandt folk, der iøvrigt suger på lappen vidt og bredt i dag kalder det moderne, noget multi-multi, som vi alle sammen så skal affinde os med, da det jo er vilkåret for, at de kan fortsætte med at OVERFØRE livet på OVER-HØRSELS-INDKOMST.
Hvordan går det sundheds-forskning? Ja for det vil altså til hver en tid være sundere for menneskelivets helbreds-mæssige tilstand her på dansk grund, såfremt i tog Jeres eget liv og genopstod i vort. I kunne jo passende gøre det sammen med resten af statens klub, for så kunne vi jo komme til at arbejde og udvikle livet på dansk grund i sandselig overenstemmelse med livets eget under. Opvokse og Oplyse i kongens forstandige navn.
***
Mave – Hoved - Bryst
Livets under – Verdens afgrund – Menneskehjertets indrømmelse i livet
Tro – Fornuft – Forstand
Faderen – Menneskesønnen af stand til werden – Helligånden
Livsånden – Menneskånden – Hel-i-hånden
Livets sfære – Menneskelivets krop - Livets Samhørighed i vækst
Sandseligheden – Hjerteligheden – Håndteringen
Tavsheden – Talen - Hørelsen
Menneskeslægten – Ordets Oplysende ledelse – Vort Samfund
...noget i den dur...
Det var vist nok om kroppen, der jo altså ER i et: En menneske-kødelig organisme, der ånder i et med sit ophav og sin omgivelse – og derudfra vokser, søger vej med livet i sit overflødighedshorn af vækst-vilkår.
Ærligt talt til danskere, ja menneskelivet på dansk grund: Vil I fortsat være romantiske, vil I fortsat holde den lovgivende, den udøvende og den dømmende magts adskillelse af den menneskekødelige organismes ånderæt, samfundet, i hævd? Vil I stadigvæk lege og sledsk legislere som om tre-enighedens gud ikke findes? - Ja for den menneske-kødelige organisme er jo altså samlet, den er i samhørighed og kan ikke adskilles, så det er blot ren indbildning og spild af børn, der foregår i kapitalens virksomheder og statens institutioner.
I så fald I vil, så forlanger jeg som minimun en vejledning. Ja da vil jeg nemlig gerne vide, hvor mange timer, jeg skal bruge på hoved-energien, hvor mange timer, jeg skal bruge på mave-energien og hvor mange timer, jeg skal bruge på hjerte-energien, hver for sig. I må også godt skema-lægge det, så jeg kan se, hvornår jeg må være ved min mave, hvornår jeg må være ved mit hoved og hvornår, jeg må være ved mit hjerte.
Og kan I ikke dét, Jer, der sidder med kapitalens lovgivende adfærds-regulering via behovs-skaberi af udbud og efterspørgsel eller statens love tilsvarende i et plørevældigt universitært kejserige præget af romersk mønt og fuldstændig glemsel af kronen, ja kan I ikke vejlede livets samfund i et, i sin ånd, i sin oplysende opførsel, i sin ligeværdige samhørighed og udvikling i kongens slægtsbårne oplysende navn – JA SÅ VIL JEG GUDHJÆLPME BEDE JER OM OMGÅENDE AT FLYTTE RØVEN FRA SÆDELIGHEDEN PÅ DANSK GRUND.
Det er hermed gjort i skrift-kulturens egen vold, de tegn-tekst-og-tal-baserede industriers døde legeme. Enhver der fremover arbejder med systemer, tegn-tekst-og-tal uden at gøre det i livsbekræftende, personligt menneskeligt sigte for livsudviklingen af samfundet omkring arbejde med organisk vækst, krop og åndskundskab – vil blive dømt død af Kærlighedens højesteret i livet, højest sandsynligt på deres børns glade hjerter som livsloven jo er.
ÅNDEN
Når man siger ånd på dansk, så står det i bydeform: ÅND! Og det kan jeg ikke bestemme om du skal, men jeg tror da så sandelig, at det er en fordel for dig, at du trækker vejret. Ja det håber jeg da du gør.
Ånden er vejret. I vejret er der solskinsdage, regnvejrsdage, blæsevejr, sommervejr, vintervejr, tøvejr og så videre. Og som sidste kapitel fik sagt, så ånder kroppen i et med sit ophav og sin omgivelse. Derfor også vejret. Vejret er altid den faktiske omgivelse.
Alt natur-kultur-snak, det kan du godt glemme igen, fordi det er fornufts-kategorier, der ligesåvel som de kanske kaster et lys også samtidigt slukker et andet. Og det vi skal frem til i det her kapitel er lyset i ånden, der ikke kan slukkes.
Med andre ord, så lever mave-hoved-bryst, kroppens energier jo i en åndende organisme, der derfor må lære at sandse og forstå sig i åndens levende vilkår i sin omgivelse, men dog især ved de centrale vækst-givende til menneskelivet. Og her spiller også vejret en rolle.
Vi ånder i et med det vejr, der er. Men bortset fra det vejrs bestemmelse, om det er tøvejr eller regnvejr, ja så er vejret altid ladet med dit livs tilstedeværelse i det. Det er i forhold til dit liv, dermed også menneskets liv, at vejret har betydning. Nogen finder regnvejr deprimerende, andre kan også godt lide dét, fordi det ligesom hører sig til også at regne.
Danskernes ånd er i høj grad som vejret. Noget værre ubestemmeligt, vægelsindet noget, ja det irriterer ligefrem nogen, at det ikke kan bestemme sig, men blander sol med regn og lignende. Andre frydes over at være stillet lige under regnbuen med sine mange farver. Ja for der er lys i vejret, nej det er egentlig ikke farver, det er lys. Når man indser dét, ja så kan man måske ane, hvor gudsbenådet vort menneskeliv er i det forholdsvis ufarlige vejr, vi er givet her på dansk grund.
Endvidere kan man også derved lære noget om ånden på dansk grund.
Måske er der også lys i vejret andre steder, men vi har vel ikke mindst lov til at leve et menneskeliv på dansk grund med det klima der er og glæde os over det. Eller hvad? Skal vi også til at være uenige om dét, ikke mindst, da jeg nu har sagt, at vejret er ladet med din tilstedeværelse i det. Og min, ja jeg vil ikke lovgive om vejret, iøvrigt heller ikke rette mig efter en lov, der vil til at bestemme over det, nej, for så tager jeg pludselig fejl af vejret og så kan jeg ikke bistå, endsige bestå det. Du véd nok, det er ligesom med bilkørsel, man skal køre efter forholdene – derfor sætter de skilte op, ja så den læsende del af befolkningen jo også kan få en chance her på jord. Ellers kan de ikke se, hvad forholdene er.
Vi skal køre efter forholdene, fordi det er farligt ikke at gøre det, ja man kan køre helt galt, hvis man ikke gør det. Så dét hensynsfulde råd handler jo om at redde menneskeliv. Skiltningen, ja den skulle så supplere, ligesom formidle og gøre det muligt for færdsels-politiet at inkassere bøder, såfremt du ikke følger det råd – uanset om der ikke er nogen, der er kommet tilskade, fordi du rent faktisk fulgte rådet. Og det lyder jo lidt vanskeligt.
Min pointe er ikke desto mindre, at jeg til hver en tid vil holde mig til at køre efter forholdene med øje for menneskelivet – uagtet om skiltningen siger noget andet. For ser I spøgelses-billister, de kører ikke efter forholdene, de kører efter skiltning, den automat-pilot, der opstår via skriftlighedens lovkultivering af kødet og sandseligheden. Det er jo så, hvad det er med bil-kørsel, men det er altså også et eksempel på livsførelse, hvordan livets egne sandser for hensynsfuld adfærd i forhold til menneskelivet på hensynsløs vis rettes til via skriftens, tegnet, skiltningen, der sørme lige vil sikre at intet går galt. - Hele statens praksis, den siger, at du ikke kan noget, følgeligt ikke er noget værd, før du har lært af læse og følge skriftens ordre, givet, som det så misvisende, falsk hedder, men så stukket ud til dig af mennesker, der lever hele livet på overkørsels-indkomst og derfor i nævneværdig grad iøvrigt heller ikke har behov for at begå sig i trafikken. Jeg siger: Hvor længe skal de bogligt begavede, skriftlighedens analfabetisme havde lov til at sætte dagsordenen for livets kropslige vækst og udvikling i åndedræt med vejret og forholdene derved?
Og den globale opvarmning er over os, så nu er vejret blevet farligt - husk solcremen, også om vinteren! - Man har målt på temperaturen i årevis og man mener ikke, at vi følger med verdens gang.
Jeg skal imidlertid betro dig, at det blot er en underlødig måde at få financieret sin forsker-tilværelse på. Og det lader sig netop gøre via bevisførelses-kulturen, der er af juridisk-matematisk afstamning. Banker bruger den samme til at fastholde dig i gæld. Der skal føres bevis for dine påstande, de skal dokumenteres på skrift, for ellers har den læsende del af befolkningen ingen magt over at køre efter forholdene. – Hvis der er glat i svinget og der ikke står et skilt om, at der er fare for islag, ja så er det simpelthen en utroværdig vej, ja eller måske ligefrem en utroværdig kommune, der da sørme ikke tænker på sine borgere.
KÆRE MEDHØRER, SÅVIDT INDTIL VIDERE. Åndens kapitel gøres færdigt henad vejen og dernæst kommer Bog II: Genopstandelsen af menneskelivet i sin udvikling på dansk sprogs grund. - Nu vil jeg ud og nyde vejret. Og formentlig skal jeg også ud at skrabe penge sammen, så jeg atter kan få råd til at oplyse af eget personligt ansvarlige hjerte, der ikke står i myndighed af nogetsomhelst andet end det: Kongens navn i top, kongens navn i bund, inderst som yderst, dog helt centralt i diglige dit og mit oplyste hjerte i vort, livets eget udviklende menneskesamfund. Det kommer vi til, såfremt jeg ikke bliver dræbt eller fængslet indenda af selv-retfærdighedens sataner.
SAND ÆRLIGHED VARER LÆNGST, THI DET ER STRAFBART AT SÆTTE SIG I LØGNENS HØJESTERETSLIGE LEDELSE MED SIT LIV OG DERFRA DØMME ANDRE MENNESKER PÅ SELVBESTALTET VIS.
Nkh. Jens.
Om mig
- JENS HAARUP MORTENSEN
- OM MIG? - JEG ER MENNESKE, MINE PLIGTER STÅR I KONGENS FORSTANDIGE NAVN AF OPLYSENDE HJERTE og IKKE I KAPITAL-STATSLEDELSENS FOLKELIGE FORNUFTS-FASCISTISKE NAVN AF STORHEDSVANVITTIGT SIND! Nej, kære medmenneske,IKKE I ALLE-FORNUFTENS UNIVÆRSITÆRE MATEMATISK-JURIDISK SELVRETFÆRDIGE SPROG OG VIRKSOMHED. Du véd nok: de utroskabende sprogs virksomheder i tidens omverden, dem, der ikke bekræfter livets organisk-åndelige krop i sin vækst-omgivelse i al evighed! - SMIL OG HØR! Nkh. JHM.
JHJEM
*****************************************************
Submit site